83. Ægteskabsinstitutionen

URANTIA BOGEN. KAPITEL 83. ÆGTESKABSINSTITUTIONEN

DETTE er beretningen om, hvordan ægteskabet fik sin begyndelse. Ægteskabet har udviklet sig støt fra de løse og promiskuøse parringer mellem mennesker gennem mange variationer og tilpasninger, indtil ægteskabets normer opstod, som i sidste ende førte til realisering af egentlige parforhold, foreningen mellem én mand og én kvinde for at etablere et hjem af højeste sociale orden.
Ægteskabet har mange gange været i fare, og ægteskabets skikke har trukket kraftigt på både ejendom og religion til støtte; men den virkelige faktor, der konstant beskytter ægteskabet og familien som det fører til, er det simple og medfødte biologiske faktum, at mænd og kvinder så afgjort ikke vil leve uden hinanden, det være sig de mest primitive vilde eller de mest kulturelle dødelige.
Det er på grund af seksualdriften, at egoistiske mennesker lokkes til at gøre noget bedre end et dyr af sig selv. Det seksuelle forhold, som er fokuseret på ens eget selv og sin tilfredsstillelse som medfører visse følger af selvfornægtelse og sikrer at mennesket tilegner sig altruistiske pligter og mange ansvarsopgaver i hjemmet og dette gavner alle generationer og racer. I denne henseende har seksualiteten været den ukendte og ubemærkede civiliserer af den vilde; for denne samme seksualdrift tvinger automatisk og usvigelig mennesket til at tænke og fører det til sidst til at elske.

1. ÆGTESKABET SOM EN SAMFUNDSINSTITUTION

Ægteskab er samfundets mekanisme designet til at regulere og kontrollere de mange menneskelige relationer, der opstår ud af den fysiske kendsgerning af en androgyn skabning. Som en sådan institution, fungere ægteskabet i to retninger:
    1. I reguleringen af personlige seksuelle relationer.
    2. I reguleringen af afstamning, arv, arvefølge og samfundsklasse, som er dens ældre og oprindelige funktion.
Familien, der vokser ud af ægteskabet, er i sig selv sammen med skikkene vedrørende ejendom en stabilisator af ægteskabets institution. Andre væsentlige faktorer i ægteskabets stabilitet er stolthed, forfængelighed, ridderlighed, pligt, og religiøse overbevisninger. Selvom ægteskaber kan få en godkendelse eller en afvisning fra oven, er de næppe lavet i himlen. Den menneskelige familie er en udpræget menneskelig institution, en evolutionær udvikling. Ægteskabet er en institution i samfundet, ikke en afdeling af kirken. Sandt nok, religion bør have en stærk indflydelse på ægteskabet, men det bør ikke foretage den højeste kontrol og regulere det.
Ægteskab i tidligere tiden var først og fremmest af økonomisk betydning; og selv i moderne tider er det ofte en social eller økonomisk affære. Under indflydelse af blandingen med Anditfolket og som et resultat af skikkene i den fremrykkende civilisation, bliver ægteskabet langsomt gensidigt, romantisk, med fokus på forældre, poetisk, kærlig, etisk, og endda idealistisk. Udvælgelse og såkaldt romantisk kærlighed spillede en lille rolle i primitiv parring. Under tidligere tider var manden og konen ikke meget sammen; ofte spise de ikke engang sammen. Blandt de gamle, var den personlige hengivenhed ikke stærkt knyttet til seksuel tiltrækning; de blev glade for hinanden hovedsagelig på grund af at leve og arbejde sammen.

2. FRIERI OG FORLOVELSE

Ægteskaber i primitive tider var altid planlagt af drengens og pigens forældre. Overgangsstadiet mellem denne skik og de frie valgs tider var domineret af ægteskabsmæglere eller professionelle parringseksperter. Som ægteskabsmæglere fungerede først barbererne; senere, præsterne. Ægteskabet var oprindeligt en gruppe affære; derefter en familie anliggende; først for nylig er det blevet en individuel oplevelse.
Tvang, ikke tiltrækning, førte til ægteskab i primitive tider. I tidlige tider havde kvinden ingen seksuel reserverthed, kun en følelse af seksuel underlegenhed som var indprentet af skikkene. Ligesom røveri gik forud for handel, så foregik ægteskab ved bortførelse forud for ægteskab efter aftale. Nogle kvinder ville se igennem fingre med bortførelse for at undslippe dominans af de ældre mænd i deres stamme; de foretrak at falde i hænderne på mænd på deres egen alder fra en anden stamme. Denne tilsyneladende flugt repræsenterede en overgangsfase mellem tvangs bortførelse og efterfølgende frieri gennem charme.
En af de tidligste former for bryllupsceremoni var den simulerede flugt, en slags generalprøve på kidnapningen, som engang var en almindelig praksis. Senere, blev den simulerede bortførelse en del af den almindelige vielse. En moderne piges modvilje mod at blive "fanget", at være tilbageholdende over for ægteskab, er alle levn fra gamle skikke. Denne skik med at bære bruden over tærsklen minder om en række gamle praksis, blandt andet om den tid, hvor kone tyveri var almindeligt.
Kvinden var længe nægtet fuld frihed til selv at beslutte angående sit ægteskab, men de mere intelligente kvinder har altid været i stand til at omgå denne begrænsning gennem den kloge udøvelse af deres vid og sans. Manden har normalt taget føringen i frieri, men ikke altid. Kvinden tager undertiden formelt, såvel som skjult, initiativet til ægteskab. Som civilisationen er skredet fremad, har kvinderne haft en stigende andel i alle faser af frieri og ægteskab.
Stigende kærlighed, romantik, og personlig udvælgelse i førægteskabeligt frieri er et af Anditernes bidrag til verden racer. Forholdet mellem kønnene udvikler sig positivt; mange fremrykkende folkeslag erstatter gradvist de ældre nytte- og ejerskabsmotiver med nogle idealiserede koncepter om attraktion mellem kønnene. Seksuel lidenskab og følelser af hengivenhed er begyndt at fortrænge kolde beregninger i valg af livets partnere.
Forlovelsen var oprindeligt det samme som ægteskab. Blandt tidlige folkeslag var seksuelle relationer almindelige under forlovelsen. Relativt nylig, har religionen etableret et seksuelt tabu om perioden mellem forlovelse og ægteskab.

3. KØB OG MEDGIFT

Fortidens mennesker havde mistillid til kærlighed og løfter; de troede, at bestående forbund skulle sikres af materielle sikkerhed, af ejendom. Derfor blev købsprisen for en hustru betragtet som en pant eller depositum, som manden blev dømt til at tabe i tilfælde af skilsmisse eller desertering. Når købsprisen for en brud var blevet betalt, tillod mange stammer at mandens mærke blev brændt på hende. Afrikanerne køber stadig deres koner. En kærligheds kone, eller en hvid mands kone, sammenligner de med en kat, fordi hun ingenting koster.
Brudeopvisninger var lejligheder til at udklæde og dekorere døtrene til offentlig udstilling med den hensigt at få en højere pris for dem som hustruer. Men de blev ikke solgt som dyr - blandt de senere stammer kunne en sådan kone ikke overdrages til en ny ejer. Heller ikke var købet af hende altid bare en koldblodig penge transaktion. Tjenester svarede til kontanter i køb af en kone. Hvis en ellers ønskelig mand ikke kunne betale for sin kone, kunne han blive adopteret som en søn af pigens far og kunne så gifte sig med hende. Hvis en fattig mand søgte en kone og ikke kunne betale den pris en grådig far krævede, ville de ældste ofte lægge pres på faderen, som ville resultere i en ændring af hans krav, eller der kunne blive tale om en kidnapning.
Som civilisationen skred frem, kunne fædre ikke lide at sælge deres døtre, og så indførte de skikken, mens de fortsatte med at modtage brude betaling, at give parret værdifulde gaver, som nogenlunde svarede til købsprisen. Da brudebetalingen senere faldt bort, blev disse gaver brudens medgift.
Ideen om en medgift var at give indtryk af brudens uafhængighed, Formålet var at vise, at man var kommet langt frem, siden de dage, hvor kvinderne var slaver og livsledsagere på ejendommen. En mand kunne ikke blive skilt fra en kone med en medgift uden at tilbagebetale hele medgiften. Blandt nogle stammer foretog man en gensidig indbetaling med forældrene til både brud og brudgom, som blev tabt i tilfælde af, at den ene ville forlade den anden, i virkeligheden et ægteskabsløfte. Under overgangsperioden, fra køb til medgift, tilhørte børnene faderen, hvis konen blev købt; hvis ikke, tilhørte de kones familie.

4. BRYLLUPSCEREMONIEN

Bryllupsceremonien voksede ud af, at ægteskabet oprindelig var en fællesskabs affære, ikke bare højdepunktet på en afgørelse af to individer. Ægteskabet angik gruppen, samtidigt som det havde en personlig funktion.
Magi, ritualer, og ceremonier omgav hele livet hos fortidens mennesker, og ægteskabet var ingen undtagelse. Efterhånden som civilisationen avancerede, blev ægteskabet betragtet mere seriøst, blev bryllupsceremonien mere og mere prætentiøs. Ægteskabet var i tidligere tider en vigtig faktor for ejendomsinteresser, ligesom det er i dag, og krævede derfor en juridisk ceremoni, mens den sociale status for de efterfølgende børn krævede den bredest mulige omtale. De primitive mennesker havde ingen register; derfor skulle bryllupsceremonien bevidnes af mange personer.
Til en begyndelse var ceremonien mere som en forlovelse og bestod kun i den offentlige meddelelse om hensigten om at leve sammen; senere bestod ceremonien af et formelt fælles måltid. Blandt nogle stammer førte forældrene simpelthen deres datter til manden; i andre tilfælde var den eneste ceremoni den formelle udveksling af gaver, hvorefter brudens far overlod bruden til brudgommen. Blandt mange folkeslag i Mellemøsten var det skik at give afkald på alle formaliteter, ægteskabet blev fuldbyrdet med seksuelle forhold. De røde mennesker var de første til at udvikle en mere omfattende bryllupsfest.
Barnløshed var stærkt frygtet, og eftersom det at være ufrugtbar blev tilskrevet åndeintriger, førte bestræbelser på at sikre frugtbarhed til at visse magiske eller religiøse ceremonier blev forenet ved ægteskabet. I denne bestræbelse på at sikre et godt og frugtbart ægteskab, anvendtes mange magiske handlinger. Selv astrologerne blev hørt for at fastslå de kontraherende parternes hellige stjerner. På et tidspunkt var menneskeofring en regelmæssig træk ved alle bryllupper blandt velhavende folk.
Lykkedage blev udvalgt, torsdag blev betragtet som den mest gunstige, og bryllupper fejret ved fuldmåne blev anset for at være usædvanligt heldigt. Det var skik blandt mange folkeslag i Mellemøsten at kaste korn på de nygifte; dette var en magisk ritual, der skulle sikre frugtbarhed. Visse orientalske folkeslag brugte ris til dette formål.
Ild og vand var altid betragtet som det bedste middel til at modstå spøgelser og onde ånder; det var derfor normalt med alterild og tændte stearinlys, samt dåbs overbrusning af helligt vand, ved bryllupper. I lang tid var det almindeligt at fastsætte en falsk bryllupsdag og så pludselig udskyde begivenheden for således at vildlede spøgelser og ånder.
At drille de nygifte og lave drengestreger med de bryllupsrejsende er alle levn fra en for længst fjern fortid, hvor man troede at det var bedst at fremstå som elendige og ilde til mode overfor ånderne for at undgå at vække deres misundelse. At bære brudeslør er et levn fra den tid, da det blev anset nødvendigt at skjule bruden så spøgelser måske ikke kunne genkende hende, og også for at skjule hendes skønhed fra de ellers jaloux og misundelige ånders blikke. Brudens fødder måtte aldrig røre jorden lige før vielsen. Selv i det tyvende århundrede er det stadig skik under de kristne skikke at lægge et tæppe fra brudens ankomstvogn til kirkealteret.
En af de ældste former for vielsen var at have en præst som velsignede bryllupssengen for at sikre frugtbarhedens forening. Dette blev gjort længe før nogen formel bryllupsritual blev etableret. Under denne periode i udviklingen af ægteskabsskikkene passerede bryllupsgæsterne igennem sovekammeret om natten, for dermed juridisk at bevidne ægteskabets fuldbyrdelse.
Det tilfældige element, der gjorde at nogle ægteskaber, trods alle førægteskabelig tester, viste sig dårligt, ledte det primitive menneske til at søge forsikringsbeskyttelse mod ægteskabs fiasko; førte dem til at gå på jagt efter præster og magi. Denne udvikling kulminerede direkte i nutidens kirke bryllupper. I lang tid blev ægteskab generelt anerkendt som bestående i afgørelser fra de kontraherende forældre - senere af parret - mens i de sidste 500 års har kirke og stat overtaget den juridiske beslutningskompetence, og nu tager sig friheden til at udstede erklæringer om indgåelse af ægteskab.

5. FLERE ÆGTESKABER

Under ægteskabets tidlige historie tilhørte de ugifte kvinder til stammens mænd. Senere, havde en kvinde kun én mand ad gangen. Denne praksis med en mands ad gangen var det første skridt væk fra promiskuitet inden for flokken. Mens en kvinde kun var tilladt en mand, kunne hendes mand bryde sådanne midlertidige forbindelser efter egen vilje. Disse løst regulerede forbindelser var dog det første skridt mod at leve parvis, i modsætning til at leve i flokke. I denne fase af ægteskabets udvikling tilhørte børn normalt moderen.
Næste skridt i ægteskabsudviklingen var gruppeægteskab. Denne kollektive fase af ægteskabet måtte indgå som en mellemform af familielivets udvikling, fordi ægteskabsskikkene endnu ikke var stærke nok til at gøre parforholdet permanent. Ægteskaber mellem bror og søster tilhørte denne gruppe; fem brødre fra en familie kunne gifte sig med fem søstre i en anden familie. Overalt i verden udvikledes de løsere former for kollektive ægteskab sig gradvist til forskellige former for gruppeægteskab. Disse gruppeforbund blev stort set reguleret af totemskikkene. Familielivet udviklede sig langsomt og sikkert, fordi reguleringen af seksualitet og ægteskab begunstiget selve stammens overlevelse ved at sikre, at et større antal børn overlevede.
Blandt de mere avancerede stammer gav gruppeægteskaber efter for de nye former for polygami, som blev almindeligt - ægteskab med mange hustruer og ægteskab med mange mænd. Ægteskab med mange mænd var aldrig almindelige og blev normalt begrænset til dronninger og rige kvinder. Desuden var det som regel en familie affære, en kone til flere brødre. Kastebaserede og økonomiske begrænsninger gjorde det nødvendigt for mange mænd at nøjes med en kone. Selv da var det skik, at kvinden kun giftede sig med én, mens de andre blev løst tolereret som "onkler" til de fælles efterkommere.
Den jødiske skik som krævede, at en mand forende sig med sin afdøde brors enke med henblik på "at skaffe efterkommere til sin bror," var skik i mere end halvdelen af den antikke verden. Dette var et levn fra den tid, hvor ægteskabet var en familieaffære snarere end en forening mellem individer.
Indenfor ægteskabet som en institution, der anerkendte flere hustruer, har man på forskellige tidspunkter, kendt til fire slags hustruer:
    1. De ceremonielle eller juridiske hustruer.
    2. Hustruer af hengivenhed og tilladelse.
    3. Konkubiner, kontrakt hustruer.
    4. Slave hustruer.
Ægte polygami, hvor alle hustruer har lige status og alle børn er lige har været meget sjældne. Normalt selv med flere ægteskaber, blev hjemmet domineret af den vigtigste hustru, status partneren. Hun havde alene den rituelle vielse, og kun børn af et sådan køb eller medgifts ægtefælle kunne arve, medmindre andet var særlig aftalt med status hustruen.
Status hustruen var ikke nødvendigvis kærligheds hustruen; i tidligere tider var hun normalt ikke. Kærlighedshustruen eller kæreste, dukkede først op efter at racerne havde udviklet sig betydeligt, især efter blandingen af de evolutionære racer med Noditerne og Adamiterne.
Tabu hustruen - en hustru med retlig status - gav anledning til konkubineskikkene. Under disse skikke kunne en mand kun have én hustru, men han kunne opretholde seksuelle relationer med et vilkårligt antal konkubiner. Konkubinatet var et springbræt til monogami, det første skridt væk fra decideret polygami. Blandt jøder, romere, og kineserne var konkubiner meget ofte hustruens tjenerinder. Senere, blandt jøderne blev den juridiske hustru betragtet som moderen til alle børn født til manden.
De gamle tabuer om seksuelle forbindelser med en gravid eller ammende hustru tenderede i høj grad til at fremme polygami. De primitive tiders kvinder blev gamle meget tidligt på grund af hyppige fødsler kombineret med hårdt arbejde. (Sådanne overbebyrdede kvinder formåede kun at eksistere i kraft af, at de blev sat i isolation en uge ud af hver måned, når de ikke forventede et barn.) En sådan hustru blev ofte træt af at få børn, og anmodede sin mand om at tage en anden og yngre hustru, en der var i stand til at hjælpe med både at føde børn og husligt arbejde. De nye hustruer blev derfor normalt hyldet med fryd af de ældre kvinder; der eksisterede ikke noget der lignede seksuel jalousi.
Antallet af koner var kun begrænset af mandens evne til at forsørge dem. Velhavende og dygtige mænd ønskede et stort antal børn, og da børnedødeligheden var meget høj, krævede det en samling af hustruer til at rekruttere en stor familie. Mange af disse konkubiner var blot arbejdere, slave hustruer.
 
Menneskelige skikke udvikler sig, men meget langsomt. Formålet med et harem var at opbygge en stærk og talrig gruppe blodbeslægtede til støtte for tronen. En vis høvding var engang overbevist om, at han ikke skulle have et harem, at han ville være tilfreds med én hustru; så han opløste straks sit harem. De utilfredse hustruer gik til deres hjem, og deres fornærmede slægtninge drog i vrede hen til høvdingen og dræbte ham på stedet.


6. ÆGTE MONOGAMI - PARÆGTESKAB

Monogami er monopol; det er godt for dem, der opnår denne ønskelig tilstand, men det har en tendens til at forårsage en biologisk modgang for dem, der ikke er så heldige. Men ganske uanset effekten på den enkelte, monogami er afgjort bedst for børnene.
 
I den tidligste fase monogami var på grund af tvunget omstændigheder, fattigdom. Monogami er kulturelt og socialt betinget, kunstig og unaturligt, altså unaturligt for de evolutionære mennesker. Det var helt naturligt for de mere racerene Noditer og Adamiter og har været af stor kulturel værdi for alle avancerede racer.
De kaldæiske stammer anerkendte en hustrus ret til et førægteskabelig løfte fra hendes ægtefælle om ikke at tage en anden hustru eller konkubine; både grækerne og romerne opmuntrede til monogami. Tilbedelsen af forfædrene har altid fremmet monogami, ligesom den kristne fejl vedrørende ægteskabet som et sakramente. Selv stigningen i levestandarden har konsekvent modarbejdet polygami. Frem til det tidspunkt, hvor Mikael ankommer til Urantia havde næsten hele den civiliserede verden i teorien opnået monogami. Denne passive form for monogami betød ikke, at menneskeheden havde vænnet sig til at leve i ægte parægteskab.
Mens samfundet forfølger monogami som målet af det ideelle parægteskab, hvilket trods alt er noget af en monopolistisk seksuel forening, bør det ikke overse den lidet misundelsesværdige situation for de ulykkelige mennesker, som det ikke lykkes at finde en plads i denne nye og forbedrede sociale orden, selv når de har gjort deres bedste for at indordne sig, i henhold til dens krav. Den manglende evne til at finde en mand eller hustru i den sociale livs konkurrence kan skyldes uoverstigelige vanskeligheder eller mangfoldige begrænsninger, som de nuværende skikke har pålagt. Sandelig, monogami er ideel for dem, der befinder sig i det, men det giver uundgåeligt stor modgang for dem, der er udeladt i den kolde ensomme eksistens.
Altid har de uheldige få, måtte lide, for at flertallet kunne gøre fremskridt under indflydelse af de skikke, der er udviklet af den udviklende civilisation; men altid bør det foretrukne flertal se med venlighed og omtanke på deres mindre heldige medmennesker, der skal betale prisen for manglende opnåelse af medlemskab i den gruppe, der lever i et ideelt seksuelt partnerskab, som giver mulighed for at tilfredsstille alle biologiske drifter, i overensstemmelse med den avancerende samfundsudviklings højeste standarder for adfærd.
Monogami har altid været, er nu, og vil for evigt være det idealistiske mål for menneskelig seksuel udvikling. Dette ideal af ægte parægteskab indebærer selvfornægtelse, og derfor mislykkes det så ofte fordi en af de kontraherende parter eller begge er mangelfuld når det gælder højdepunktet af alle menneskelige dyder, robust selvkontrol.
Monogami er målestokken, som måler sociale fremskridt for civilisationen som adskiller sig fra rent biologisk evolution. Monogami er ikke nødvendigvis biologisk eller naturlig, men det er nødvendigt for den direkte vedligeholdelse og videreudvikling af den sociale civilisation. Den bidrager til en videreudvikling af følelser, en forfinelse af moralsk karakter, og en åndelig vækst, der er fuldstændig umuligt i polygami. En kvinde kan aldrig blive en ideel mor, når hun hvert øjeblik er tvunget til at skulle engagere sig i rivalisering for sin mands kærlighed.
Parægteskabet favoriserer og fremmer den intime forståelse og effektivt samarbejde, som er bedst for forældrenes lykke, børns velfærd og social effektivitet. Ægteskabet, som begyndte i rå tvang, har gradvist udviklet sig til en storslået institution for partnernes egen dannelse, selvkontrol, selvudfoldelse og forplantning.

7. OPLØSNING AF ÆGTESKABET

I den tidlige udvikling af de ægteskabelige skikke, var ægteskab et løst forhold, som kunne opsiges efter behag, og børnene fulgte altid moderen; båndet mellem mor og barn er instinktiv og har fungeret uafhængigt af skikkenes udviklingsstadium.
Blandt de primitive folkeslag viste kun omkring halvdelen af ægteskaberne sig tilfredsstillende. Den hyppigste årsag til skilsmisse var goldhed, som altid skyldes konen; barnløse hustruer mentes at blive slanger i åndeverdenen. Under de mere primitive skikke, havde manden alene muligheden af at vælge skilsmisse, og disse standarder har bestået til det tyvende århundrede blandt nogle folk.
Efterhånden som skikkene forandrede sig, udviklede nogle stammer to former for ægteskab: det almindelige, som tillod skilsmisse, og præsteægteskabet, som ikke tillod partnerne at skille sig. Indførelsen af hustru køb og hustruer med medgift, gjorde meget for at mindske separation ved at indføre en ejendomsstraf for ægteskabets fiasko. Faktisk stabiliseres mange nutidige forhold af denne gamle ejendomsfaktor.
Det sociale pres som samfunds status og ejendoms fordele har altid kraftigt påvirket opretholdelsen af ægteskabs tabuer og skikke. Ægteskabet har gennem tiderne gjort vedvarende fremskridt og er i den moderne verden på et avanceret niveau, på trods af truende angreb fra den udbredte utilfredshed blandt de folkeslag, hvor det personlige valg, som er en ny frihed, har fået den største betydning. Mens disse omvæltninger tilpasses blandt de mere progressive racer som følge af den pludselige accelererede sociale evolution, fortsætter ægteskabet blandt de mindre avancerede folk med at trives og langsomt forbedres under indflydelse af de ældre skikke.
Da den nye og mere idealistiske, men yderst individualistiske kærligheds motiv i ægteskabet pludselige har erstattet den ældre og veletablerede ejendomsmotiv, har dette uundgåeligt ført til at ægteskabsinstitutionen midlertidigt er blevet ustabil. Menneskets ægteskabs motiver har altid været meget højere end den faktiske ægteskabs moral, og i det nittende og tyvende århundrede er de vestlige ægteskabsidealer pludselig kommet til at stå langt over de selvcentrerede og kun delvist kontrolleret seksuelle impulser hos racerne. Tilstedeværelsen af et stort antal ugifte personer i ethvert samfund angiver at skikkene midlertidigt er brud sammen eller er i overgang.
Den virkelige test af ægteskabet, ned gennem alle tiderne, har altid været, den kontinuerlige intimitet, som er uundgåelig i hele familielivet. To forkælede og spolerede unge, som er opvokset på en sådan måde, at de forventer ethvert begær og fuld tilfredsstillelse af forfængelighed og ego, kan næppe håbe på en stor succes for ægteskab og opbyggelse af et hjem - et livslangt partnerskab kræver selvudslettelse, kompromisser, hengivenhed, og uselviske engagement for uddannelse af børnene.
Den høje grad af fantasifulde forestillinger og fantastisk romantik der indgår i frieri før ægteskabet er i høj grad ansvarlig for den stigende skilsmisse tendens blandt moderne nutidige vestlige mennesker. Alt dette kompliceres yderligere af kvindens større personlige frihed og øget økonomisk uafhængighed. En simpel skilsmisse, når den er et resultatet af manglende selvkontrol eller manglende evne til normal tilpasning af personligheden, fører direkte tilbage til de rå samfundsmæssige stadier, hvorfra mennesket så nylig har hævet sig, som følge af så megen personlig smerte og racemæssig lidelse.
Men så længe som samfundet undlader at uddanne børn og unge korrekt, så længe den sociale orden ikke yder passende førægteskabelig uddannelse, og så længe uklogt og umodne ungdommelig idealisme skal bestemme indgangen til ægteskabet, så længe vil skilsmissen være fremherskende. I det omfang den sociale gruppe forsømmer at forberede de unge på ægteskabet, i det omfang må skilsmisse fungere som social sikkerhedsventil, som forhindrer endnu værre situationer i tiderne hvor de skiftende skikke udvikler sig hurtigt.
Fortidens mennesker synes at have betragtet ægteskab lige så alvorligt som en del af nutidens mennesker gør. Det ser ikke ud til, at mange af de forhastede og mislykkede ægteskaber i moderne tid vil være meget af en forbedring i forhold til fortidens skikke med at kvalificere de unge mænd og kvinder til at danne par. Den store manglende sammenhæng i det moderne samfund består i at den forherliger kærlighed og idealiserer ægteskabet, men afviser på en gang at gennemgå dem begge i en tilbundsgående undersøgelse.


8. IDEALISERINGEN AF ÆGTESKABET

Ægteskabet, som kulminerer i hjemmet er faktisk mandens mest ophøjede institution, men det er hovedsagelig menneskelig; det bør aldrig blive kaldt et sakramente. De Sethiske præster gjorde ægteskabet til et religiøst ritual; men i tusinder af år efter Eden, fortsatte pardannelse som en ren social og civil institution.
Det er meget uheldigt, at sammenligne menneskelige forhold med guddommelig forbindelser. Foreningen mellem en mand og en kvinde i ægteskabets familieforhold er en væsentlig funktion blandt dødelige i de evolutionære verdner. Det er sandt at meget åndeligt fremskridt kan skyldes mandens og hustruens oprigtige menneskelige bestræbelser på at gøre fremskridt, men det betyder ikke, at ægteskabet nødvendigvis er helligt. Åndelige fremskridt ledsager et oprigtigt engagement af andre muligheder for menneskelig stræben.
Ægteskabet kan heller ikke sammenlignes med Retterens forhold til mennesker eller til broderskabet mellem Kristus Mikael og hans menneskelige brødre. På næsten ingen punkter kan sådanne forhold sammenlignes med sammenslutningen mellem manden og hustru. Det er meget uheldigt, at de menneskelige misforståelser om disse relationer har ført til så meget forvirring vedrørende ægteskabets status.
Det er også uheldigt, at visse grupper af dødelige har fået den opfattelse at ægteskabet er fuldbyrdet gennem en guddommelig handling. Sådanne overbevisninger fører direkte til begrebet uopløselighed af den ægteskabelige tilstand uanset omstændighederne eller ønsker fra de kontraherende parternes vilje. Selve den kendsgerning, at ægteskabet kan opløses indikerer i sig selv, at Guddommen ikke er en deltagende part i sådanne pagter. Hvis Gud engang har sluttet to ting eller personer sammen, forbliver de dermed sluttede indtil det tidspunkt, hvor den guddommelige bestemmer deres adskillelse. Med hensyn til ægteskabet, som er en menneskelig institution, hvem skal antage at ville sidde til doms, at sige hvilke ægteskaber er forbindelser, der kan godkendes af universets vejledere i modsætning til dem, der er af rent menneskelige natur og oprindelse?
Alligevel er der et ægteskabs ideal på de himmelske sfærer. I hovedstæderne i de enkelte lokale systemer udtrykker Guds Materielle Sønner og Døtre faktisk det højeste for den ideelle forening af en mand og kvinde i ægteskabets bånd og med henblik på forplantning og uddannelse af afkom. Så efter alt, det ideelle jordiske ægteskab er helligt i den menneskelige forstand.
Ægteskab har altid været og er stadig menneskets højeste drøm om verdslig idealisme. Selvom denne smukke drøm sjældent realiseres i sin helhed, består den som et storslået ideal, der konstant tiltrækker den progressive menneskehed til større indsats for menneskelig lykke. Unge mænd og kvinder bør lære noget om realiteterne i ægteskabet, før de kastes ud i de krævende fordringer som familielivets indbyrdes forhold stiller. Den ungdommelige idealisering skal hærdes med en vis grad af førægteskabelig desillusion.
Den ungdommelige idealisering af ægteskab bør dog ikke blive afskrækket; sådanne drømme er visualiseringen af det fremtidige mål for familielivet. Denne holdning er både stimulerende og anvendelig forudsat at det ikke fører til ufølsomhed, når det kommer til at opfatte de praktiske og banale krav i ægteskabet og efterfølgende familieliv.
Ægteskabs idealerne har gjort store fremskridt i den seneste tid; blandt nogle folk nyder kvinden praktisk taget lige rettigheder som sin mand. I hvert fald i konceptet, er familielivet ved at blive et loyalt partnerskab for at opdrage børn, ledsaget af seksuel troskab. Selv denne nyere version af ægteskab behøver ikke tage sig den frihed, at gå så langt til yderligheder som at give gensidigt monopol på al personlighed og individualitet. Ægteskab er ikke bare et individualistisk ideal. Det er det udviklende socialt partnerskab af en mand og en kvinde, og det eksisterer og opererer under de nuværende skikke, begrænses af tabuer, og håndhæves af samfundets love og administrative bestemmelser.
Ægteskaber i det tyvende århundrede står højt i forhold til tidligere tider, uanset at hjemmet som institution nu er hårdt prøvet på grund af de problemer, der så pludselig pålægges den sociale organisation ved forøgelse af kvindens friheder, rettigheder, som så længe er nægtet hende i den langsomme udvikling af skikkene af tidligere generationer.
 
[Præsenteret af den serafiske leder stationeret på Urantia.]

Publiceret 29 mai 2017