21. Paradisets Skabersønner

URANTIA BOGEN - KAPITEL 21. PARADISETS SKABERSØNNER

Skabersønnerne er skabere af og herskere over lokaluniverserne i tid og rum. Disse universernes skabere og herskere er af dobbelt oprindelse; de legemliggør egenskaberne hos Gud Faderen og Gud Sønnen. Men hver Skabersøn er forskellig fra alle andre; hver og en er enestående i naturen såvel som i personlighed; hver og en er den ”enestefødte søn” af det perfekte guddomsideal som er hans oprindelse.
    
I det umådelige arbejde med at organisere, udvikle og perfektionere et lokalunivers nyder disse høje Sønner altid den Universelle Faders bærende godkendelse. Forholdet mellem Skabersønnerne og deres Paradisfader er rørende og uovertræffeligt. Utvivlsomt er Guddomsforældrenes dybe hengivenhed for deres guddommelige efterkommere kilden til den skønne og næsten guddommelige kærlighed som selv dødelige forældre viser deres børn.
    
Disse primære Paradissønner personaliseres som Mikaeler. Når de begiver sig ud fra Paradiset for at grundlægge deres universer er de kendt som Skaber Mikaeler. Når de er etablerede med højeste autoritet kaldes de Mester Mikaeler. Nogle gange henviser vi til herskeren i jeres univers Nebadon som Kristus Mikael. Altid og for evigt regerer de efter ”Mikaels ordningen”, for Mikael er benævnelsen på den første Søn af deres klasse og art.

Den oprindelige eller førstefødte Mikael har aldrig oplevet inkarnation som et materielt væsen, men syv gange har han passeret gennem oplevelsen at som åndeligt væsen at være opsteget på de syv kredse i Havona, avancerende fra de yderste sfærer til den inderste kreds i den centrale skabelse. Mikael klassen kender storuniverset fra dets ene ende til den anden; der findes ingen væsentlig erfaring som tidens og rummets børn har som Mikaelerne ikke personligt har taget del i; de har faktisk del ikke kun i den guddommelige natur men også i jeres natur, i betydningen alle naturer, fra de højeste til de laveste.
    
Den oprindelige Mikael fungerer som ordfører for de primære Paradissønner når de samles til konference i altings centrum. For ikke så lang tid siden registrerede vi i Uversa en universel informationsudsendelse fra en speciel sammenkomst på den evige Ø. Den bestod af hundrede og halvtreds tusinde Skabersønner som var samlet i deres forældres tilstedeværelse for at tage del i overvejelserne om fremgangen i foreningen og stabiliseringen af universernes univers. Dette var en udvalgt gruppe af Hersker Mikaeler, Syvfoldige overdragelses sønner.

    
1.  SKABERSØNNERNES OPRINDELSE OG NATUR
    
Når den absolutte åndelige idémæssig helhed i den Evige Søn møder helheden i den absolutte personligheds koncept i den Universelle Fader, når en sådan skabende forening er endelig og helt opnået, når en sådan åndens absolutte identitet og sådan en uendelig enhed af personligheds koncept indtræffer, netop da og der, uden at nogen af de uendelige Guddomme mister noget i spørgsmålet om personlighed eller rettigheder, bliver en ny og oprindelig Skabersøn som et lynglimt til som et fuldt færdigt væsen, den enestefødte Søn af det perfekte ideal og den magtfulde idé, hvis forening resulterer i denne nye magt og perfektion skaberpersonlighed.
    
Hver Skabersøn er den enbårne efterkommende og den eneste som kan fødes ud af den perfekte forening af de oprindelige begreber i de to uendelige, og evige og perfekte sind som tilhører de evigt eksisterende Skabere af universernes univers. Der kan aldrig blive en anden lignende Søn, for hver Skabersøn er det ubetinget, afsluttet og det endelige udtryk og legemliggørelse af alt i hver fase af hvert element i enhver mulighed af enhver guddommelig virkelighed, som gennem al evighed nogensinde kunne findes i, udtrykt af eller udviklet sig fra disse guddommelige skabende potentialer som forenes for at give eksistens til denne Mikael Søn. Hver Skabersøn er absoluttet af de forenede guddomstanker som udgør hans guddommelige oprindelse.
    
Disse Skabersønner guddommelige naturer hidrør i princippet lige meget fra egenskaberne hos begge Paradisforældrene. Alle har del i den guddommelige naturs fylde som karakteriserer den Universelle Fader og i skaberprivilegierne som er typiske for den Evige Søn, men når vi iagttager hvordan Mikaelernes funktioner i praksis omsættes i universerne skelner vi åbenlyse forskelle. En del Skabersønner fremstår mere som Gud Faderen; andre mere som Gud Sønner. For eksempel: Tendensen i administrationen i universet Nebadon antyder at dets Skaber og herskende Søn er en hvis natur og karakter mere ligner den Evige Moder Søn. Det bør yderligere bemærkes, at nogle universer ledes af Paradis Mikaeler som lige meget ligner Gud Faderen og Gud Sønnen. Og disse observationer indebærer på ingen måde nogen kritik; de udgør kun et konstaterende faktum.
    
Jeg kender ikke det eksakte antal eksisterende Skabersønner, men jeg god grund til at tro, at der findes mere end syvhundredtusinde. Vi ved, at der netop findes eksakt syvhundredtusinde Dagenes Forende og at ikke flere skabes. Vi observerer også, at de forordnede planer under den nuværende universtidsaldre ser ud til at angive, at en af Dagenes Forenede skal stationeres i hvert lokalunivers som Treenighedens rådgivende ambassadør. Vi noterer videre, at det stadig stigende antal Skabersønner allerede overstiger det konstante antal Dagenes Forende. Med hvad angår bestemmelsen for Mikaelerne udover de syvhundredtusinde er vi aldrig blevet informeret.


    
2.   LOKALUNIVERSERNES SKABERE
 
Paradisets Sønner af den primære klasse er planlæggere, skabere, bygmestre og administratorer af deres respektive domæner, lokaluniverserne i tid og rum, de grundlæggende skabelsesenheder i de syv evolutionære superuniverser. En Skabersøn få lov til at vælge pladsen i rummet for hans fremtidige kosmiske aktivitet, men inden han må påbegynde selv den fysiske organisering af hans univers må han under en lang observationsperiode studere sine ældre brødres præstationer i forskellige skabelser som er beliggende i det superunivers hvor han planlægger sit forehavende. Og før alt dette har Mikael sønnen fuldført sin lange og unikke erfaring af observation i Paradiset og træning i Havona.

Når en Skabersøn afrejser fra Paradiset for at påbegynde eventyret med at bygge et univers, at blive overhoved - praktisk taget Gud - i det lokalunivers som han selv organiserer, da mærker han for første gang, at han er i intim kontakt med, og i mange henseender afhængig af, den Tredje Kilde og Center. Skønt den Uendelige Ånd forbliver hos Faderen og Sønnen i centrum af alting, er han bestemt til at fungere som den faktiske og effektive medhjælper til hver Skabersøn. Derfor ledsages hver Skabersøn af en Skabende Datter til den Uendelige Ånd. Det er det væsen som er bestemt til at blive den Guddommelige Minister, Moderånden i det nye lokalunivers.
    
En Mikael søns afgang ved denne lejlighed frigør for evigt hans skaberprivilegier fra Paradisets Oprindelse og Centre, kun underlagt visse begrænsninger som er forbundet med disse Oprindelser og disse Centres præeksistens og visse andre tidligere kræfter og tilstedeværelser. Disse begrænsninger som kendetegner Univers Faders øvrige almægtige skaberprivilegier er som følger:

    1.   Energi-materien domineres af den Uendelige Ånd. Før eventuelle nye former for ting, store eller små, kan skabes, inden der kan forsøges nogen nye transformationer af energi-materie, må en Skabersøn forsikre sig om den Uendelige Ånds samtykke og fungerende samarbejde.

    2.   Mønstre og typer af skabte væsener kontrolleres af den Evige Søn. Inden en Skabersøn kan påbegynde at skabe nogen ny væsentype, ethvert ny mønster for væsener, må han skaffe sig den Evige og Oprindelige Moder-Søns samtykke.

    3.   Personligheden er planlagt og overdraget af den Universelle Fader.

Typer af og mønstre for sind bestemmes af de faktorer i tilværelsen som er forudgående de skabte væsener. Efter at disse er blevet forenet for at udgøre et væsen (personlig eller på anden måde) gives sindet som gave fra den Tredje Kilde og Center, den Universelle kilde i sindets ministerium til alle væsener under Paradis Skaberens niveau.

Kontrollen af modeller for og typer af ånd afhænger på deres manifestationsniveau. I sidste analyse kontrolleres åndelige modeller af Treenigheden eller af de åndelige begavelser som Treenighedspersonlighederne - Faderen, Sønnen og Ånden, der går forud for Treenigheden er i besiddelse af

Når en sådan perfekt og guddommelig Søn har taget besiddelse af stedet i rummet som han har valgt for sit univers; når begyndelsesproblemer angående materialisationen af universet og opnåelsen af den væsentligste ligevægt er løst; når han har formet en effektiv og samarbejdende fællesskab med sin kompletterende Datter til den Uendelige Ånd - så indleder denne Universsøn og dennes Universånd den forbindelse, som er beregnet til at give oprindelse af utallige skarer af børn til dem i lokaluniverset. I forbindelse med denne begivenhed bliver den Skabende Ånds fokusering af Paradisets Uendelige Ånd ændret i sin natur og tilegner sig de personlige egenskaber af et lokalunivers Moderånd.
    
På trods af, at alle Skabersønner er guddommelige ligesom deres Paradisforældre ligner ingen eksakt hinanden; hver og en er unik, forskellig, enestående og oprindelig såvel i natur som personlighed. Og eftersom de er arkitekter for og beslutningstagerne af livsplanerne i deres respektive riger, garanterer denne forskellighed netop, at deres domæner også bliver forskellige i hver form og fase af levende eksistens som nedstammer fra Mikaelerne og som kan skabes eller senere udvikles der. Derfor er de klasser af væsener som er indfødte i lokaluniverserne meget varieret. Der findes ikke to lokale universer som administreres eller bebos af i alle henseender identiske indfødte væsener med tofoldig oprindelse. Indenfor hver superunivers er halvdelen af deres medfødte egenskaber temmelig ens, værende nedstammende fra de ensartede Skabende Ånder; den anden halvdel variere, værende nedstammende fra de forskelligartede Skabersønner. Men sådan en mangfoldighed karakterisere ikke de skabte væsener som kun nedstammer fra den Skabende Ånd, eller de importerede væsener som er født i centraluniverset eller i superuniverserne.

Når en Mikael søn er fraværende fra sit univers ledes dets regering af det første, førstefødte væsen; den Klare Morgenstjerne, lokaluniversets administrerende udøver. Råd og rådgivning fra Dagenes Forende er uvurderlig ved disse tider. Under disse fravær kan en Skabersøn overføre til den associerede Moderånd overvågningen af hans åndelige tilstedeværelse i de beboede verdner og i hjerterne på hans dødelige børn. Og Moderånden i et lokalunivers forbliver altid i dets hovedkvarter.  Derfra udstrækker hun sin opfostrende omsorg og åndelig pleje til de fjerneste egne af sådan et evolutionær domæne.
    
En Skabersøns personlig tilstedeværelse i sit lokalunivers er ikke nødvendig for at en etableret materiel skabelse kan fungere smidigt. Disse Sønner kan rejse til Paradiset, og alligevel kredser deres universer videre gennem rummet. De kan lægge magtens tøjler ned for at inkarnere som tidens børn, og alligevel roterer deres riger rundt omkring deres respektive centre. Ingen materiel organisation er uafhængig af grebet Paradisets absolutte tyngdekraft eller af den kosmiske overkontrol som er indbygget i den Egenskabsløse Absoluttets rumtilstedeværelse.


3.   LOKALUNIVERSERNES SUVERÆNITET

En Skabersøn tildeles et område for et univers med Paradistreenighedens godkendelse og med bekræftelse af den overvågende Mesterånd for det omhandlende superunivers. Denne handling medfører retten til fysisk besiddelse, en kosmisk forpagtningsret. Men ophøjelsen af en Mikael Søn fra dette første og selvbegrænsende stadium af herredømme til det erfaringsmæssige overherredømme af selvfortjent suverænitet er et resultat af hans egne personlige erfaringer af arbejdet med at skabe et univers og gennemføre inkarnationsoverdragelser. Indtil han har opnået overdragelses fortjent suverænitet hersker han som stedfortræder for den Universelle Fader.

En Skabersøn kan når som helst hævde fuld suverænitet over sin personlige skabelse, men han vælger klogelig ikke at gøre det. Hvis han, inden han har gennemgået overdragelserne som skabt væsen, påtog sig en ufortjent højeste suverænitet ville Paradispersonlighederne som er bosat i hans lokalunivers trække sig tilbage. Dette er imidlertid aldrig sket nogetsteds i alle tidens og rummets skabelser.

Stillingen som Skaber indebærer fuld suverænitet, men Mikaelerne vælger erfaringsmæssigt at tjene den og bevare dermed den fulde deltagelse af alle Paradispersonligheder som er knyttet til lokaluniversets administration. Vi kender ikke til nogen Mikael som nogensinde har gjort anderledes; med de kunne alle gøre det, for de er Sønner med virkelig fri vilje.

En Skabersøns suverænitet i et lokalunivers passere gennem seks, måske syv stadier af erfaringsmæssig manifestation. Disse fremtræder i følgende rækkefølge:

    1.   Indledende stedfortræder suverænitet - den enlige, provisoriske myndighed som udøves af en Skabersøn inden den associerede Skabende Ånd har erhvervet personlige egenskaber.

    2.   Fælles stedfortræder suverænitet - Paradis parrets forenede styre efter at Universets Moderånd har opnået personlighed.

    3.   Tiltagende stedfortræder suverænitet - en Skabersøns voksende myndighed under perioden for hans syv overdragelser som skabt væsen.

    4.   Højeste suverænitet - den etablerede myndighed efter fuldførelsen af den syvende overdragelse. I Nebadon dateres højeste suverænitet sig fra fuldførelsen af Mikaels overdragelse på Urantia Den har eksisteret i kun lidt over nittenhundrede år af jeres planetariske tid.

    5.   Tiltagende højeste suverænitet - det avancerede forhold som vokser frem af at et flertal af de skabte væseners verdner etableres i lys og liv. Denne fase henfører sig til den uopnåede fremtid i jeres lokalunivers.

    6.   Trinitarisk suverænitet - som udøves efter at hele lokaluniverset etableres i lys og liv.

    7.   Uåbenbaret suverænitet - de ukendt forhold i en fremtidens universtidsaldre.

I anerkendelse af den indledende stedfortræder suverænitet for et planlagt lokalunivers, aflægger en Skaber Mikael en ed til Treenigheden på, at han ikke antager højeste suverænitet inden de syv overdragelser som skabt væsen er fuldført og blevet bekræftet af superuniversets herskere. Men hvis en Mikael Søn ikke kunne, om han så ville, hævde en sådan ufortjent suverænitet, så ville der ikke være nogen mening i at aflægge en ed på ikke at gøre det.
    
Selv under de tidsaldre som foregår før overdragelserne styrer en Skabersøn sit område næsten i højeste grad, når der ikke findes nogle meningsforskelle i nogen af dets dele. Begrænsninger i herredømme ville næppe vise sig hvis suveræniteten aldrig blev udfordret. Den suverænitet som udøves af en Skabersøn før overdragelserne og i et univers uden oprør, er ikke større end i et univers med oprør; men i det første tilfælde er suverænitetens begrænsninger ikke åbenbaret; i det senere tilfælde er de det.
    
Hvis en Skabersøns autoritet eller forvaltning nogensinde er udfordret, angrebet eller bragt i fare, er han evigt forbundet med at opretholde, beskytte, forsvare og om nødvendigt, genvinde sin personlige skabelse. Disse Sønner kan kun besværes eller antastet af væsener som de selv har skabt eller af højere væsener som de selv har valgt. Man kunne konkludere, at det er usandsynligt, at ”højere væsener,” de som har deres oprindelse på niveauer ovenover et lokalunivers, ikke ville forårsage uro for en Skabersøn, og det er sandt. Men de kan hvis de vælger at gøre det. Dyd er viljebestemt i personligheden; retfærdigheden er ikke automatisk i skabte væsener med fri vilje.
    
Før fuldførelsen af overdragelses karrieren regerer en Skabersøn med visse selvpåtaget begrænsninger i suveræniteten, men efter sin afsluttede overdragelsestjeneste, regerer han i kraft af sin faktiske erfaring i sine mangfoldige skabte væseners form og billede. Når en Skaber syv gange har aflagt besøgt hos sine skabte, når overdragelses karrieren er afsluttet, så er han i højeste grad etableret i sin autoritet i universet; han er blevet en Mestersøn, en suveræn og højeste hersker.

Fremgangsmåden for at opnå højeste suverænitet i et lokalunivers består af følgende syv erfaringsmæssige trin:

    1.   At erfaringsmæssigt at trænge sig ind i syv væsen eksistensniveauer gennem teknikken for inkarneret overdragelse i selve den skikkelse som væsenerne på det omhandlende niveau er.

    2.   At erfaringsmæssigt at indvie sig til hver fase i Paradisguddommens syvfoldige vilje således som den personificeres i de syv Herskerånder.  

    3.   At gennemgå hver og en af de syv erfaringen på de skabtes niveauer samtidigt med udførelse af en af de syv indvielser til Paradisguddommens vilje.

    4.   At på hvert væsenniveau, erfaringsmæssigt, at portrætterer højdepunktet af væsen livet for Paradisguddommen og alle universet intelligenser.   

    5.   At på hvert væsenniveau, erfaringsmæssigt, at åbenbare en fase af Guddommens syvfoldige vilje for overdragelsesniveauet og for hele universet.

    6.   At erfaringsmæssigt at forene den syvfoldige væsen erfaring med den syvfoldige erfaring af helligelsen til åbenbarelsen af Guddommens væsen og vilje.

    7.   At opnå et nyt og højere forhold til det Højeste Væsen. Eftervirkningen af hele denne Skabers og skabtes erfaring forstærker Gud den Højestes superunivers virkelighed og den Almægtige Højestes suverænitet i tid og rum samt virkeliggør den høje suverænitet i et lokalunivers for en Paradis Mikael.
    
I fastsættelsen om suverænitet i et lokalunivers demonstrerer Skabersønnen ikke kun sin egen duelighed i at regere men åbenbarer også Paradisguddommenes natur og portrætterer deres syvfoldige holdning. Dette er den begrænsede forståelse og de skabtes påskønnelse af Faders overhøjhed, som det drejer sig om, når Sønnen i sit eventyrlige foretagende nedstiger for at påtage sig sine skabte væseners form og erfaring. Disse primære Paradissønner er de virkelige åbenbarer af Faderens kærlige væsen og godtgørende myndighedt, den samme Fader som sammen med Sønnen og Ånden er det universelle overhovedet for al magt og personlighed og alle regeringer overalt i alle universelle riger.
              
              
4.   MIKAELERNES OVERDRAGELSER

Der findes syv grupper af Skabersønner, som overdrager sig. De grupperes i henhold til det antal gange de har overdraget sig til de skabte i deres verdner. De strækker sig fra dem med den første erfaring op gennem yderligere fem sfærer af progressiv overdragelse til de opnår den syvende og afsluttende episode i den skabtes og Skaberens erfaring.
    
Avonalernes overdragelser sker altid i kødelige væseners skikkelse, men en Skabersøns syv overdragelser indebær at han fremkommer på syv af de skabtes væsenniveauer og gælder åbenbarelsen af de syv primære udtryk for Guddommens vilje og væsen. Uden undtagelse gennemgår alle Skabersønner dette at de syv gange giver sig selv til deres skabte børn inden de påtager sig etablering og højeste beslutningsret i de universer som de selv har skabt.
    
Selv om disse syv overdragelser varierer i forskellige sektorer og universer inkluderer de altid eventyret med overdragelsen i dødelig form. Ved den afsluttende overdragelse fremstår en Skabersøn som medlem af en af de dødeliges højere racer i en eller anden beboet verden, sædvanligvis som medlem af den gruppe som har fået den største mængde arvelige egenskaber fra Adams slægt, som tidligere var importeret for at forbedre den fysiske tilstand for folk med oprindelse i dyreriget. Kun en gang under hans syvfoldige karrierer som overdragelses Søn fødes en Paradis Mikael af en kvinde, som I har beskrivelse om barnet i Betlehem. Kun en gang lever og dør han som medlem af den laveste klasse af evolutionære viljevæsener.
    
Efter hver overdragelse stiger en Skabersøn op til ”Faderens højre side” for der at modtage Faderens godkendelse af overdragelsen og for at få instruktioner i forberedelse til det efterfølgende forløb i universtjeneste. Efter den syvende og afsluttende overdragelse modtager en Skabersøn af den Universelle Fader højeste autoritet og domsmyndighed i sit univers.

Det er dokumenteret, at den guddommelige Søn som senest fremstod på jeres planet var en Paradisets Skabersøn som havde fuldført seks faser af sit overdragelses livsforløb; derfor kunne han, da han opgav det bevidste greb om sit inkarnerede liv på Urantia, sandelig sige, hvilket han også gjorte: ” Det er fuldbyrdet.” Det var bogstaveligt fuldbyrdet. Hans død på Urantia afsluttede hans overdragelses livsforløb; det var det sidste skridt i opfyldelsen af en Paradisets Skabersøns hellige ed. Og når denne erfaring er erhvervet er disse Sønner højeste herskere i universet; de hersker ikke længere som Faderens stedfortrædere men med egen ret og i eget navn som ”Kongernes Konge og Herrernes herre”. Med visse angivne undtagelser er disse syvfoldige Overdragelses Sønner de ubetinget højeste i de universer, hvor de har deres bolig. Vedrørende hans lokalunivers er ”al magt i himlen og på jorden” overgivet til denne sejrende og tronende Mestersøn.
    
Efter at de har afsluttet deres overdragelses livsforløb regnes Skabersønnerne som en særskilt klasse: de syvfoldige Mestersønner. I deres person er Mestersønnerne identiske med Skabersønnerne, men de har gennemgået en så unik overdragelses oplevelse at de almindeligvis anses for at tilhøre en anden klasse. Når en Skaber værdiges for at gennemføre en overdragelse, bliver følgen en virkelig og bestående forandring. Det er sandt at overdragelses sønnen vedvarende og ikke desto mindre er en Skaber, men han har lagt et skabt væsens erfaring til sin natur, hvilket for evigt flytter ham fra en Skabersøns guddommelige niveau og ophøjer ham til det erfaringsmæssige niveau for en Mestersøn, en som fuldt har fortjent retten til at herske over et univers og administrere dets verdener. Sådanne væsener legemliggøre alt, som kan fås af guddommelige forældre og omslutter alt, som stamme fra at få erfaring som fuldbyrdet skabt væsen. Hvorfor skulle mennesker begræde deres ydmyge oprindelse og deres påtvungne evolutionære karriere, når selveste Guderne må gå gennem en tilsvarende erfaring inden de regnes som erfaringsmæssigt værdige og kompetente for til sidst og helt at herske over deres universdomæner!


5.   MESTERSØNNERNES FORHOLD TIL UNIVERSET
    
En Mester Mikaels styrke er ubegrænset, fordi den stammer fra oplevet association med Paradistreenigheden og ubestridt, fordi den stammer fra faktisk erfaring som selve de væsener, der er underlagt denne selvsamme myndighed. En syvfoldig Skabersøns suverænitet er højest i sin natur fordi den:

    1.   Omfavner Paradisguddommens syvfoldige synsvinkel.

    2.   Indbefatter den syvfoldige holdning hos tidens og rummets skabte væsener.

    3.   Perfekt syntetiserer Paradisets attitude og de skabtes synsvinkel.

Denne erfaringsmæssige suverænitet indeholder således hele Gud den Syvfoldiges guddommelighed, som kulminerer i det Højeste Væsen. En syvfoldig Søns personlige suverænitet er ligesom den en gang afsluttet Højeste Væsens fremtidige suverænitet og omfatter således det største mulige indhold af Paradistreenighedens magt og myndighed, som kan komme til udtryk indenfor de pågældende tid-rum grænser.

Når en Mikael Søn opnår højeste suverænitet i lokaluniverset forløses han fra kraften og muligheden til under den nuværende universtidsaldre, at skabe helt nye typer af væsener. Men en Mestersøns tab af kraft til at grundlægge helt nye klasser af væsener indvirker på ingen måde på arbejdet med livs udformningen som allerede er etableret og som befinder sig i udviklingsprocessen; dette enorme program for universets evolution fortsætter uden afbrydelse eller indskrænkning. Når en Mestersøn opnår højeste suverænitet medfører dette ansvaret for personlig hengivelse til at fostre og administrere det, som allerede er formet og skabt og det som senere vil blive produceret af dem, som dertil er blevet formet og skabt. Med tiden kan det fremkomme en næsten endeløs udvikling af forskellige væsener, men ingen helt nye mønstre eller typer af intelligente væsener vil herefter få sin begyndelse direkte fra en Mestersøn. Dette er det første skridt, begyndelsen på en stabiliseret administration i hvert lokalunivers.

Ophøjelsen af en syvfoldig overdragelses søn til ubestridt suverænitet i hans univers betyder, begyndelsen på enden af en årelang usikkerhed og relativ forvirring. Efter denne begivenhed, kommer det som ikke engang kan åndeliggøres til slut vil blive opløst og at det som ikke engang kan koordineres med kosmisk virkelighed til slut vil blive ødelagt. Når forrådet af endeløs barmhjertighed og unævnelig tålmodighed er udtømt i en anstrengelse til at vinde viljevæsnernes loyalitet og hengivenhed i verdnerne, da tager ret og retfærdighed over. Det som barmhjertighed ikke kan rehabilitere, det vil retfærdigheden til sidst tilintetgøre.

Mester Mikaelerne er højeste i deres egne lokaluniverser når de en gang er installeret som suveræne herskere. De få begrænsninger som findes for deres styre kommer sig af visse kræfter og personligheders kosmiske præeksistens. I øvrigt er disse Mestersønner højeste i autoritet, ansvar og administrativ magt i deres respektive universer; de er i egenskab af Skabere og Guder højeste i praktisk taget alting. Der findes ingenting udover deres visdom når det gælder funktionerne i et givet univers.
    
Efter sin ophøjelse til stabiliseret suverænitet i et lokalunivers har en Paradis Mikael fuld kontrol over alle andre Guds Sønner som virker indenfor hans domæne, og han kan frit regere i overensstemmelse med hans begreb om behovet i hans verdner. En Mestersøn kan i overensstemmelse med sin vilje ændre på ordningen af de åndelige domskendelser og evolutionære tilpasninger på de beboede planeter. Og disse Sønner udfører og gennemfører deres egne valgte planer i alle sager som gælder specielle planetariske behov, i særdeleshed med hensyn til de verdner som de har besøgt som skabte væsener og endnu mere når det gælder verden for deres afsluttende overdragelse, den planet hvor de har inkarneret i kødelig form.
    
Mestersønnerne ser ud til at stå i fuld kommunikation med deres overdragelses verdner, ikke kun de verdner som de personlig har besøgt men alle verdener hvorpå en Administratorsøn har overdraget sig.  Denne kontakt opretholdes af deres egen åndelige tilstedeværelse, Sandhedens Ånd, som de kan ”udgyde over alt kød”. Disse Mestersønner opretholder også en ubrudt kontakt med den Evige Moder-Søn i altings centrum. De besidder en sympatisk forståelse som strækker sig fra den Universelle Fader i det høje til det planetariske livs ydmyge racer i tidens verdner.



6.   MESTER MIKAELERNES SKÆBNER

Ingen kan med endelig autoritet tage sig friheden til at diskutere, hverken naturen hos eller skæbnen for lokaluniversernes syvfoldige Mesterherskere; trods dette spekulerer vi alle meget omkring disse spørgsmål. Vi har lært, og vi tror, at hver Paradis Mikael er det absolutte af de dobbelte guddomsbegreber, som udgør hans oprindelse; således legemliggør han de faktiske faser af den Universelle Fader og den Evige Søns uendelighed. Mikaelerne må være partielle i forhold til den samlede uendelighed, men de er antagelige absolutte i forhold til den del af uendeligheden som berør deres oprindelse. Men som vi observerer deres arbejde i den nuværende universtidsaldre, opdager vi ingen handling, som er mere end finit; al superfinit kapacitet som kan tænkes må være indesluttet i sig selv og endnu uåbenbaret.

Fuldførelsen af overdragelses karriere som skabt væsen og ophøjelsen til højeste suverænitet i universet må betyde en afsluttet befrielse af en Mikaels begrænset handling kapacitet, efterfulgt af fremkomsten af kapacitet for mere end begrænset tjeneste. For i denne sammenhæng noterer vi, at disse Mestersønner derefter er begrænset i frembringelsen af nye typer af skabte væsener, en begrænsning som utvivlsomt er nødvendiggjort af befrielsen af deres superendelige potentialer.
    
Det er højst sandsynligt, at disse uafslørede skaberkræfter forbliver indesluttet i sig selv under hele den nuværende universtidsaldre. Men engang i en meget fjern fremtid, bland de nu mobiliserende universer i det ydre rum, tror vi, at forbindelsen mellem en syvfoldig Mestersøn og en syvende stadiets Skabende Ånd kan nå op til absonitte tjenesteniveauer, forenet med fremkomsten af nye ting, betydninger og værdier på transcendentale niveauer af ultimative univers betydning.
    
Således som den Højeste Guddom aktualiseres gennem erfaringsmæssig tjeneste, så opnår Skabersønnerne den personlige realisering af Paradisets guddommeligheds potentialer som findes bundet op i deres uudgrundelige væsen. Da Kristus Mikael var på Urantia sagde han en gang: ”jeg er vejen, sandheden og livet.” Vi tror, at Mikaelerne i evigheden bogstavelig er bestemt til at være ”vejen, sandheden og livet”, for altid lysende og banende vejen for alle universpersonligheder, som den fører fra højeste guddommelighed gennem ultimativ absonitet til evig guddomsendelighed.


[Præsenteret af en Visdommens Fuldkommen fra Uversa.]



Publiceret 3 januar 2017