URANTIA BOGEN. KAPITEL 52. DE DØDELIGES PLANETARISKE EPOKER
FRA indførelsen af liv på en evolutionær planet til tidspunktet for den endelige blomstringstid med lys og liv, forekommer der på scenen af verdens begivenheder mindst syv epoker i menneskets liv. Disse efter hinanden følgende tidsaldre er bestemt af de guddommelige Sønners planetariske missioner, og disse epoker vises på en gennemsnitlig beboet verden i følgende rækkefølge:
1. Mennesket før Planetprinsen.
2. Mennesket efter Planetprinsen.
3. Mennesket efter Adam.
4. Mennesket efter Administratorsønnen.
5. Mennesket efter Overdragelsens Søn.
6. Mennesket efter den Undervisende Søn.
7. Lysets og Livets tidsalder.
Så snart verdnerne i rummet, er fysisk egnet til livet, indføres de i Livsbærernes register, og i rettidigt tid er disse sønner sendt til disse planeter med henblik på at indlede liv. Hele perioden fra livets introduktion til mennesket opstår, er benævnt før menneskelige æra og går forud for følgende dødelige epoker behandlet i denne fortælling.
1. DET PRIMITIVE MENNESKE
Fra tidspunktet for menneskets opståen fra dyrets niveau - til han kan vælge at tilbede Skaberen - til ankomsten af Planetprinsen, kaldes de dødelige vilje skabninger primitive mennesker. Der findes seks grundlæggende typer eller racer af primitive mennesker, og disse tidlige folk fremtræder efter hinanden i spektralfarvernes rækkefølge, begyndende med den røde. Den tid, der kræves i disse tidlige livsevolutioner varierer meget på de forskellige verdener, den spænder fra et hundrede og halvtreds tusind år til over en million år af Urantia tid.
De evolutionære farvede racer - rød, orange, gul, grøn, blå og indigo - begynder at fremkomme omkring det tidspunkt, hvor det primitive menneske er ved at udvikle et enkelt sprog, og er begyndt at udøve den kreative fantasi. På dette tidspunkt har mennesket tilpasset sig til at stå oprejst.
De primitive mennesker er mægtige jægere og vilde krigere. Denne tidsalders lov er den fysiske stærkeste overlever; styret i disse tider er helt baseret på stammen. Under de tidlige racekampe blev nogle af de evolutionære racer udslettet på mange verdener, som det skete på Urantia. De, som overlever blandes normalt efterfølgende med den senere importerede violette race, de Adamiske folk.
I lyset af den efterfølgende civilisation, så er denne æra af primitive menneskers livsforløb et langt, mørkt og blodigt kapitel. Junglens etik og urskovenes moral er ikke i overensstemmelse med standarden for de efterfølgende domsperioder karakteriseret ved åbenbaret religion og højere åndelig udvikling. I normale og ikke-eksperimentelle verdener afviger denne epoke meget fra de langvarige og yderst brutale kampe, der karakteriserede denne tidsalder på Urantia. Når I er kommet ud fra erfaringen af din første verden, vil du begynde at indse, hvorfor denne lange og smertefulde kamp om de evolutionære verdner finder sted, og efterhånden som du går fremad ad vejen til Paradiset, vil du i stigende grad bedre forstå visdommen i disse tilsyneladende mærkelige gøremål. Men trods alle omskiftelser af de tidligste tider af menneskets fremkomst, repræsenterer de primitive menneskers præstationer et glimrende, selv et heroisk, kapitel i krøniken over en evolutionær verden i tid og rum.
Det tidlig evolutionære menneske er ikke et farverigt væsen. I almindelighed bor disse primitive dødelige i huler eller under klippefremspring. De bygger også primitive hytter i de store træer. Inden de opnår en højere grad af intelligens, oversvømmes planeterne undertiden af de større typer af dyr. Men tidligt i dette livsforløb lære de dødelige at tænde og vedligeholde ild og da den opfindsomme fantasi tiltager og redskaber forbedres, underlægger mennesket snart de større og mere uhåndterlige dyr. De tidlige racer udnytter også i stor udstrækning de større flyvende dyr. Disse enorme fugle er i stand til at bære en eller to mennesker af gennemsnitlig størrelse på en flyvning på over otte hundrede kilometer i et stræk. På nogle planeter er disse fugle til stor hjælp, da de besidder en høj grad af intelligens, og ofte kan tale mange ord på områdets sprog. Disse fugle er meget intelligente, meget lydige, og utroligt kælen. Sådanne passagerfugle har længe været uddød på Urantia, men jeres tidlige forfædre havde nytte og glæde af deres tjenester.
Menneskets erhvervelse af etisk dom, moralsk vilje, er normalt sammenfaldende med forekomsten af tidlig sprog. Ved opnåelse af det menneskelige plan, og efter fremkomsten af jordiske vilje, bliver disse væsener midlertidigt modtagelige for de iboende guddommelige Rettere, og efter døden vælges mange behørigt som overlevende og forsegles af ærkeenglene til efterfølgende opstandelse og fusion med ånden. Ærkeenglene ledsager altid Planetprinserne, og en domsperiodes påkendelse af verdenen sket samtidig med prinsens ankomst.
Alle dødelige, der bebos af Tankerettere er potentielle tilbedere; de er blevet "oplyst af det sande lys", og de har kapacitet til at søge gensidig kontakt med guddommeligheden. De primitive menneskers tidlige eller biologiske religion er i høj grad en vedvarende dyrisk frygt kombineret med uvidende ærefrygt og overtro indenfor stammen. Overlevelsen af overtro blandt Urantias racer er næppe flatterende for jeres evolutionære udvikling eller foreneligt med jeres ellers flotte resultater i materielle fremskridt. Men denne tidlige religion af frygt tjener et meget værdifuldt formål af at undertrykke disse primitive skabningers voldsomme temperament. Det er forløberen for civilisation og den jord, hvori Planetprinsen og hans ministre senere planter frøene til den åbenbarede religion.
Inden et hundrede tusinde år fra det tidspunkt, hvor mennesket begynder at bevæge sig oprejst, ankommer Planetprinsen sædvanligvis, som er udsendt af systemherskeren baseret på Livsbærernes rapport om, at viljen fungerer, selv om forholdsvis få individer er udviklet på denne måde. De primitive dødelige hilser normalt Planetprinsen og hans synlige personale velkommen; i virkeligheden, betragter de dem ofte med ærefrygt og ærbødighed, næsten med tilbedelse, hvis de ikke holdes tilbage.
2. MENNESKET EFTER PLANETPRINSEN
Med ankomsten af Planetprinsen begynder en ny domsperiode. Jorden får et styre og den avancerede stammelivs epoke er nået. Samfundet bevæger sig fremad med store skridt i løbet af et par tusinde år af denne ordning. Under normale forhold opnår de dødelige et højt civilisationsniveau i denne tidsalder. De behøver ikke kæmpe lige så længe i barbari som Urantias racer gjorde. Livet på en beboet verden er så forandret ved oprør, at I kun kan have en ubetydelig eller ingen idé om en sådan ordning på en normal planet.
Den gennemsnitlige varighed af denne domsperiode er omkring fem hundrede tusind år, nogle gange længere, undertiden kortere. I løbet af dette tidsforløb etableres planeten i systemets kredsløb, og en fuld kvote af serafiske og andre himmelske hjælpere er tildelt dens administration. Tankeretterne kommer i stigende antal, og serafvogterne udvider deres ordning for tilsyn med de dødelige.
Når Planetprinsen ankommer på en primitiv verden, råder frygtens og uvidenhedens udviklede religion. Prinsen og hans personale præsenterer de første afsløringer om højere sandhed og universets organisation. Disse indledende præsentationer af åbenbaret religion er meget enkel, og de vedrører som regel det lokale systems anliggender. Religion er helt en udviklingsproces før Planetprinsens ankomst. Efterfølgende fremskyndes religion som følge af graduerede åbenbarelser samt ved evolutionær vækst. Hver domsperiode, hver epoke blandt de dødelig, modtager en udvidet præsentation af åndelig sandhed og religiøs etik. Udviklingen af beboernes religiøse modtagelighedskapacitet i en verden bestemmer i høj grad deres åndelige fremskridt og omfanget af religiøs åbenbaring.
Denne domsperiode bevidner et åndelig daggry og de forskellige racer og deres forskellige stammer får tendens til at udvikle specialiserede religiøse og filosofiske tankesystemer. Der løber to ensartet træk gennem alle disse racemæssige religioner: de primitive menneskers tidlige frygt og Planetprinsens senere åbenbaringer. I nogle henseender synes Urantianerne ikke helt at være kommet videre fra denne fase af planetariske evolution. Hvis du fortsætter dette studium, vil du mere tydeligt kunne skelne, hvor langt din verden afviger fra gennemsnitskursen af evolutionært fremskridt og udvikling.
Men Planetprinsen er ikke nogen "Fredsprins." Racestridigheder og stammekrige fortsætter selv i denne domsperiode, men med aftagende hyppighed og sværhedsgrad. Dette er den store tidsalder for racernes udspredning, og den kulminerer i en periode med intens nationalisme. Hudfarven er grundlaget for stamme- og nationale sammenslutninger, og de forskellige racer udvikler ofte separate sprog. Hver voksende gruppe af dødelige har også en tendens til at forsøge at isolere sig. Denne adskillelse er begunstiget af, at der findes mange sprog. Inden disse forskellige racer forenes fører deres ubarmhjertige krigsførelse undertiden til udslettelse af hele folkeslag; de orangefarvede og de grønne mennesker er særligt udsat for en sådan udryddelse.
I gennemsnitlige verdener begynder, der i den sidste del af prinsens styre, det nationale liv at erstatte stammeorganisation eller rettere den lægges ovenpå de eksisterende stammegrupperinger. Men den store sociale præstation af prinsens epoke er fremkomsten af familielivet. Hidtil har menneskelige relationer hovedsagelig været til stammen; nu, begynder hjemmet at materialisere sig.
Dette er domsperioden, hvor ligestilling mellem kønnene realiseres. På nogle planeter kan manden herske over kvinden; på andre er det omvendte fremherskende. I løbet af denne tidsalder indfører normale verdener fuld ligestilling mellem kønnene, hvilket går forud for en fuldstændig realisering af hjemmelivets idealer. Dette er indgangen til hjemmelivets gyldne tidsalder. Ideen om stammebaseret styring har gradvist banet vejen for den dobbelte opfattelse om det nationale liv og familielivet.
Under denne tidsalder får landbrug sin begyndelse. Det voksende familiebegreb er uforenelig med jægerens omstrejfende og usikker liv. Faste bopladser og dyrkning af jorden bliver med tiden etableret vaner. Tæmning af dyr og udviklingen af færdigheder til hjemmet fortsætter hastigt. Efter højdepunktet af den biologiske udvikling er nået, er et højt civilisationsniveau opnået, men der er kun lidt udvikling af en mekanisk slags; opfindelser er karakteristisk for den efterfølgende tidsalder.
Racerne bliver renset og bragt op til et højt fysisk niveau og intellektuel styrke inden udgangen af denne æra. Den tidlige udvikling af en normal verden er meget hjulpet af planen om at fremme forøgelsen af de højerestående former for dødelige med forholdsmæssig begrænsning blandt de laverestående. Og det er jeres tidlige folks fejlslagne evne til at skelne mellem disse typer, der tegner sig for tilstedeværelsen af så mange defekte og degenererede individer blandt nutidens Urantia racer.
Et af de store resultater af prinsens tidsalder er denne begrænsning af multiplikation af psykisk defekte og socialt uegnede individer. Længe før de følgende Sønner, Adamerne ankommer, fokuserer de fleste verdener alvorligt på opgaven af at rense racerne, noget som Urantia folk endnu ikke engang for alvor er begyndt på.
Dette raceforbedringsproblem er ikke sådan en omfattende foretagende, når det bliver angrebet på dette tidlige tidspunkt i den menneskelige evolution. Den forudgående periode af stammefejder og hårde kampe for overlevelse mellem racerne har luget ud i de fleste unormale og defekte træk. En idiot har ikke store chancer for at overleve i en primitiv og krigsførende stammes social organisation. Det er den falske følelse af jeres delvis perfektioneret civilisationer, der fremmer, beskytter og fastholder de håbløst defekte træk af evolutionære menneskelige arter.
Det er hverken ømhed eller altruisme at skænke forgæves sympati for degenererede mennesker, unormale og uduelige dødelige som ikke kan reddes. I selv de mest normale af de evolutionære verdner eksisterer der tilstrækkelige forskelle mellem individer og mellem mange sociale grupper til at give mulighed for den fulde udøvelse af alle disse ædle træk af altruistiske følelser og uselvisk jordiske pleje uden at videreføre socialt uegnet og moralsk degenererede funktioner i udviklingen af menneskeheden. Der er rigelig mulighed for udøvelsen af tolerance og funktionen af altruisme til gavn for de uheldige og trængende personer, som ikke uigenkaldeligt har tabt deres etiske arv og for evigt ødelagt deres åndelige førstefødselsret.
3. MENNESKET EFTER ADAM
Når den oprindelige drivkraft for det evolutionære liv har kørt sit biologiske løb, når mennesket har nået højdepunktet af den dyriske udvikling, så ankommer den næste Søn i rækkefølgen, og den anden domsperiode af nåde og tjeneste indvies. Dette gælder på alle evolutionære verdner. Når det højest mulige niveau af evolutionære liv er nået, når det primitive menneske er steget så højt op som muligt på den biologiske skala, udstationeres en Materiel Søn og Datter altid, afsendt af Systemherskeren på planeten.
Tankeretterne er i stigende grad overdraget til mennesket efter Adam, og i konstant stigende antal opnår disse dødelige evne til efterfølgende fusion med Retteren. Da Adamerne fungerer som nedstigende Sønner, behøver de ikke at besidde Rettere, men deres planetariske efterkommere - direkte og blandede - bliver legitime kandidater til modtagelse, i god tid, af Mysterieledsageren. Ved afslutningen af tidsalderen efter Adam er planeten i besiddelse af sin fulde kvote af himmelske ministre; kun Rettere til fusion er endnu ikke universelt overdraget.
Det Adamiske regimes primære formål er at påvirke det udviklende menneske til at fuldføre overgangen fra civilisationens jæger- og hyrdestadium til det for landmanden og gartner, der senere suppleres med bysamfundets og industriens bidrag til civilisationen. Ti tusind år af denne domsperiode med de biologiske opløftere, er tilstrækkelig til at opnå en fantastisk forvandling. Femogtyve tusind års af en sådan administration af Planetprinsens og de Materielle Sønners forende visdom vil sædvanligvis modne sfæren for ankomsten af en Administrator Søn.
Denne tidsalder vidner normalt færdiggørelsen af eliminering af de uegnede og yderligere rensning af de racemæssige arveanlæg; i normale verdner er de defekte bestialske tendenser næsten helt elimineret fra verdens reproducerende menneskeracer.
De adamiske efterkommere formerer sig aldrig med de laverestående elementer af de evolutionære racer. Det er heller ikke den guddommelige plan, at den Planetariske Adam eller Eva personligt skal parre sig med de evolutionære folk. Dette projekt for raceforbedring er en opgave for deres efterkommere. Men efterkommerne af den Materielle Søn og Datter mobiliseres i mange generationer før foretagende med race-sammensmeltningen indvies.
Resultatet af den Adamiske livsplasmas gave til de dødeliges racer er en umiddelbar opgradering af den intellektuelle kapacitet og en acceleration af åndelige fremskridt. Normalt er der også en form for fysiske forbedringer. I en gennemsnitlig verden indebærer domsperioden efter Adam en æra af væsentlige opfindelser, energistyring, og mekanisk udvikling. Dette er en æra, hvor en mangeartet industri opstår og naturkræfter bringes under kontrol; det er den gyldne tid for udforskninger og den endelige erobring af planeten. Meget af de materielle fremskridt foregår i en verden i løbet af denne tid hvor udviklingen af de fysiske videnskaber indledes, netop sådan en epoke som Urantia nu oplever. Jeres verden er gennemsnitlig mere end en hel domsperiode bag den planetariske tidsplan.
Ved udgangen af den Adamiske domsperiode er racerne på en normal planet praktisk taget blandet, så det virkelig kan proklamerede, at "Gud har gjort alle folkeslag af et blod", og at hans Søn "har lavet af en farve alle folk." Hudfarven på sådan en sammensmeltet race er lidt af en olivennuance i den violette farvetone, sfærernes "hvide" race.
Det primitive menneske er for det meste kødædende; de Materielle Sønner og Døtre spiser ikke kød, men deres efterkommere drages i løbet af få generationer normalt til det altædende niveau, selv om hele grupper af deres efterkommere undertiden forbliver ikke-kødædende. Racernes dobbelte oprindelse efter Adam forklarer, hvorfor sådanne blandede menneskeslægter udviser anatomiske levn både fra planteædende og kødædende dyregrupper.
Inden for ti tusind års sammensmeltning af racerne udviser slægterne at dette har resulterende i varierende grader af anatomisk blanding, nogle arter udviser flere træk af de ikke-kødspisende forfædre, mens andre udviser flere af de karakteristiske træk og fysiske egenskaber efter deres kødædende evolutionære forfædre. De fleste af disse verdens racer bliver snart altædende, levende på en bred vifte af fødevarer fra både dyre- og planteriget.
Tidsepoken efter Adam er internationalismens domsperiode. Med den næsten gennemførte opgave med at blande racerne, aftager nationalismen, og menneskeligt broderskab begynder virkelig at tage form. Repræsentativ regering begynder at erstatte den monarkiske eller patriarkalske styreform. Uddannelsessystemet bliver verdensomspændende, og efterhånden aftager racernes sprog for de violette folks sprog. Universal fred og samarbejde er sjældent opnået indtil racerne er temmelig godt blandet, og indtil de taler et fælles sprog.
Under de afsluttende århundreder af æraen efter Adam udvikles en ny interesse for kunst, musik og litteratur, og denne verdensomspændende vækkelse er et tegn på at en Administrator Søn snart fremkommer. Kronen på udviklingen af denne æra er den verdensomspændende interesse i intellektuelle realiteter, sand filosofi. Religionen bliver mindre nationalistisk, bliver mere og mere en planetarisk affære. Nye afsløringer af sandheden karakteriserer disse tider, og konstellationernes Højeste begynder at styre i menneskelige anliggender. Sandhedsåbenbaringen er udvidet op til konstellationernes administration.
Stort etisk fremskridt karakteriserer denne æra; menneskets broderskab er målet for samfundet. Verdensomspændende fred - ophør af konflikt mellem racerne og fjendtligheder mellem nationerne - angiver at planeten er moden for ankomsten af den tredje klasse blandt Sønnerne, Administratorsønnen.
4. MENNESKET EFTER ADMINISTRATORSØNNEN
Når denne tidsalder begynder er de dødelige racer på normale og loyale planeter blandet og biologisk i fin form. Der er ingen race eller hudfarve problemer; alle nationer og racer er bogstaveligt af ét blod. Menneskeligt broderskab blomstrer, og nationerne er ved at lære at leve på jorden i fred og ro. En sådan verden står på tærsklen til en stor og kulminerede intellektuel udvikling.
Når en evolutionær verden således bliver moden til administrations tidsalderen åbenbarer en af Avonal Sønnernes højeste klasse sig på en administrativ mission. Planetprinsen og de Materielle Sønner har deres oprindelse i lokal universet; Administrator Sønnen kommer fra Paradiset.
Når Paradisets Avonaler kommer til de dødeliges sfærer på retslige procedurer, udelukkende som dommere for at dømme en domsperiode, er de aldrig inkarneret. Men når de kommer på administrative missioner, er de i hvert fald på den første, altid inkarneret, selvom de ikke oplever fødsel, og heller ikke oplever verdens død. De kan leve videre i generationer i de tilfælde, hvor de fortsætter som herskere på visse planeter. Når deres mission er afsluttet, opgiver de deres planetariske liv og vende tilbage til deres tidligere status som guddommelige Sønner.
Hver ny dispensation udvider horisonten af åbenbaret religion, og Administrator Sønnen udvider sandheds åbenbaringen ved at beskrive lokaluniverset og alle dets anliggender.
Efter en Administrator Søns indledende besøg opnår racerne hurtigt deres økonomiske befrielse. Det daglige arbejde, der kræves for at opretholde ens uafhængighed ville være repræsenteret ved to og en halv time af jeres tid. Det er helt risikofrit at befri sådanne etiske og intelligente dødelige. Sådanne raffinerede folk ved godt, hvordan man udnytter fritiden godt for selvstændig forbedring og planetarisk fremskridt. Denne tidsalder vidner en yderligere rensning af racers arvemasse gennem en begrænsning af reproduktionen blandt de mindre duelige og dårligt begavet individer.
Den politiske myndighed samt socialadministrationen af racerne fortsætter med at forbedres, selvstyre er ganske veletableret i slutningen af denne tidsalder. Med selvstyre henviser vi til den højeste form for repræsentativ regering. Sådanne verdener forfremmer og ærer kun de ledere og herskere, der er mest egnet til at bære sociale og politiske ansvar.
I løbet af denne æra er størstedelen af verdens dødelige beboede med Rettere. Men selv nu er overdragelsen af guddommelige ledsagere ikke altid verdensomfattende. Rettere med fusionsskæbne er endnu ikke skænket til alle planetariske dødelige; det er stadig nødvendigt, at viljeskabningerne vælger Mysterieledsageren.
Under den afsluttende tidsalder af denne domsperiode, begynder samfundet at vende tilbage til mere forenklede former for livsstil. Den avancerede karakter af en fremrykkende civilisation kører sin gang, og dødelige lærer at leve mere naturligt og effektivt. Denne tendens stiger med hver efterfølgende epoke. Dette er en tidsalder hvor kunst, musik og videregående uddannelse blomstrer. De fysiske videnskaber har allerede nået højden af deres udvikling. I en ideel verden opleves afslutningen af denne alder, med en storslået religiøs vækkelse i al sin fylde, en verdensomspændende åndelig oplysning. Og denne omfattende vækkelse af racernes spirituelle natur er et tegn på, at Overdragelsens Søn ankommer og for indvielsen af den femte dødelige epoke.
I mange verdener viser det sig, at planeten ikke gennem en enkelt administrativ mission er gjort klar til en Overdragelsens Søn; i så fald vil der være en anden, selv en række Administrator Sønner, som hver især vil rykke racerne fra en domsperiode til en anden, indtil planeten er gjort klar til at tage imod gaven fra en Overdragelsens Søn. På den anden og efterfølgende missioner af Administrator Sønner kan de måske eller måske ikke være inkarneret. Men uanset hvor mange Administrator Sønner som kan tænkes at fremkomme - og de kan også komme selv efter Overdragelsens Søn - markerer hver og en afslutningen på en domsperiode og begyndelsen af en anden.
Disse Administrator Sønners domsperioder dækker et sted mellem femogtyve tusind -halvtreds tusind års af Urantia tid. Nogle gange er en sådan epoke meget kortere og i sjældne tilfælde endnu længere. Men i tidens fylde vil en af disse samme Administrator Sønner blive født som Paradisets Overdragelsens Søn.
5. MENNESKET EFTER OVERDRAGELSENS SØN
Når et vist niveau af intellektuel og åndelig udvikling er opnået på en beboet verden, ankommer der altid en Paradisets Overdragelsens Søn. På normale verdener vises han ikke i kødelig form, indtil racerne er steget op til de højeste niveauer af intellektuel udvikling og etisk opnåelse. På Urantia viste Overdragelsens Søn, endda jeres egen Skabersøn, sig ved afslutningen af den Adamiske domsperiode, men dette er ikke begivenhedernes sædvanlige rækkefølge på verdnerne i rummet.
Når verdnerne er blevet modne til åndeliggørelse, ankommer Overdragelsens søn. Disse Sønner tilhører altid Administrator- eller Avonal klassen undtagen i det tilfælde, en gang i hvert lokalunivers, når Skabersønnen forbereder sin afsluttende overdragelse på en evolutionær verden, som skete, da Michael af Nebadon fremtrådte på Urantia for at skænke sig selv til jeres dødelige racer. Kun én verden ud af næsten ti millioner kan nyde sådan en gave; alle andre verdener er åndeligt ført frem af overdragelsen af en Paradisets Søn tilhørende Avonal klassen.
Overdragelsens Søn ankommer til en verden med høj uddannelses kultur og møder en race af mennesker, der har modtaget åndelig uddannelse og er forberedt til at assimilere den avancerede undervisning og til at værdsætte overdragelsesmissionen. Dette er en tidsalder kendetegnet af en verdensomspændende stræben efter moralsk kultur og åndelig sandhed. De dødeliges lidenskab under denne domsperiode er at udforske den kosmiske virkelighed og have fællesskab med den åndelige virkelighed. Sandhedsåbenbarelserne udvides til at omfatte superuniverset. Helt nye uddannelses- og forvaltningssystemer vokser op for at erstatte de tidligere tiders primitive regimer. Livsglæden får en ny farve, og livsmanifestationerne stiger til himmelske højder af tone og klangfarve.
Overdragelsens Søn lever og dør for den åndelige opløftelse af de dødelige racer i en verden. Han etablerer den "nye og levende vej"; hans liv er en inkarnation af Paradisets sandhed i dødeligt skikkelse, selve sandheden - selv Sandhedens Ånd - der gør mennesker frie når de kender den.
På Urantia var etableringen af denne "nye og levende vej" var en kendsgerning såvel som sandhed. Isoleringen af Urantia ved Lucifer oprør havde suspenderet den proces, hvorved dødelige efter døden kunne passere, direkte til mansoniaverdnernes kyster. Før Kristus Michael dage på Urantia sov alle sjæle indtil domsperioden eller til de specielle tusindårige opstandelser. Selv Moses var ikke tilladt til at gå over til den anden side, indtil en særlig opstandelsesanledning, da den faldne Planetprins, Caligastia, bestred en sådan udfrielse. Men lige siden den første Pinsedag, har de dødelige fra Urantia igen direkte kunne fortsætte til morontiassfærerne.
Efter opstandelsen af overdragelsens Søn, på tredje dagen efter at han har opgivet sit inkarnerede liv, stiger han op til den Universelle Faders højre side, modtager forsikring om godkendelsen af overdragelsens mission, og vender tilbage til Skabersønnen i lokaluniversets hovedkvarter. Derefter sender Overdragelsens Avonal og Skaberen Michael deres fælles ånd, Sandhedens Ånd, til overdragelsens verden. Dette er den begivenhed, hvor "ånden i den triumferende Søn udgydes over alt kød." Universets Moderånd deltager også i denne overdragelse af Sandhedens Ånd, og samtidig hermed gives der bekendtgørelse om overdragelse af Tankeretterne. Derefter får alle vilje skabninger med normale sind i denne verden Rettere så snart de når en alder af moralsk ansvar, åndelig valg.
Hvis en sådan overdragelsens Avonal vende tilbage til en verden efter overdragelses missionen, ville han ikke inkarnere, men ville komme "i herlighed med sine serafskarer."
Tidsalder efter Overdragelsens Søn kan strække sig fra titusind til hundrede tusinde år. Der er ikke afsat vilkårlig tid til nogen af disse domsperiode tidsaldre. Det er en tid med stor etisk og åndelig udvikling. Under den åndelige indflydelse af disse aldre, undergår menneskelige karakter enorme forandringer og oplever fænomenal udvikling. Det bliver muligt at anvende den gyldne regel til praktisk brug. Jesu lære er virkelig gældende for en verden af dødelige, der har modtaget den indledende træning forud for Overdragelsens Søn af de Sønner hvis uddelinger har resulteret i forædling af karakter og styrket kulturen
I løbet af denne æra bliver problemerne med sygdom og kriminalitet så godt som løst. Degenerationen er allerede stort set elimineret gennem selektiv reproduktion. Sygdommene er praktisk taget behersket takket være den store modstandskraft hos de Adamiske arveanlæg og den intelligente og verdensomspændende anvendelse af opdagelser af de fysiske videnskaber i foregående tidsaldre. Den gennemsnitlige levealder i denne periode, stiger et godt stykke over det der svarer til tre hundrede år af Urantia tid.
I hele denne epoke er der en gradvis svækkelse af statslige tilsyn. Ægte selvstyre er begyndt at fungere; færre og færre restriktive love er nødvendige. Den national modstands militære grene visner væk; det internationale harmoniske tidsforløb er virkelig tiltagende. Der er mange nationer, primært afgrænset af planetens jordfordeling, men kun én race, ét sprog og én religion. De dødeliges tilværelse er næsten, men ikke helt, utopisk. Dette er virkelig en storslået og herlig tidsalder!
6. TIDEN EFTER OVERDRAGELSENS SØN PÅ URANTIA
Overdragelsens Søn er Fredsprinsen. Han kommer med meddelelsen "Fred på jorden og god vilje blandt mennesker." I normale verdener er dette en domsperiode af verdensomspændende fred; nationerne lære ikke at føre mere krig. Men sådanne gavnlige påvirkninger ledsagede ikke jeres Overdragelsens Søns, Kristus Michael ankomst. Urantia følger ikke den normal rækkefølge. Jeres verden er ude af trit med den planetariske udvikling. Jeres Mester advarede sine disciple, mens han var på jorden, at hans tilstedeværelse ikke ville bringe det sædvanlige fredsstyre på Urantia. Han fortalte dem udtrykkeligt, at der ville være "krige og rygter om krige", og at nationerne ville rejse sig mod hinanden. På et andet tidspunkt sagde han, "Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden."
Selv på normale evolutionære verdner er det ikke nogen nem foretagende at realisere et verdensomspændende broderskab af mennesket. På en forvirret og forstyrret planet, som Urantia kræver en sådan præstation en meget længere tid og forudsætter en langt større indsats. Uden hjælp kan den sociale evolution næppe opnå sådanne glade resultater på en åndelig isolerede sfære. Den religiøse åbenbaring er afgørende for at broderskabet kan realiseres på Urantia. Selvom Jesus har vist vejen til den umiddelbare opnåelse af åndelig broderskab, afhænger realiseringen af socialt broderskab i jeres verden, meget på følgende personlige forandringer og planetariske justeringers opfyldelse:
1. Socialt broderskab. Mangedoblingen af internationale og sociale kontakter mellem racerne og broderlige forbund gennem rejser, handel og konkurrence. Udvikling af et fælles sprog og en mangedobling af flersprogede personer. Udveksling af studerende, lærere, erhvervsfolk, og religiøse filosoffer mellem racer og nationer.
2. Intellektuel krydsbefrugtning. Broderskab er umuligt på en verden, hvis indbyggere er så primitive, at de undlader at erkende det tåbelige i ubetinget egoisme. Der skal ske en udveksling af nationale og racemæssige litteratur. Hvert race skal blive fortrolige med alle racers tankesæt; hver nation må forstå alle nationers følelser. Uvidenhed avler mistanke, og mistanken er uforenelig med den væsentlige holdning af sympati og kærlighed.
3. Etisk opvågnen. Kun etisk bevidsthed kan afsløre det umoralske af menneskelige intolerance og syndighed i brodermord stridigheder. Kun en moralsk samvittighed kan fordømme ondskab i den nationale misundelse og den racemæssige mistænksomhed. Kun moralske væsener vil nogensinde søger den åndelige indsigt, som er afgørende for at leve den gyldne regel.
4. Politisk visdom. Følelsesmæssig modenhed er afgørende for selvkontrol. Kun følelsesmæssig modenhed udgør en garanti for at internationale procedurer i form af civiliserede domstols behandling erstatter krigens barbariske voldgifts afgørelser. Kloge statsmænd kommer engang til at arbejde til gavn for menneskehedens bedste selv mens de stræber efter at fremme deres nationale eller racemæssige gruppers interesser. Selvisk politisk skarpsindighed er i sidste ende selvmorderisk - ødelæggende alle de bestående kvaliteter, som garanterer de planetarisk gruppers overlevelse.
5. Åndelig indsigt. Menneskeligt broderskab er, trods alt, baseret på erkendelse af Guds faderskab. Den hurtigste måde at realisere menneskeligt broderskab på Urantia er at foretage en åndelig transformation af nutidens menneskehed. Den eneste måde til at accelerere den naturlige udvikling i den sociale evolution er, at anvende åndelige pres ovenfra, og dermed øge den moralske indsigt og samtidig hæve hver dødelig sjæls evne til at forstå og elske enhver anden dødelig. Gensidig forståelse og broderlig kærlighed er ophøjede civilisere og magtfulde faktorer i den verdensomspændende realisering af menneskets broderskab.
Hvis du kunne blive flyttet fra din tilbagestående og forvirret verden til en normal planet som nu befinder sig i en tid efter Overdragelsens Søn, ville du tro, at du var blevet ført til himlen efter jeres traditioner. Du ville næppe tro, at du iagttog de normale evolutionære funktioner på en dødelig sfære beboet af dødelige mennesker. Disse verdener er koblet til det åndelige kredsløb af deres område, og de nyder alle fordelene som universets informationsudsendelser og superuniversets refleksions tjenester tilbyder.
7. MENNESKET EFTER DEN UNDERVISENDE SØN
Den næste klasse af Sønner som ankommer til den gennemsnitlige evolutionære verden er Treenighedens Undervisende Sønner, Paradistreenighedens guddommelige Sønner. Igen ser vi at Urantia er ude af trit med sine søstersfærer i, for så vidt at jeres Jesus har lovet at vende tilbage. Det løfte, vil han helt sikkert opfylde, men ingen ved, om hans anden kommen vil ske før eller efter af Administrator Sønnen eller de Undervisende Sønner viser sig på Urantia.
De Undervisende Sønner kommer i grupper til de åndeliggjorte verdener. En planetarisk Undervisende Søn assisteres og understøttes af halvfjerds første gradens Sønner, tolv anden gradens sønner og tre af de højeste og mest erfarne fra Daynalernes øverste klasse. Dette korps forbliver i nogen tid i verden, tilstrækkelig længe for at gennemføre overgangen fra de evolutionære tidsaldre til lyset og livets æra - ikke mindre end tusind års af planetarisk tid og ofte betydeligt længere. Denne mission er et bidrag af Treenigheden til de tidligere indsatser fra alle de guddommelige personligheder, som har betjent en beboet verden.
Sandhedsåbenbaringen udvides nu til centraluniverset og til Paradiset. Racerne bliver meget spirituelle. Et storartet folk har udviklet sig og en storslået tidsalder nærmer sig. De uddannelsesmæssige, økonomiske og administrative systemer på planeten undergår radikale forandringer. Nye værdier og relationer er ved at blive etableret. Himmeriget er ved at opstå på jorden, og Guds herlighed spredes over hele verden.
Det er den domsperiode, hvorunder mange dødelige oprykkes blandt de levende. Efterhånden som Treenighedens Undervisende Sønner æra skrider frem, bliver de dødeliges åndelige troskab med tiden mere og mere universel. Den naturlige død bliver mindre hyppig efterhånden som Rettere i stigende grad fusionere med deres subjekt under det kødelige liv. Til sidst klassificeres planeten som hørende til den primære modificerede klasse af de dødeliges opstigning.
Livet i løbet af denne æra er behagelig og indbringende. Degenerationen og de asociale slutprodukter af den lange evolutionære kamp er stort set udslettet. Levealderen nærmer sig fem hundrede Urantia år, og den stigende menneskelige formeringsevne er intelligent styret. Der er opstået en helt ny orden i samfundet. Der er stadig store forskelle blandt dødelige, men samfundets tilstand nærmer sig næsten idealerne om det sociale broderskab og åndelig lighed. Repræsentativ regering er forsvindende, og verden passerer ind under den individuelle selvkontrollens styre. Regeringens funktion er primært rettet mod kollektive opgaver indenfor den sociale administration og økonomisk koordinering. Den gyldne tidsalder nærmer på hastigt; det tidsmæssige mål af den lange og intense planetarisk evolutionære kamp er i sigte. Tidsaldrenes belønning kan snart realiseres. Gudernes visdom begynder at blive manifesteret.
Under denne tidsalder kræver den fysiske administration af en verden omkring en time hver dag af hvert voksent individ; dvs. svarende til en Urantia time. Planeten er i tæt kontakt med universets anliggender og dets folk studerer de seneste informationsudsendelser med samme store interesse som I nu viser de seneste udgaver af jeres daglige aviser. Disse mennesker beskæftiger sig med tusindvis af ting, der interesser dem, men som er ukendt på Urantia.
I stigende grad vokser den sande planetarisk troskab til det Højeste Væsen. Generation efter generation, flere og flere af den menneskelige familie følger reglerne af dem, der praktiserer retfærdighed og levende barmhjertighed. Langsomt, men sikkert vindes verden for Guds sønners glædefyldte tjeneste. De fysiske vanskeligheder og materielle problemer er stort set blevet løst; planeten modnes til avanceret liv og en mere stabil eksistens.
Fra tid til anden i hele deres domsperiode, fortsætter de Undervisende Sønner med at komme til disse fredelige verdener. De forlader ikke en verden indtil de konstaterer, at planetens evolutionære plan fungerer gnidningsløst. En domfældende Administrator Søn ledsager normalt de Undervisende Sønner på deres efterfølgende missioner, mens en anden sådan Søn fungerer på tidspunktet for deres afrejse, og disse juridiske sagsanlæg fortsætter fra tidsalder til tidsalder så længe de dødeliges regime i tid og rum foregår.
Hver tilbagevendende mission af Treenighedens Undervisende Sønner ophøjer sådan en superb verden til stadigt stigende højder af visdom, åndelighed og kosmisk oplysning. De ædle beboere på sådan en sfære er stadig finitte og dødelige. Intet er perfekt; ikke desto mindre er der udvikler en kvalitet som nærmer sig fuldkommenhed i driften af en ufuldkommen verden og i de menneskers liv som bor der.
Treenighedens Undervisende Sønner kan vende tilbage mange gange til den samme verden. Men før eller senere, i forbindelse med ophør af en af deres opgaver ophøjes Planetprinsen til Planethersker og Systemherskeren ankommer for at proklamere en sådan verdens indtræden i lysets og livets æra.
Det var ved afslutningen af den sidste Undervisende Søns mission (i det mindste ville det være kronologien på en normal verden), da Johannes skrev: "Jeg så en ny himmel og en ny jord og det nye Jerusalem kommer ned fra Gud ud af himlen, forberedt som en prinsesse smykket for sin prins."
Det er den samme fornyet jord, det avancerede planetariske stadium, som den af gamle dage seere forestillede sig da han skrev: "» For ligesom den nye himmel og den nye jord, som jeg vil gøre, forbliver bestående foran mig, så skal du og dine børn overleve; og det skal ske, at fra en nymåne til en anden og fra den ene sabbat til en anden skal det ske at alt kød skal kommer for at tilbede foran mig, siger Herren. "
Det er de dødelige af en sådan tidsalder, der er beskrevet som "en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, en hellig nation, et ophøjet folk; og I skal forkynde Hans lov, Ham som kaldte jer ud af mørket til dette forunderlige lys. "
Ligegyldigt hvordan den særlige naturlige historie af en individuel planet kan være, uanset om en verden har været helt loyal, plettet med det onde, eller forbandet af synd - uanset hvad deres fortilfælde kan være - før eller siden vil Guds nåde og englenes tjeneste bebude dagen for Treenighedens Undervisende Sønners ankomst; og deres afrejse ved slutningen af deres sidste mission, vil indvie denne fremragende æra af lys og liv.
Alle verdener i Satania kan forenes i håbet hos den, der skrev: "Men vi forventer efter Hans løfte, om en ny himmel og en ny jord, hvor retfærdighed bor. Derfor elskede, eftersom I venter på dette vær omhyggelige, så du kan findes af ham i fred, uden plet og skyld. "
Når de Undervisende Sønners korps afrejser, ved afslutningen af deres første eller nogle efterfølgende styreperioder, indvarsler dette begyndelsen af lysets og livets æra - tærsklen til overgangen fra tiden til evigheden forhal. Den planetariske realisering af denne æra af lys og liv langt mere end opvejer de inderste forventninger hos de dødelige på Urantia, som ikke har haft mere fremsynede begreber om fremtidige liv end dem som indgår i religiøse trosforestillinger, der skildrer himlen som den umiddelbare skæbne og sidste bolig for overlevende dødelige.
[Sponsoreret af en Mægtig Budbringer midlertidigt knyttet til Gabriel personale.]
Publiceret 22 marts 2017
Powered by CMSimple | Template: ge-webdesign.de | Login