Urantia bogen i Danmark (backup)

122. Jesu fødsel og spæde barndom

URANTIA BOGEN - KAPITEL 122. JESU FØDSEL OG SPÆDE BARNDOM

DET er næppe muligt at give en fuldstændig forklaring på alle de grunde som gjorde at man valgte Palæstina som landet for Mikaels overdragelse, og ikke mindst på hvorfor det netop var Josefs og Marias familie som blev udvalgt som den umiddelbare omgivelse for tilsynekomsten af Guds Søn på Urantia.

Efter at have studeret Melkisedekernes udarbejdet specialrapport om de isolerede verdners status, bestemte Mikael sig i samråd med Gabriel til sidst for at vælge Urantia som den planet, hvor hans sidste livs overdragelse skulle udspille sig. Efter denne beslutning aflagde Gabriel et personlig besøg til Urantia, og som et resultat af hans studium af forskellige menneskegrupper og hans kortlægning af de åndelige, intellektuelle, racemæssige og geografiske særtræk rundt om i verden og blandt dens folkeslag, bestemte han sig for, at hebræerne var i besiddelse af de relative fordele som gjorde dem bedst egnet til at blive overdragelses race. Efter at Mikael havde godkendt denne beslutning, udvalgte Gabriel sin familiekommission med tolv medlemmer, udvalgt blandt de højere klasser af personligheder i universet, som fik til opgave at udforske jødernes familieliv. Da denne kommission havde færdiggjort sin opgave, var Gabriel til stede på Urantia og modtog rapporten, som udnævnte tre mulige ægteskabsforbindelser, som efter kommissionens mening var lige egnede som overdragelsesfamilier for Mikaels planlagte inkarnation.
    
Blandt de tre udpegede par, udvalgte Gabriel personlig Josef og Maria. Derefter åbenbarede han sig personlig for Maria, hvor han overbragte hende de glade nyheder at hun var blevet udvalgt til at blive den jordiske mor til overdragelsesbarnet.

1.  JOSEF OG MARIA

Josef, den menneskelige far til Jesus (Joshua ben Josef), var en hebræer af hebræernes, selv om han bar på mange ikke-jødiske raceegenskaber som var blevet tilføjet hans stamtræ fra tid til anden via hans kvindelige forfædre. Jesu fars stamtræ strakte sig tilbage til Abrahams tid og via denne ærværdige patriark til den endnu ældre arv efter sumererne og Noditerne, og via fortidens blå menneskers sydlige folkestammer til Andon og Fonta. David og Salomon var ikke i nogen direkte linje af Josefs aner, og ej heller gik hans forfædre direkte tilbage til Adam. Josefs nærmeste forfædre var håndværkere - bygmestre, snedkere, stenhugger og smede. Selv var Josef snedker og senere en bygningsentreprenør. Hans familie tilhørte en lang og velset linje af det bedste blandt almindelige folk som nu og da havde gjort sig bemærket ved et eller andet usædvanlig enkelt individ som havde spillet en fremtrædende rolle i religionens udvikling på Urantia.
    
Maria, Jesu jordiske mor, nedstammede fra en lang slægtslinje med enestående personligheder, omfattende mange af mest bemærkelsesværdige kvinder i Urantias slægtshistorie. Selv om Maria var en gennemsnitskvinde for sin tid og sin generation og havde et forholdsvis normalt temperament, kunne hun blandt sine stamforældre regne sådanne velkendte kvinder som Annon, Tamar, Ruth, Batsheba, Ansie, Cloa, Eva, Enta og Ratta. Ingen jødisk kvinde på den tid havde et mere velkendt stamtræ af fælles stamforældre eller et som strakte sig tilbage til en mere lovende oprindelse. Marias stamtræ var i lighed med Josefs præget af en overvægt af stærke, men almindelige individer, med talrige sporadiske indslag af personligheder som havde gjort sig bemærket i civilisationens fremdrift og i religionens progressive udvikling. Rent racemæssig kan man knapt nok betragte Maria som en jødinde. Af kultur og tro var hun jøde, men hvad hendes arveegenskaber angik, var hun mere en blanding af syriske, hittitiske, fønikiske, græske og egyptiske folkestammer; hendes racemæssige arv var mere alsidig end Josefs.
    
Af alle de par som boede i Palæstina på tiden for Mikael planlagte overdragelse, var det Josef og Maria som var i besiddelse af den mest ideelle kombination af udbredt racemæssige forbindelser og et højerestående gennemsnit af personlige evner. Det var Mikaels plan at fremtræde på jorden som et gennemsnits menneske, så det almindelige folk ville forstå ham og være imødekommende overfor ham; derfor valgte Gabriel netop sådanne personer som Josef og Maria til at blive overdragelsens forældre.

2.  GABRIEL ÅBENBARER SIG FOR ELISABETH

Jesu livsværk på Urantia blev egentlig påbegyndt af Johannes Døberen. Zakarias, far til Johannes, tilhørte det jødiske præsteskab, mens hans mor Elisabeth var et medlem af den mere velstående familiegruppe som Maria, Jesu mor, også tilhørte. Zakarias og Elisabeth havde, til trods for at de havde vært gift i mange år, ingen børn.

Det var sent i juni måned i år 8 f.Kr., omtrent tre måneder efter at Josef og Maria havde giftet sig, at Gabriel viste sig for Elisabeth i middagstimen en dag, på samme måde som han senere gav sig til kende overfor Maria, og sagde:
    
“Mens din mand Zakarias står foran alteret i Jerusalem, og mens forsamlingen beder for at en befrier må komme, er jeg, Gabriel, kommet for at bekendtgøre at du om kort tid vil bringe en søn til verden som skal blive forgangsmanden for denne guddommelige lærer, og du skal kalde din søn Johannes. Han vil vokse op i hengivenhed til Herren din Gud, og når han er nået en moden alder vil han glæde dit hjerte fordi han vil omvende mange sjæle til Gud, og han vil også forkynde ankomsten af dit folks sjælehelbreder og hele menneskehedens åndelige befrier. Din slægtning Maria skal blive mor til dette lovede barn, og jeg vil også vise mig for hende.”
    
Dette syn skræmte Elisabeth meget. Efter at Gabriel havde taget afsked, vendte hun denne oplevelse i sit sind, længe overvejende hvad denne majestætiske besøgende havde sagt, men snakkede ikke med nogen om denne åbenbaring undtaget med sin mand, før hun besøgte Maria tidlig i februar året efter.

Men i hele fem måneder undlod Elisabeth at fortælle om sin hemmelighed selv til sin mand. Da hun røbede historien om Gabriels besøg for Zakarias, blev han vældig skeptisk og tvivlede på hele hændelsen i ugevis og gik kun halvhjertet med til at tro på, at Gabriel havde opsøgt hans kone indtil han ikke længere kunne tvivle på at Elisabeth ventede et barn. Zakarias kom meget i vildrede når det gjaldt Elisabeths planlagte moderrolle, men han nærede ingen tvivl om sin kones integritet, til trods for at han jo selv var kommet godt op i årene. Først omkring seks uger før Johannes fødsel blev Zakarias, som en følge af en overvældende drøm, helt overbevist om at Elisabeth skulle være mor til en skæbnesøn, en som skulle komme til at berede vejen for den kommende Messias.
    
Gabriel åbenbarede sig for Maria omtrent midt i november i år 8 f.Kr. mens hun var på arbejde i sit hjem i Nazaret. Senere, efter at Maria viste at hun uden tvivl skulle være mor, overtalte hun Josef til at lade hende rejse til byen Juda i bakkerne, omkring seks kilometer vest for Jerusalem for at besøge Elisabeth. Gabriel havde fortalt begge disse vordende mødre om sin åbenbaring overfor den anden af dem. Naturligvis var de ivrige efter at møde hinanden, sammenligne deres erfaringer og snakke sammen om hvordan deres sønners fremtid antagelig ville udarte sig. Maria blev hos sin fjerne slægtning i tre uger. Elisabeth bidrog meget til at styrke Marias tro på Gabriels åbenbaring, således at hun rejste hjem igen med en stærkere hengivenhed til kaldet om at være mor til det skæbne barn som hun så snart skulle komme til at bringe til verden som et hjælpeløst spædbarn, et almindelig og normalt barn af denne verden.

Johannes blev født i byen Juda den 25. marts i år 7 f.Kr. Zakarias og Elisabeth blev meget glade, da det gik op for dem, at de havde fået en søn sådan som Gabriel havde lovet, og da de på den ottende dag præsenterede barnet til omskæring, gav de ham på formelt vis navnet Johannes, sådan som de på forhånd havde fået besked om. En nevø af Zakarias var allerede draget af sted til Nazaret med Elisabeths budskab til Maria om at hun havde fået en søn og at hans navn skulle være Johannes.
    
Helt fra sin tidligste barndom fik Johannes møjsommelig indprentet af sine forældre at han skulle vokse op til at blive en åndelig leder og en religiøs lærer. Og i Johannes hjerte fandtes der altid en grobund for at lade sådanne påvirkningens frø få spire. Selv som barn var han ofte at finde i templet på de tider hvor hans far holdt gudstjeneste, og alt hvad han så, gjorde et overmåde stærkt indtryk på ham.

3.  GABRIELS BUDSKAB TIL MARIA

En aften ved solnedgangen og inden Josef endnu var kommet hjem, åbenbarede Gabriel sig for Maria ved siden af et lavt stenbord og efter at hun var kommet til sig selv igen, sagde han: “Jeg er kommet på opfordring fra en som er min Mester og som du skal elske og opfostre. Til dig, Maria, bringer jeg glade nyheder når jeg bekendtgøre at undfangelsen i dig er beordret fra himlen, og at du i rette tid vil blive mor til en søn; du skal kalde ham Joshua, og han skal igangsætte oprettelsen af himmelens rige på jorden, blandt menneskene. Nævn ikke disse anliggender for nogen undtagen for Josef og for Elisabeth, din slægtning, som jeg også har vist mig for og som også snart skal bære frem en søn som skal hedde Johannes, og han vil berede vejen for det befrielsens budskab som din søn med stor kraft og dyb overbevisning skal forkynde for menneskene. Og tvivl ikke på mine ord, Maria, for dette hjem er blevet valgt ud som skæbnebarnets bosted blandt de dødelige. Min velsignelse hviler over dig, den Højestes kraft vil styrke dig, og Herren over hele jorden vil beskytte dig.”

Maria undrede sig i sit hjerte i al hemmelighed over denne visitation i mange uger helt til hun med vished vidste at hun var med barn, før hun vovet at røbe disse usædvanlige hændelser til sin mand. Da Josef hørte om alt dette, blev han, selv om han havde stor tiltro til Maria, meget bekymret og kunne ikke sove mange aftener efter. Først tvivlede Josef på Gabriels visitation. Da han så blev så godt som overbevist om, at Maria virkelig havde hørt stemmen og iagttaget formen til den guddommelige budbringer, var han oprevet over at undre sig over hvordan noget sådant kunne ske. Hvordan kunne et menneskeafkom blive et guddommeligt skæbnebarn? Aldrig kunne Josef få disse modstridende idéer til at stemme overens før både han og Maria efter at have tænkt sagen igennem i flere uger kom til den slutning at de var blevet udvalgt til at blive forældrene til Messias, skønt det næppe var en del af den jødiske opfattelse at den ventede befrier skulle være af en guddommelig natur. Da de var kommet frem til denne overvældende afgørelse, begav Maria sig i al hast af sted for at besøge Elisabeth.
    
På tilbagevejen besøgte Maria sine forældre, Joakim og Hanna. Hendes to brødre og to søstre såvel som forældrene var altid meget skeptiske angående Jesu guddommelige mission, selv om de selvfølgelig på dette tidspunkt ikke vidste noget om Gabriels visitation. Men Maria betroede sig til sin søster Salome at hun troede at hendes søn var skæbnebestemt til at blive en stor lærer.

Gabriels budskab til Maria blev gjort på dagen efter Jesu undfangelse og var den eneste overnaturlige begivenhed forbundet med hele hendes erfaring med at bære og føde det lovede barn.

4.  JOSEFS DRØM

Josef kunne ikke forlige sig med tanken om at Maria skulle være mor til et ualmindeligt barn før efter at han havde haft en meget imponerende drøm. I denne drøm viste en strålende himmelsk budbringer sig for ham og sagde blandt andet: “Josef, jeg viser mig efter ordre fra Ham som nu reagerer i det høje, og jeg har fået besked om at instruere dig angående den søn som Maria skal føde og som skal blive et stærkt lys i verden. I ham vil der være liv, og hans liv skal blive menneskehedens lys. Han skal først komme til sit eget folk, men de vil næppe tage imod ham; men til så mange som vil tage imod ham vil han åbenbare, at de er Guds børn.” Efter denne oplevelse tvivlede Josef aldrig mere helt på Marias historie om Gabriels besøg eller på løftet om at det ufødte barn skulle blive en guddommelig budbringer til verden.

Ved ingen af disse visitationer blev der sagt noget om Davids hus. Ingenting blev så meget som antydet om at Jesus skulle blive “jødernes befrier”, ikke engang at han skulle blive den længe eftertragtede Messias. Jesus var ikke en sådan Messias som den jøderne havde ventet sig, men han var verdens befrier. Hans mission var overfor alle racer og folkeslag, ikke overfor en bestemt gruppe.
    
Josef nedstammede ikke fra kong David. Maria havde mere herkomst i sig fra David end Josef. Sandt nok, Josef drog til Davids by Betlehem for at blive indskrevet i den romerske folketælling, men det var fordi Josefs forfader på den mandlige linje, seks generationer tidligere som forældreløst barn var blevet adopteret af en vis Zadoc som var en direkte efterkommer efter David; derfor blev Josef også regnet med til “Davids hus”.
    
De fleste af de såkaldte messiasprofetier i det Gamle Testamente var tilpasset, til at gælde for Jesus, længe efter at han havde levet sit jordiske liv. I århundrede havde de hebraiske profeter forkyndt at en befrier skulle komme, og disse løfter var af senere generationer blevet tolket som en henvisning til en ny jødisk hersker som skulle sidde på Davids trone og, ved hjælp af Moses antaget mirakuløse metoder, gå hen og gøre Palæstinas jøder til en mægtig nation, fri for al udenlandsk dominans. Igen blev mange billedlige tekster fra de hebraiske skrifter senere misbrugt til at skulle gælde Jesu livsopgave. Mange udsagn fra det Gamle Testamente blev så forvrænget for at de kunne indpasses til en eller anden begivenhed i Mesterens jordiske liv. Jesus benægtede selv ved en offentlig anledning at have nogen forbindelse med Davids hus. Til og med ordene “en kvinde skal føde en søn” blev givet ordlyden “en jomfru skal føde en søn.” Dette gjaldt også for både Josef og Marias mange stamtavler som blev omkonstrueret i eftertiden, efter Mikaels livsforløb på jorden. Mange af disse slægtstavler indeholder meget af Mesterens stamtræ, men alt i alt er de ikke ægte og bør ikke anses som fakta. De tidligere tilhængere af Jesus faldt alt for ofte for fristelsen til at ville få alle de gamle fortids profetiske ytringer til at fremstå som i opfyldelse af deres herre og Mesters liv.

5.  JESU JORDISKE FORÆLDRE

Josef var en mand med milde manerer, ekstrem samvittighedsfuld og på alle måder trofast mod sit folks religiøse konventioner og skikke. Han snakkede ikke ret meget, men tænkte meget. Det jødiske folks bedrøvelige kår forårsagede meget tristhed hos Josef. I sin ungdomstid sammen med sine otte søskende havde han været meget munter, men i sine første år som gift mand, i Jesu barndomstid, havde han perioder med mild åndelig nedstemthed. Disse udslag i hans humør udviklede sig stærkt til det bedre lige før hans alt for tidlige død og efter at levevilkårene for hans familie var blevet bedre ved at han havde slået sig op fra at være en almindelig snedker til at fylde rollen som opblomstrende entreprenør.
    
Marias temperament var det modsatte af sin mands. Hun var sædvanligvis i godt humør, var sjældent nedtrykt og havde altid en solskinsfyldt natur. Maria gav efter for frie og hyppige følelsesudladninger og blev aldrig observeret i at være nedtrykt før efter Josefs pludselige død. Hun var knap kommet sig igen efter dette chok før alle ængstelserne og spørgsmål som blev vækket i hendes ved den ældste søns højst usædvanlige virksomhed som så hurtigt udfoldede sig foran hendes forbløffede blik. Men i løbet af alle disse usædvanlige erfaringer var Maria fattet, modig og rimelig klog i sit forhold til sin underlige førstefødte søn som ingen rigtig forstod sig på, og til de overlevede af hans søskendeflok.
    
Jesus modtog meget af sin ualmindelige mildhed og forbløffende sympatiserende indlevelse i menneskets natur fra sin far; han arvede sin begavelse som en storartet lærer og sin kraftfulde kapacitet for retskaffen indignation fra sin mor. I sine følelsesmæssige reaktioner på sit voksne livs omgivelser, var Jesus på et tidspunkt som sin far, meditativ og tilbedelsesfuld, til tider præget af en tilsyneladende tristhed; men meget oftere var han mere i stil med sin mors optimistiske og beslutsomme natur. I det store og hele var det Marias gemyt som slog stærkest ud i den guddommelige Søns livsforløb efterhånden som han voksede op og gav sig i kast med sit voksne livs vigtige udfordringer. I nogen henseender var Jesus en blanding af sine forældres egenskaber; ellers kunne han være præget af den enes sider i modsætning til den andens.
    
Fra Josef sikrede Jesus sig den strenge oplæring i jødernes ceremonielle skik og brug og sit ualmindelig gode kendskab med de hebraiske skrifter; fra Maria tilegnede han sig et bredere perspektiv på det religiøse liv og et mere liberalt begreb om personlig åndelig frihed.
    
Både Josefs og Marias familier var veluddannede set i forhold til sin tid. Josef og Maria havde en langt højere uddannelse end hvad der var gennemsnittet for deres samtid og sociale stilling. Han var en tænker; hun var en planlægger, ekspert på at tilpasse sig og praktisk til at få tingene gjort på en gang. Josef var mørk og havde sorte øjne; Maria havde brune øjne og var næsten en blond type.
    
Om Josef havde levet, ville han utvivlsomt være kommet til at have en fast tro på sin ældste søns guddommelige mission. Maria skiftede mellem tro og tvivl og blev vældig påvirket af de standpunkter hendes andre børn og venner og slægtninge havde, men altid blev hun støttet i sin indstilling til sidst, i hukommelsen af Gabriels åbenbaring for hende umiddelbart efter at barnet var blevet undfanget.
    
Maria var en ekspert væver, og var over middelgod oplært i de fleste af sin samtids husholdningsområder; hun var en god husholderske og en udmærket husmor. Både Josef og Maria var gode lærere, og de sørgede for at deres børn fik behørig oplæring i det man måtte kunne på den tid.

    Da Josef var en ung mand, fik han ansættelse af Marias far i arbejdet med at opføre en tilbygning til hans hus, og det var under et måltid midt på dagen, da Maria bragte Josef en kop vand, at indledningen til forholdet mellem de to som var bestemt til at blive Jesu forældre egentlig begyndte.
    
Josef og Maria giftede sig i henhold til den jødiske skik i Marias hjem i udkanten af Nazaret da Josef var enogtyve år gammel. Dette ægteskab markerede afslutningen på en næsten to år lang normal forlovelse. Lige bagefter flyttede de ind i deres nye hjem i Nazaret som var blevet bygget til Josef med hjælp fra to af hans brødre. Huset lå lige i nærheden af foden af den nærliggende forhøjning i landskabet som gav et så idyllisk udsyn over den omkringliggende egn. Dette hjem havde disse unge vordende forældre forberedt specielt til at tage imod det lovede barn, uden at ane at denne betydelige begivenhed for et helt univers skulle komme til at finde sted mens de var bortrejst til Betlehem i Judæa.

De fleste i Josefs familie kom til at tro på Jesu lære, men meget få af Marias familie troede nogen sinde på ham før efter at han havde forladt denne verden. Josef hældede mere over mod et åndeligt begreb om den forventede Messias, men Maria og hendes familie, særlig hendes far, holdt sig til idéen om Messias som en verdslig befrier og en politisk magthaver. Marias forfædre havde spillet en central rolle i de forholdsvis seneste makkabæiske aktiviteter.
Josef holdt sig ihærdig til det østlige eller babylonske syn på jødedommen; Maria hældede stærkt mod den mere liberale og vidtstrakte vestlige eller hellenistiske fortolkning af loven og profeterne.

6.  HJEMMET I NAZARET

Jesu hjem lå ikke langt fra den høje bakke i den nordlige del af Nazaret, et stykke fra landsbyens vandkilde, som lå på østsiden af byen. Jesu familie boede i udkanten af byen, og dette gjorte det senere meget lettere for ham så han oftere kunne tage sig en tur ud i naturen eller op til toppen af højlandet lige ved, den højeste af alle bakkerne i det sydlige Galilæa udtagen Taborbjerget i øst og bjerget Nain, som var omtrent lige høje. Deres hjem lå lidt sydøst for det sydlige forbjerg til denne bakke og næsten midt mellem foden til denne forhøjning og vejen ud af Nazaret i retning mod Kana. Udover at klatre op på bakkekammen var Jesu ynglingstur et smal sti som snoede sig langs foden af bakken i nordøstlig retning og endte ved vejen til Sefforis.
    
Josefs og Marias hjem var en stenkonstruktion, der bestod af et rum med fladt tag og et tilstødende udhus til dyrene. Indretningen bestod af et lavt stenbord, lervarer og sten tallerkener og krukker, en væv, en lampestøtte, flere små stole og måtter til at sove på stengulvet. I baggården ved siden af stalden var der et tag som dækkede ovnen og kornmøllen. Det krævede to personer til at holde denne type mølle i gang, en til at kværne og en til at hælde kornet i. Som lille var det ofte Jesus som hældte kornet i møllen mens hans mor drejede møllehjulet.
    
I de senere år, da familien var blevet større, plejede de alle at sidde på hug rundt om det udvidede stenbord og nyde deres måltider mens de forsynede sig fra en fælles tallerken eller gryde. Om vinteren ville bordet være oplyst under aftensmåltidet af en lille, flad lampe af ler som var fyldt med olivenolie. Efter at Marta blev født, byggede Josef en tilbygning på huset, et stort rum som blev brugt som snedkerværksted om dagen og soverum om natten.

7.  REJSEN TIL BETLEHEM

I marts måned, år 8 f.Kr., samme måned som Josef og Maria giftede sig, bestemte kejser Augustus at alle indbyggerne i Romerriget skulle tælles, at en folketælling skulle gennemføres for bedre at kunne gennemføre en beskatning. Jøderne havde altid næret stærke fordomme mod ethvert forsøg på at “tælle folket”, og dette havde, i forbindelse med de alvorlige hjemlige vanskeligheder for kong Herodes af Judæa, forårsaget at denne folketælling i det jødiske kongerige var blevet udsat i et år. I hele Romerriget blev denne folketælling gennemført i år 8 f.kr., undtagen i Herodes kongerige i Palæstina, hvor den blev foretaget i år 7 f.Kr., et år senere.
    
Det var unødvendig for Maria at skulle gå til Betlehem for at indskrive sig - Josef havde jo fuldmagt til at registrere hele familien - men Maria, som den eventyrlysten og udfordrende person hun var, insisterede på at følges med ham. Hun ængstes ved tanken på at blive alene og føde barnet mens Josef var borte, og desuden, i og med at Betlehem ikke lå langt fra byen Juda, forudså Maria muligheden for et hyggeligt besøg hos sin slægtning Elisabeth.
Josef nærmest forbød Maria at følge med ham, men til ingen nytte: Da hun pakkede maden ned for den tre-fire dages lange rejsen, beregnede hun dobbelt rationer og gjorde sig klar til rejsen. Men inden de faktisk var på vej, havde Josef forsonet sig med at Maria skulle med, og de var ved godt mod da de rejste fra Nazaret ved daggry.
    
Josef og Maria var fattige, og siden de kun havde et pakdyr, var det Maria, stor med barn, som red på det sammen med oppakningen, mens Josef gik til fods og førte dyret. Bygning og indretning af et hjem havde været en stor belastning for Josef, siden han også var nødt til at bidrage til at forsørge forældrene, i og med at hans far for nylig var blevet uarbejdsdygtig. Og så drog dette jødiske par ud fra deres beskedne hjem tidlig om morgenen den 18. august, år 7 f.Kr. på deres rejse til Betlehem.

På deres første rejsedag rundede de foden af Gilboabjerget før de slog lejr ved Jordanfloden. Her gjorde de sig mange spekulationer om hvad slags søn de ville få; Josef holdt sig til opfattelsen om en åndelig lærer, mens Maria nærede idéen om en jødisk Messias, en befrier for hebræernes nation.
    
Tidlig den strålende morgen 19. august var Josef og Maria igen på vej. Måltidet midt på dagen indtog de ved foden af Sartababjerget, med udsyn over Jordandalen, før de drog videre og nåede Jeriko før det blev aften, og der standsede de ved et værtshus langs hovedvejen, i udkanten af byen. Efter aftensmåltidet, og efter en lang diskussion om romervældets undertrykkelse, om Herodes og indskrivningen i folketælling, og efter en sammenligning mellem hvad slags indvirkning Jerusalem og Alexandria havde som centre for jødisk uddannelse og kultur, trak de rejsende sig tilbage for aftenen. Tidlig om morgenen den 20. august fortsatte de deres rejse og nåede Jerusalem sidst på formiddagen. Der besøgte de templet før de drog videre til deres bestemmelsessted og nåede Betlehem midt på eftermiddagen.
    
Herberget var overfyldt, og Josef søgte derfor husrum hos fjerne slægtninge, men hvert eneste rum i Betlehem var fyldt til trængsel. Da han kom tilbage til herbergets gårdsplads, fik han at vide at i karavanestaldene, som var hugget ud af bjergsiden og som lå lige nedenfor herberget, havde man fjernet dyrene og gjort rent for at tage imod de tilrejsende. Efterladende æslet på gårdspladsen, læssede Josef sækkene med klæder og proviant på sine skuldre, og gik med Maria nedad stentrapperne til sit husly nedenfor. Her fik de plads i noget som havde været et kornkammer foran båsene og krybberne. Der var hængt teltforhæng op som gardiner, og de regnede sig som heldige med en så bekvem indlogering.
    
Josef havde tænkt sig at gå ud med det samme for at indskrive sig i folketællingen, men Maria var træt; hun var temmelig ængstelig og bad ham om at blive hos hende, og det blev han.

8.  JESU FØDSEL

Hele denne nat var Maria så urolig at ingen af dem fik sovet særlig meget. Inden morgengry havde fødselsveerne givet sig vel til kende, og midt på dagen den 21. august år 7 f.Kr. nedkom Maria, med hjælp og venlig støtte fra kvindelige medrejsende, med et gudebarn. Jesus fra Nazaret blev født ind i verden; han blev svøbt ind i de klæder som Maria havde taget med for et sådant mulig tilfælde, og lagt i en krybbe lige ved.
    
På akkurat samme måde som alle børn både før og efter denne dag er kommet til verden, blev det lovede barn født; og på den ottende dag blev han i henhold til jødernes praksis omskåret og formelt givet navnet Joshua (Jesus).
    
Dagen efter Jesu fødsel skrev Josef sig og familien ind i folketællingen. Efter at have mødt en mand som de havde snakket med to aftener i forvejen i Jeriko, blev Josef taget med af denne hen til en velstående ven som havde et rum på herberget og som sagde at han gladelig ville bytte husrum med parret fra Nazaret. Den eftermiddag flyttede de op til herberget, hvor de blev boende i næsten tre uger indtil de fandt indlogering hjemme hos en fjern slægtning af Josef.
    
Den anden dag efter Jesu fødsel sendte Maria besked til Elisabeth om at hendes barn var født, og hun fik besked tilbage om at Josef var inviteret op til Jerusalem for at tale om alle deres anliggender sammen med Zakarias. Ugen efter drog Josef til Jerusalem for at rådslå sig med Zakarias. Både Zakarias og Elisabeth var blevet besat af den oprigtige overbevisning om at Jesus virkelig skulle blive jødernes befrier, Messias, og at deres søn Johannes skulle blive lederen for hans medhjælpere, hans skæbnebestemte højre hånd. Og siden Maria var af samme opfattelse, var det ikke vanskelig at overtale Josef til at blive i Betlehem, Davids by, sådan at Jesus kunne vokse op til at blive Davids efterfølger til hele Israels trone. Sådan gik det til at de blev boende i Betlehem i over et år mens Josef arbejdede en del i sit erhverv som snedker.

Ved Jesu fødsel midt på dagen sang Urantias serafer, samlet under deres ledere, lovsange over krybben i Betlehem, men disse lovprisningens ytringer blev ikke hørt af noget menneskelig øre. Hverken hyrder eller andre dødelige skabninger kom for at vise spædbarnet i Betlehem sin agtelse før den dag da der kom nogle præster fra Ur som var blevet sendt ned fra Jerusalem af Zakarias.
    
Disse præster fra Mesopotamien var i forvejen blevet fortalt af en underlig religiøs lærer i deres hjemland, at han havde fået at vide i en drøm at “livets lys” snart skulle vise sig på jorden som et spædbarn, hos jøderne. Og dermed drog disse tre lærere til jødernes land for at lede efter dette “livets lys”. Efter mange ugers forgæves søgning i Jerusalem ville de til at vende tilbage til Ur da Zakarias mødte dem og afslørede at han mente det var Jesus som var den de ledte efter, hvorpå han sendte dem videre til Betlehem. Der fandt de barnet og overlod gaverne som de havde med, til Maria, hans jordiske mor. Barnet var næsten tre uger gammelt da de besøgte det.
    
Disse vismænd så ikke nogen stjerne som skulle vise vej til Betlehem. Det smukke sagn om Betlehemsstjernen blev til på følgende måde: Jesus blev født den 21. august midt på dagen, år 7 f.Kr. Den 29. maj år 7 f.Kr. fandt en helt usædvanlig sammenstilling af Jupiter og Saturn sted i stjernebilledet Fiskene. Og det er et bemærkelsesværdig astronomisk faktum at tilsvarende konjunktioner fandt sted den 29. september og den 5. december samme år. På grundlag af disse ualmindelige, men helt naturlige begivenheder konstruerede de efterfølgende generationers fanatiske forkæmpere den tiltalende legende om Betlehemsstjernen og om de hellige tre konger som blev ledet hen til krybben, hvor de beskuede og tilbad det nyfødte barn. I østen og mellemøsten elsker man fabelhistorier, og folk spinder til stadighed sådanne fantasifulde myter rundt om deres religiøse leders og politiske heltes liv. I fraværet af bogtrykkerkunsten, i en tid da det meste af folks viden blev overleveret mundtlig fra én generation til den næste, skulle der meget lidt til før myter blev til traditioner og for traditioner til at blive godtaget som faktum.

9.  PRÆSENTATIONEN I TEMPLET

Moses havde lært jøderne at alle førstefødte sønner tilhørte Herren, og i stedet for den ofring som var skik blandt de hedenske nationer, skulle en sådan søn kunne få lov at leve under den forudsætning at forældrene var villige til at indløse ham ved at betale fem shekel til en autoriseret præst. Der fandtes også et mosaisk påbud om at en mor på en bestemt tid efter fødselen skulle præsentere sig selv (eller have nogen som kunne bringe en passende offergave på hendes vegne) i templet for renselse. Det var almindeligt at foretage begge disse ceremonier samtidig. Med dette for øjet drog Josef og Maria personlig op til templet i Jerusalem for at præsentere Jesus for præsterne og købe ham fri og i tillæg foretage den passende ofring for at sikre sig at Maria på ceremonielt vis blev renset for det man betragtede som tilsmudsning ved at føde et barn.
    
Rundt i tempelgårdene var der til enhver tid to bemærkelsesværdige typer, sangeren Simeon og skaldkvinden Anna. Simeon var judæer mens Anna var galilæer. Dette par færders ofte i hinandens selskab, og begge var de intime venner af præsten Zakarias, som havde betroet dem hemmeligheden om Johannes og Jesus. Både Simeon og Anna længtes efter at Messias skulle komme, og deres tillid til Zakarias fik dem til at tro at Jesus var det jødiske folks eftertragtede befrier.
    
Zakarias vidste hvilken dag man kunne vente sig Josef og Maria til templet med Jesus, og på forhånd havde han aftalt med Simeon og Anna at vise dem, ved at hilse med løftet hånd, hvem af de førstefødte børn i optoget som var Jesus.
    
Til denne anledning havde Anna skrevet et digt som Simeon gav sig til at synge, til store forbløffelse for Josefs, Marias og alle de tilstedeværende i tempelgårdene. Og sådan lød hymnen til frigivelsen af den førstefødte søn:

    Velsignet være herren, Israels Gud,
    For han har besøgt os og aftvunget løsladelse for sit folk;
    Han har opløftet et frelsens horn for os alle
    I sin tjener Davids hus.
    Selv når han talte ved sine hellige profeters mund -
    Frelse fra vore fjender og fra hånden af dem som hader os;
    For at vise vore fædre nåde, og mindes sin hellige pagt -
    Eden som han sværgede til Abraham vor far,
    For at skænke os at vi, løsladt fra vore fjenders hånd,
    Skal tjene ham uden frygt,
    I hellighed og retfærdighed frem for ham i alle vore dage.
    Ja, og du, det lovede barn, skal kaldes den Højestes profet;
    For du skal gå frem for herrens åsyn for at oprette hans rige;
    For at give kundskab om frelsen til sit folk
    I deres synders forladelse.
    Glæd jer over vor Guds ømme nåde for at morgenkilden fra det høje
    nu har besøgt os
    For at lyse over dem som sidder i mørke og dødens skygge;
    For at lede vore fødder ind på fredens vej,
    Og lad nu din tjener gå med fred, O Herre, ifølge dit ord,
    For mine øjne har set din frelse,
    Som du har beredt frem for alle folks åsyn;
    Et lys så selv hedningefolkene skal få klarhed
    Og til Israels folk ære.

På vejen tilbage til Betlehem var Josef og Maria tavse - forvirret og overvældet. Maria blev meget urolig over den aldrende digter Annas afskedshilsen og Josef var ude af balance med dette alt for tidlige forsøg på at udpege Jesus til det jødiske folks eftertragtede Messias.

10.  HERODES GÅR I AKTION

Men Herodes spejdere sad ikke med hænderne i skødet. Da de rapporterede om at præsterne fra Ur havde besøgt Betlehem, gav han ordre om at disse kaldæere skulle føres frem for ham. Han spurgte disse vise mænd omhyggelig ud om de vidste noget om den nye “jødernes konge”, men de gjorde ham ikke særlig tilfreds idet de forklarede ham at ungen var blevet født af en kvinde som var kommet til Betlehem med sin mand for at indskrives i folketællingen. Herodes, som ikke var fornøjet med det svar, sendte dem af sted med en pung og beordrede dem til at finde dette barn så at han også kunne komme og tilbede ham, siden de havde erklæret at hans rige skulle være af åndelig og ikke verdslig art. Men da vismændene ikke dukkede op igen, blev Herodes mistænksom. Mens han spekulerede over dette, kom hans stikkere tilbage og aflagde fuld rapport om det som netop havde fundet sted i templet, og de havde en kopi af den sang med som Simeon havde sunget ved Jesu frigivelsesceremoni. Men de havde ikke fulgt efter Josef og Maria, og Herodes blev helt rasende på dem da de ikke kunne fortælle ham hvor parret var taget hen med barnet. Han afsendte derefter spejdere for at lokalisere Josef og Maria. Vel vidende, at Herodes prøvede at forfølge familien fra Nazaret, holdt Zakarias og Elisabeth sig væk fra Betlehem. Drengebarnet blev hemmeligt gemt hos nogle af Josefs slægtninge.
    
Josef var bange for at søge arbejde, og deres beskedne opsparede midler forsvandt hurtigt. Selv da de skulle til renselsesceremonien i templet, havde Josef anset sig som fattig nok til at stille to unge duer til rådighed ved ofringen for Maria, sådan som Moses havde anvist for renselsen af mødre blandt de fattige.
    
Da Herodes spioner efter at have søgt i over et år endnu ikke havde fundet ud hvor Jesus befandt sig, og fordi man mistænkte at barnet fortsat blev holdt gemt i Betlehem, udstedte han en ordre om at hver eneste husstand i Betlehem skulle gennemsøges systematisk, og at alle drengebørn yngre end to år skulle dræbes. På denne måde håbede Herodes at sikre sig at det barn som skulle blive ”Jødernes konge” ville blive tilintetgjort. Således omkom seksten drengebørn på en enkelt dag livet i Betlehem i Judæa. Men intriger og mord, selv indenfor hans nærmeste familie, var dagligdags hændelser ved Herodes hof.
Massakren på disse småbørn fandt sted midt i oktober i år 6 f.Kr., da Jesus var lidt over et år gammel. Men selv blandt Herodes hoffolk fandtes der folk som troede på den kommende Messias, og en af dem tog efter at have fået at vide om ordren om nedslagtning af drengebørn i Betlehem kontakt med Zakarias, som til gengæld sendte en budbringer til Josef; og aftenen før massakren drog Josef og Maria fra Betlehem med barnet til Alexandria i Egypten. For at undgå at tiltrække sig opmærksomhed rejste de alene til Egypten med Jesus. De drog til Alexandria med midler som Zakarias havde skaffet til veje, og der arbejdede Josef i sit virke mens Maria og Jesus var indlogeret hos nogle velstående slægtninge af Josef. De opholdt sig i Alexandria i to hele år, og vendte ikke tilbage til Betlehem før efter at Herodes var død.


Publiceret 6 august 2017

« prev top next »

Powered by CMSimple | Template: ge-webdesign.de | Login