97. Gudsbegrebets udvikling blandt hebrærne

URANTIA BOGEN  -  KAPITEL 97. GUDSBEGREBETS UDVIKLING  BLANDT HEBRÆRNE

HEBRÆERNES åndelige ledere gjorde, hvad ingen andre før dem nogensinde havde lykkedes - de befriede deres gudsbegreb fra de menneskelignende funktioner uden at omdanne det til en guddommelig abstraktion, der kun kunne forstås af filosoffer. Selv almindelige mennesker var i stand til at betragte det modnede begreb om Jahve som en Fader, hvis ikke for den enkelte, i det mindste for hele folket.
Selv om man på Melkisedeks tid i Salem klart havde undervist om Guds personlighed, var denne opfattelse vag og diset på tidspunktet for flugten fra Egypten og den udviklede sig kun gradvist i hebræernes sind fra generation til generation som reaktion på undervisningen af de åndelige ledere. Opfattelsen af Jahves personlighed blev udviklet gradvis på en langt mere kontinuerlig måde end mange andre guddomsegenskaber. Fra Moses til Malakias, var der i det hebraiske sind en næsten ubrudt idemæssige vækst af Guds personlighed, og denne opfattelse blev til sidst forhøjet og forherliget af Jesu lære om Faderen i Himlen.

1. SAMUEL - DEN FØRSTE AF HEBRÆRNES PROFETER

Fjendtlige pres fra de omkringliggende folk i Palæstina lærte snart de hebraiske sheiker, at de ikke kunne håbe på at overleve, medmindre de forenede deres stammeorganisationer i en centraliseret regering. Denne centralisering af den administrative myndighed gav Samuel en bedre mulighed for at arbejde som lærer og reformator.
Samuel nedstammede fra en lang slægtsgren af Salem lærere, der vedholdende havde fastholdt Melkisedeks sandheder som en del af deres form for tilbedelse. Denne lærer var en viril og beslutsom mand. Kun hans store hengivenhed, kombineret med hans ekstraordinære beslutsomhed, gjorde ham i stand til at modstå den næsten generelle opposition, som han mødte, da han begyndte at vende hele Israel tilbage til tilbedelsen af den øverste Jahve fra Moses tid. Selv da, lykkedes det han kun delvis; han vandt kun den mere intelligente halvdel af hebræerne tilbage til at tjene Jahve i henhold til den højerestående opfattelse. Den anden halvdel fortsatte med at tilbede landets stammeguder og holdt sig til den laverestående opfattelse af Jahve.
Samuel var en rå og bestemt mand, en praktisk reformator, der kunne gå ud på en dag med sine medarbejdere og vælte tyve af Baals altre. De fremskridt han opnåede, skete med ren og skær tvang; han prædikede og underviste kun lidt, men han handlede. En dag gjorde han nar af en af Baals præsten; den følgende dag, hakkede han en tilfangetaget konge i stykker. Han troede hengivent på den ene Gud, og han havde en klar strategi for denne en Gud, som skaberen af himmel og jord: ”Jordens søjler er Herrens, og han har sat verden på dem."
Samuel store bidrag til udviklingen af begrebet om Guddommen var hans rungende erklæring, at Jahve er uforanderlig, for evigt den samme personificering af usvigelig fuldkommenhed og guddommelighed. Under disse tider var Jahve udtænkt til at være en lunefuld Gud med mistænkelige indfald som altid beklagede sig, at han havde gjort dette eller hint; men nu, for første gang siden hebræerne drog ud fra Egypten, hørte de disse opsigtsvækkende ord, "Den, der er Israels styrken, vil ikke lyve og omvender sig ikke, for han er ikke et menneske, at han skulle omvende sig." Stabilitet i forbindelse med guddommelighed blev proklameret. Samuel mindede konstant om den Melkisedekske pagt med Abraham og erklærede, at Herren, Israels Gud var kilden til al sandhed, stabilitet og uforanderlighed. Hebræerne havde altid betragtet deres Gud som et menneske, et overmenneske, en ophøjet ånd af ukendt oprindelse; men hørte nu den tidligere ånd fra Horeb ophøjet som en uforanderlig Gud med skaberfuldkommenhed. Samuel hjalp det udviklende Gud koncept til at stige op til højder over de skiftende folks sindstilstand og de vekslende skæbner i de dødeliges tilværelse. Med hans undervisning begyndte hebræernes Gud opstigningen fra en idé om stammeguder til idealet om en almægtig og uforanderlig Skaber og Tilsynsførende for hele skabelsen.
Han prædikede på ny historien om Guds oprigtighed, hans pålidelighed i at holde aftalen. Samuel sagde: "Herren vil ikke svigte sit folk." "Han har etableret med os en evig pagt, reguleret i alle henseender og sikker" Så lød budskabet ud over hele Palæstina, at man skulle vende tilbage til tilbedelsen af den øverste Jahve. Konstant proklamerede denne energiske lærer: "Du er stor, Herre Gud, for der er ingen som dig, og der er ingen Gud uden dig."
Hidtil havde hebræerne betragtet at Jahves gunst hovedsageligt kom til udtryk i form af materiel velstand. Det var et stort chok for Israel, og kostede nær Samuel hans liv, da han vovede at forkynde: "Herren beriger og forarmer; han nedværdiger og ophøjer. Han rejser den ringe af støvet og løfter tiggerne op for at sætte dem blandt prinser for at lade dem arve herlighedens trone." Ikke siden Moses var så trøstende løfter for den ydmyge og de mindre heldige blevet udråbt, og for tusindvis af fortvivlede blandt de fattige tændte håbet om, at de kunne forbedre deres åndelige status.
Samuel gik ikke særligt langt ud over begrebet om en stammegud. Han proklamerede en Jahve, der havde skabt alle mennesker, men først og fremmest interesserede sig for hebræerne, hans udvalgte folk. I alle tilfælde, forblev Gud konceptet atter igen som under Moses tid, portrætteret som en guddom, der er hellig og oprejst. "Der er ingen så hellig som Herren. Hvem kan sammenlignes med denne hellige Gud Herren?”
Som årene gik, voksede den gråsprængte gamle leders forståelsen af Gud, for han erklærede: "Herren er en Gud af viden og handlinger vejes af ham. Herren vil dømme jordens ender, og vise barmhjertighed til den barmhjertige og mod den oprigtige, vil han også være oprigtig." Selv her er indgangen til nåden, omend den er begrænset til dem, der er barmhjertige. Senere gik han et skridt videre, da han opfordrede sine folk i deres modgang: "Lad os nu falde i Herrens hænder, for hans barmhjertighed er stor." "Ingen hindrer Herren i at redde mange eller få."
Denne gradvise udvikling af opfattelsen af Jahves karakter fortsatte i tiden for Samuels efterfølgere. De forsøgte at præsentere Jahve som en Gud, der holder sin aftale, men de kunne knap holde trit med Samuel. De undlod at udvikle idéen om Guds barmhjertighed, således som Samuel i de senere år havde udtænkt det. Der var en jævn tilbagevenden mod anerkendelse af andre guder, selvom de fastholdt, at Jahve var over alle. "Dit er riget, Herre, og du er ophøjet som hoved over alle."
Grundtonen i denne æra var guddommelig magt; profeterne i denne tidsalder prædikede en religion, der forsøgte at fremme kongen på den hebraiske trone. "Du, Herre, er storheden og magten og æren og sejren og majestæt. I din hånd er kraft og magt, og det står i din hånd at gøre hvad der er stort og give styrke til alle.” Dette var status vedrørende gudskonceptet under Samuel og hans umiddelbare efterfølgeres tid.


2. ELIAS OG ELISA

I det tiende århundrede før Kristus blev den hebraiske nation delt i to riger. I begge disse politiske enheder forsøgte mange sandheds lærere at dæmme op for den reaktionære bølge af åndelig dekadence, der var opstået, og som fortsatte katastrofalt efter adskillelse af krigen. Disse forsøg på at bringe den hebraiske religion fremad havde ingen succes indtil den beslutsomme og frygtløse kriger for retfærdighed, Elias, begyndte sin undervisning. Elias genoprettede i det nordlige rige en gudsopfattelse sammenlignelige med den som fandtes under Samuels tid. Elias havde ringe mulighed for at præsentere en avanceret opfattelse af Gud. Ligesom Samuel før han havde han travlt med at omstyrte Baals altre og ødelægge idoler af falske guder. Han fremførte sine reformer på trods af modstand fra en afgudsdyrkende monark; hans opgave var endnu mere gigantisk og vanskelig end den, som Samuel havde stået for.
Da Elias blev kaldt bort, fortsatte hans trofaste medarbejder Elisa hans arbejde og holdt med uvurderlig hjælp af den lidt kendte Mika, sandhedens lys brændende i Palæstina.
 
Disse tider medførte imidlertid ingen fremgang i opfattelsen af Guddommen. Hebræerne var endnu ikke steget op til Moses ideal. Elias og Elisa æra sluttede med, at de bedre samfundsklasser vendte tilbage til tilbedelsen af det øverste Jahve og bevidnede en tilbagevenden til idéen om den universelle Skaber til omkring det niveau, hvor Samuel havde forladt det.

3. JAHVE OG BAAL

De langtrukne modsætninger mellem de troende på Jahve, og tilhængerne af Baal var en socioøkonomisk sammenstød mellem ideologier snarere end en forskel i religiøse overbevisninger.
 
Indbyggerne i Palæstina havde forskellige holdning til privat ejendomsret til jord. De sydlige eller omkringvandrende arabiske stammer (Jahveiterne) betragtede jorden som umistelig - som en Guddomsgave til klanen. De fastslog, at jorden ikke kunne sælges eller pantsættes. "Jahve talte og sagde: Landet må ikke sælges, for jorden er min.’”
De nordlige og mere bosatte Kanaanæerne (Baaliterne) købte, solgte, og belånte deres jord frit. Ordet Baal betyder ejer. Baalkulten blev grundlagt på to store doktriner: For det første, indebar den en validering af ejendomshandler, kontrakter og aftaler - ret til at købe og sælge jord. For det andet at Baal ville sende regn - han var en gud til jordens frugtbarhed. Gode afgrøder afhang af Baals gunst. Kulten var stort set optaget af jorden, dets ejerskab og frugtbarhed.
Generelt ejede Baaliterne huse, jord og slaver. De var aristokratiske udlejere og boede i byerne. Hver Baal havde et helligt sted, et præsteskab, og "hellige kvinder," de prostituerede, der hørte til ritualet.
Ud af denne grundlæggende forskel hvad angår forholdet til jord, udvikledes de bitre modsætninger mellem de sociale, økonomiske, moralske og religiøse holdninger blandt Kanaanæerne og hebræerne. Denne socioøkonomiske kontrovers blev ikke et konkret religiøst problem førend under Elias tid. Med begyndelse fra denne aggressive profets dage blev kampen udkæmpet på mere rent religiøse grunde - Jahve kontra Baal - og det endte i sejr for Jahve og senere i en strømning i retning mod monoteisme.
 
Elias flyttede kontroverserne mellem Jahve og Baal fra jordspørgsmålet til det religiøse aspekt af hebraiske og kanaanæiske ideologier. Da Akab myrdede Nabotarna og hans familie, i forbindelse med plottet for at få besiddelse af deres jord, gjorde Elias et moralsk spørgsmål ud af de gamle uskrevne jord skikke og lancerede sin energisk kampagne mod Baaliterne. Det var også en kamp af folk fra landet mod byernes dominans. Det var hovedsageligt under indflydelse af Elias, at Jahve blev Gud. Profeten begyndte som en landbrugs reformator og endte med at ophøje Guddommen. Baalguderne var mange, Jahve var en - monoteisme vandt over polyteisme.

4. AMOS OG HOSEA

Et stort skridt i overgangen af stammeguden - den gud, der så længe havde været tjent med ofringer og ceremonier, den tidligere hebraiske Jahve - til en Gud, som straffede forbrydelser og umoral blandt sit eget folk, blev taget af Amos, der trådte frem blandt de sydlige bakker for at fordømme forbrydelse, fuldskab, undertrykkelse, og umoral blandt de nordlige stammer. Ikke siden Moses tid var sådanne rungende sandheder blevet proklameret i Palæstina.
Amos var ikke blot en konservator eller reformator; han var en som opdagede nye opfattelser om Guddommen. Han proklamerede meget om Gud, som var blevet annonceret af hans forgængere og angreb modigt troen på et guddommeligt væsen, som ville tolerere synd blandt hans såkaldte udvalgte folk. For første gang siden Melkisedeks dage hørte det menneskelige øre fordømmelsen af den dobbelte standard for national retfærdighed og moral. For første gang i deres historie hørte hebræerne med egne ører, at deres egen Gud, Jahve, ikke mere ville tolerere forbrydelser og synd i deres liv, end blandt andre mennesker. Amos så for sig den samme strenge og retfærdige Gud som Samuel og Elias, men han så også en Gud, som ikke tænkte anderledes om hebræerne end om nogen anden nation, når det kom til straf for ugerninger. Det var et direkte angreb på den egoistiske doktrin af "udvalgte folk", og mange hebræere i disse dage følte en bitter fornærmelse derved.
Amos sagde: "Ham, som dannede bjergene og skabte vinden, søg ham, der dannede de Syvstjernerne og Orion, som forvandler dødens skygge til morgenen og formørker dagen til nat." I fordømmelse af hans halv-religiøse, opportunistiske, og nogle gange umoralske medmennesker, forsøgte han at beskrive den ubønhørlige retfærdighed hos en uforanderlig Jahve, når han sagde til de onde: "Selvom de gravede sig ind i helvede, skal jeg tage dem derfra; selvom de klatre op til himlen, vil jeg bringe dem ned derfra." "Selvom de går ind i fangenskab, af deres fjender, vil jeg sende retfærdighedens sværd, og det skal slå dem ihjel." Amos forskrækkede yderligere sine tilhørere, når han pegede en irettesættende og anklagende fingre ad dem, og i Jahves navn erklærede: "Sandelig, jeg vil aldrig glemme nogen af dette, som du har gjort." "og jeg vil finkæmme Israels Hus blandt alle nationer som hvede er sigtet i en sigte".

Amos proklamerede Jahve som "Gud af alle nationer", og advarede israelitterne, at ritualet ikke må træde i stedet for retfærdighed. Før denne modige lærer blev stenet til døde, havde han spredt nok surdej af sandhed for at redde læren om den øverste Jahve; han havde sikret den videre udvikling af den Melkisedekske åbenbaring.
Hoseas fulgte Amos og hans lære om en retfærdig universel Gud ved at vække Moses opfattelse om en kærlig Gud til live. Hoseas prædikede tilgivelse gennem omvendelse, ikke gennem offer. Han proklamerede en evangelium om kærlig venlighed og guddommelig nåde, og sagde: "Jeg vil trolove dig til mig for evigt; ja, jeg vil trolove dig med mig i retfærdighed og dom, og i nåde og barmhjertighed. Jeg vil endda trolove dig til mig i trofasthed." "Jeg vil elske dem frit, for min vrede er vendt væk."
Hoseas fortsatte trofast de moralske advarsler fra Amos, og sagde om Gud, "Det er mit ønske, at jeg skal tugte dem." Men israelitterne betragtede det som grusomhed grænsende op til forræderi, da han sagde: "Jeg vil sige til dem, der ikke var mit folk, "du er mit folk”; og de vil sige, "Du er vores Gud." "Han fortsatte med at prædike omvendelse og tilgivelse, og sagde: "Jeg vil helbrede deres frafald; Jeg vil elske dem frit, for min vrede er vendt væk." Hoseas proklamerede altid håb og tilgivelse. Hovedtemaet i hans budskab var altid: "Jeg vil have barmhjertighed over mit folk. De skal ikke kende nogen anden Gud, end mig, for der er ingen frelser udover mig."
Amos vækkede hebræernes nationale samvittighed til erkendelsen af, at Jahve ikke ville tolerere forbrydelse og synd iblandt dem, fordi de angiveligt var det udvalgte folk, mens Hoseas slog de første toner i de barmhjertige akkorder om guddommelige medfølelse og kærlig venlighed, der senere var så udsøgt sunget af Esajas og hans medarbejdere.

5. DEN FØRSTE ESAJA

Det var de tider, hvor nogle proklamerede trusler om straf mod personlige synder og nationale forbrydelser blandt de nordlige klaner, mens andre forudsagde ulykke som gengældelse for overtrædelser i det sydlige rige. Det var i kølvandet på denne ophidselse af samvittighed og bevidsthed i de hebraiske nationer, at den første Esajas trådte frem.
Esajas påtog sig at forkynde den evige Guds natur, hans uendelige visdom, hans uforanderlige perfektion i hans pålidelighed. Han repræsenterede Israels Gud som sagde: "Jeg vil gøre dommen til mållinje og retfærdighed til vægte." "Herren vil give jer hvile fra din sorg og fra din frygt og fra den hårde trældom, som mennesket er blevet pålagt." "Dine ører skal høre et ord bag dig og sige: "Det er vejen, gå på den." "Se, Gud er min frelse, jeg vil stole på og ikke være bange, for Herren er min styrke og min sang." "Kom nu og lad os gå til rette med hinanden, siger Herren,” Er jeres synder som skarlagen, kan de blive hvide som sne; og er de røde som purpur, kan de blive som uld.”

Når han talte til de skrækslagne og i sjælen sultende hebræere, sagde denne profet: "Rejs jer og skin, for dit lys er kommet, og Herrens herlighed er steget op over dig." "Herrens ånd er over mig, fordi han har salvet mig til at forkynde glædens budskab til de sagtmodige; han har sendt mig til at læge dem som har et knust hjerte, for at udråbe frihed for de fangne og åbningen af fængslet til dem, der er lænket." "Jeg glæder mig i høj grad i Herren, min sjæl skal juble i min Gud, for han har klædt mig med klæder af frelse og har dækket mig med sin kappe af retfærdighed." "og i alle deres trængsler har han lidt med dem, og hans tilstedeværende engel reddede dem. I sin kærlighed og i sin medlidenhed indløser han dem."
Efter Esajas kom Mika og Obadja, der bekræftede og forskønnede hans sjælstilfredsstillende evangelium. Disse to modige budbringere fordømte dristigt hebræernes præstestyret ritual og angreb frygtløst hele offersystem.
Mika fordømte "regenterne, der dømte for bestikkelse og præsterne, der underviste for betaling, og de profeter, der spåede for pengene.” Han underviste om en tid af frihed fra overtro og præstedømme og sagde: "Enhver skal sidde under sin egen vinstok, og ingen skal forskrække ham, for alle mennesker vil leve, hver efter hans forståelse af Gud.
Konstant var kernen i Mikas budskab: "Skal jeg komme til Gud med brændofre? Vil Herren være tilfreds med tusind væddere eller med ti tusinde floder af olie? Skal jeg give min førstefødte for min overtrædelse, frugten af min krop for synden af min sjæl? Han har vist mig, o menneske, hvad der er godt; og hvad kræver Herren af jer, andet end at gøre retfærdigt og at elske barmhjertighed og at vandre ydmygt med din Gud." Det var en stor tidsalder; det var virkelig spændende tider, hvor dødelige mennesker for mere end to og en halv årtusinder siden hørte, og nogle endda troede, på sådanne frigørende budskaber. Hvis det ikke havde været for præsternes stædige modstand, ville disse lærere have væltet hele det blodige ceremonielle af den hebraiske rituelle tilbedelse.

6. DEN FRYGTLØSE JEREMIA

Selv om flere lærere fortsatte med at udlægge Esajas evangelium, blev det Jeremias opgave at tage det næste dristige skridt i internationaliseringen af Jahve, hebræernes Gud.
Jeremias erklærede frygtløst, at Jahve ikke var på hebræernes side i deres militære sammenstød med andre nationer. Han hævdede, at Jahve var hele jordens, alle nationer, og alle folks Gud. Jeremias undervisning var crescendo af den stigende bølge af internationaliseringen af Israels Guds; endeligt og for altid proklamerede denne frygtløse prædikant, at Jahve var Gud af alle nationer, og at der ikke var nogen Osiris for egypterne, Bel for babylonierne, Ashu for assyrerne, eller Dagon for Filisterne. Således havde hebræernes religion del i den renæssance af monoteisme som foregik over hele verden på omkring og efter denne tid; for endelig havde opfattelsen om Jahve hævet sig op til et guddomsniveau af planetarisk og endda kosmisk værdighed. Mange af Jeremias medarbejdere fandt det vanskeligt at forestille sig Jahve uafhængig fra den hebraiske nation.
Jeremias prædikede også den retfærdige og kærlige Gud beskrevet af Esajas, når han erklærede: "Ja, jeg har elsket dig med en evig kærlighed; derfor med kærlig ømhed draget dig til mig.” ”For han plager ikke villigt menneskenes børn."
Denne frygtløse profet sagde: "Retfærdig er vor Herre, stor i råd og mægtig i arbejde. Hans øjne er åbne for alle menneskenes sønner, for at give hver efter hans livsstil og i henhold til frugten af hans gerninger." Det blev anset for at være blasfemisk forræderi, når han under belejringen af Jerusalem, sagde: ”Og nu har jeg givet disse lande i hænderne på min tjener Nebukadnezar, Babylons konge.” Da Jeremias rådede byen til overgivelse, kastede præsterne og de civile herskere ham ned i en mudrede hul af en dyster fangekælder.


7. DEN ANDEN ESAJA

Den hebraiske nations undergang og deres fangenskab i Mesopotamien ville have været til stor gavn for deres voksende teologi havde det ikke været for den afgørende beslutning af deres præsteskab. Deres nation var faldet for Babylons hære, og deres nationalistiske Jahve havde lidt af de åndelige leders internationalistiske prædikener. Det var vrede over tabet af deres nationale gud, der fik de jødiske præster til at gå til sådanne yderligheder i opfindelsen af fabler og mangfoldige mirakuløse begivenheder i hebræernes historie i et forsøg på at genoprette jøderne som det udvalgte folk, selv inden for rammerne af den nye og udvidet opfattelse om en internationaliseret Gud for alle nationer.
Under fangenskab blev jøderne meget påvirket af babyloniske traditioner og legender, selv om det skal bemærkes, at de ufejlbarligt forbedrede den moralske tone og åndelige betydning af de kaldæiske historier, som de adopterede, uanset at de altid fordrejede disse legender så de afspejlede ære og herlighed på forfædrene til Israels folk og historie.
Disse hebraiske præster og skriftkloge havde en enkelt idé i deres sind, og det var rehabiliteringen af den jødiske nation, forherligelse af hebraiske traditioner, og ophøjelse af deres racemæssige historie. Hvis der er vrede over, at disse præster har givet deres fejlagtige idéer til en så stor del af den vestlige verden, bør det erindres, at de ikke gjorde dette med vilje; de gjorde ikke krav på, at det de skrev, var inspireret; de hævede ikke, at de skrev en hellig bog. De var kun i færd med at forberede en lærebog med det formål at styrke deres medmenneskers svindende mod, i fangenskabet. De agtede absolut at forbedre deres landsmænds nationale ånd og kampvilje. Det tilkom senere tiders mennesker at samle disse og andre skrifter i en håndbog med angivelig ufejlbarlig lære.
Efter fangenskabet anvendte det jødiske præsteskab i udstrakt grad disse skrifter, men de var stærkt hæmmet i deres indflydelse på deres medfanger ved tilstedeværelsen af en ung og ukuelige profet, Esajas den anden, der var fuld omvendt til den ældre Esajas lære om Guds retfærdighed, kærlighed, retskaffenhed og barmhjertighed. Han mente også, ligesom Jeremias, at Jahve var blevet alle nationers Gud. Han prædikede disse teorier om Guds karakter så kraftfuldt, at han vandt konvertitter ligeligt blandt jøderne og deres fangevogtere. Denne unge prædikant efterlod optegnelser på sin lære, som de fjendtlige og nådesløse præster søgte at adskille fra alt forbundet med ham, selv om den rene respekt for indholdets skønhed og storhed førte til deres inkorporering blandt skrifter af den tidligere Esajas. Derfor kan man finde denne anden Esajas skrifter i bogen af samme navn, omfattende kapitlerne fyrre til femoghalvtreds.
Ingen profet eller religiøs lærer fra Makiventa til Jesu tid nået op til det høje begreb om Gud, som Esajas den anden proklamerede under disse dage i fangenskabet. Det var ikke nogen lille, menneskelignende, menneskeskabt Gud, som denne åndelige leder proklamerede. "Se, han løfter øerne som et sandkorn." ”Og da himlen er højere end jorden, så meget højere er mine veje over jeres veje og mine tanker højere end jeres tanker."
Omsider så Makiventa Melkisedek de menneskelige lærere proklamerer en virkelig Gud for de dødelige mennesker. Ligesom Esajas det første, prædikede denne leder en Gud som var en universel skaber og opretholdelser. "Jeg har skabt jorden og sat mennesket på den. Jeg har ikke skabt den til at være øde; men dannede den til at blive beboet. " "Jeg er den første og den sidste og udover mig findes der ingen Gud." Når han talte om Herren, Israels Gud, sagde denne nye profet:" Himlene kan forsvinde og jorden blive gammel, men min retfærdighed forbliver evigt, og min frelse fra generation til generation. " "Frygt ikke, for jeg er med dig; vær ikke forfærdet, for jeg er din Gud."  "Udover mig er der ingen Gud - ingen Gud, der er retfærdig og som frelser. "
Det trøstede de jødiske fanger, som det har trøstet tusinder og atter tusinder lige siden, at høre sådanne ord som: "Dette siger HERREN: "Jeg har skabt dig, jeg har indløst dig, jeg har kaldt dig ved dit navn; du er min." " "Når du passerer gennem vandet, vil jeg være med dig, da du er værdifuld i mine øjne." "Kan en kvinde glemme sit diende barn, at hun ikke skulle have medlidenhed med sin søn? Ja, hun kan glemme, men jeg vil ikke glemme mine børn, for se jeg har skrevet dem på mine håndflader; jeg har endda dækket dem med skyggen af mine hænder." "Lad den ugudelige forlade sin vej og det uretfærdige menneske sine tanker, og lad dem vende tilbage til Herren, og han vil forbarme sig over dem, og til vor Gud, for han vil rigeligt tilgive."
Lyt igen til evangeliet om denne nye åbenbaring af Salems Gud: "Han skal vogte sin hjord som en hyrde; han skal samle lammene i sine arme og bærer dem i sin favn. Han giver kraft til den svage, og han forøger de magtesløses styrke. Dem, der venter på Herren, får nye kræfter; de vil rejse sig som på ørnevinger; de skal løbe og ikke blive trætte; de skal gå og ikke blive svage."
Dette Esajas gennemførte en omfattende spredning af evangeliet om en stadig voksende opfattelse af øverste Jahve. Han kappedes med Moses i veltalenhed, hvormed han portrætterede Herren, Israels Gud, som den universelle Skaber. Han var poetisk i sin skildring af den Universelle Faders uendelige egenskaber. Ikke flere smukke udtalelser om den himmelske Fader er nogensinde blevet lavet. Ligesom Salmerne, høre Esajas tekster blandt de ædleste og sandeste præsentationer af den åndelige opfattelse om Gud som nogensinde har kærtegnet de dødelige ører forud for Mikael ankomst  på Urantia. Lyt til hans skildring af guddommen: "Jeg er den høje og ophøjede, der bor i evigheden." "Jeg er den første og den sidste, og ved siden af mig, er der ingen Gud." "Og Herrens hånd er ikke for kort, så den ikke kan frelse, og hans øre er ikke lukket, så han ikke kan høre.” Det var en ny doktrin i jødedommen, når denne ærværdige, men kommanderende profet vedvarende prædikede den guddommelig bestandighed, Guds trofasthed. Han erklærede, at "Gud ville ikke glemme, ville ikke svigte."
Denne dristige lærer proklamerede, at mennesket var i et meget tæt forhold til Gud og sagde: "Enhver, der kaldes ved mit navn har jeg skabt til min ære, og de vil forkynde min ros. Jeg er selv den, som udsletter deres overtrædelser af respekt for mig selv, og jeg kan ikke huske deres synder."
Hør denne store hebræer nedrive begrebet om en national Gud, når han i salighed forkynder guddommeligheden hos den Universelle Fader, om hvem han siger, "Himlen er min trone, og jorden er min fodskammel.” Esajas Gud var ikke desto mindre hvad angår hellighed, majestætisk, retfærdig og uigennemskuelighed. Ørkenbeduinernes opfattelse om den vrede, hævngerrige og jaloux Jahve er næsten forsvundet. En ny opfattelse om den øverste og universelle Jahve er opstået i de dødelige menneskers sind, for aldrig mere at blive tabt igen ud af syne. Realiseringen af guddommelig retfærdighed har påbegyndt tilintetgørelsen af den primitive magi og biologiske frygt. Til sidst, er mennesket introduceret til et univers af lov og orden og på en universel Gud, som er pålidelig og har endelige egenskaber.
Aldrig ophørte denne prædikant af en himmelsk Gud med at forkynde denne Gud som kærlighedens Gud. "Jeg bor i det høje og hellige sted, men også med den, som er angerfuld og har en ydmyg ånd.” Yderligere andre trøstende ord talte denne store lærer til sine samtidige: "Og Herren vil lede dig hele tiden og tilfredsstille din sjæl. Du skal være som en vandrig have, og som en kilde, hvis vand ikke svigter. Og hvis fjenden kommer ind som en oversvømmelse, vil Herrens ånd løfte et forsvar mod ham.” Endnu en gang skinnede Melkisedeks frygtødelæggende evangelium og Salems tillidsskabende religion frem til velsignelse for menneskeheden.
Den fremsynede og modige Esajas effektivt overskyggede den nationalistiske Jahve ved hans ædle beskrivelse af majestætiske og universelle almagt der kendetegner den øverste Jahve, kærlighedens Gud, universets hersker, og kærlig Fader for hele menneskeheden. Lige siden de begivenhedsrige dage har den højeste gudsopfattelse i Vesten indbefattet universel retfærdighed, guddommelig nåde, og evig retfærdighed. I et fremragende sprog og med mageløs nåde beskrev denne store lærer den almægtige Skaber, som alles kærlige Fader.
Denne profet prædikede under fangenskabets tid for sit folk og til mennesker fra mange nationer, hvor de lyttede til ham ved floden i Babylon. Denne anden Esajas gjorde meget for at modvirke de mange forkerte og racemæssigt egoistiske begreber vedrørende den lovede Messias mission. Men i denne indsats var han ikke helt vellykket. Havde præsterne ikke dedikeret sig til arbejdet med at opbygge en misforstået nationalisme, så ville de to Esaja profeters lære har forberedt vejen for anerkendelse og modtagelse af den lovede Messias.

8. HELLIG OG VERDSLIG HISTORIE

Skikken med at betragte optegnelserne om hebræerne erfaringer, som hellig historie og hændelserne i resten af verden som verdslig historie er årsag til meget af den forvirring, der hersker i det menneskelige sind med hensyn til fortolkningen af historien. Denne vanskelighed opstår, fordi jøderne ikke har nogen verdslig historieoptegnelser. Efter at præsterne under det babylonske fangenskab havde forberedt deres nye fremstilling af Guds angiveligt mirakuløse omgang med hebræerne, dvs. Israels hellige historie som præsenteres i Det Gamle Testamente, ødelagde de omhyggeligt og fuldstændig de eksisterende registreringer af hebraiske anliggender - sådanne bøger som " Israels Kongernes gerninger "og" Judas Kongernes gerning, "sammen med flere andre mere eller mindre nøjagtige optegnelser om hebræernes historie.
For at forstå, hvordan det ødelæggende tryk og den uundgåelige tvang af verdslig historie, kunne terroriserede de fangne jøder og regeret af udlændinge, til det punkt hvor de forsøgte at omskrive og genopfinde deres historie, skal vi kort gennemgå deres forvirrende nationale erfaringer. Man skal huske, at jøderne ikke udviklede nogen tilfredsstillende ikke-teologisk livsfilosofi. De kæmpede med deres originale og egyptiske begreber om guddommelige belønninger for retfærdighed kombineret med dystre straffe for synd. Den dramatiske historie om Jobs var noget af en protest mod denne fejlagtige filosofi. Den åbenhjertige pessimisme i Prædikerens bog var en verdslig klog reaktion på disse overoptimistiske overbevisninger om Forsynet.
Fem hundrede år af fremmede herskers overherredømme var for meget for selv de tålmodige og hårdt prøvede jøder. Profeterne og præster begyndte at græde: "Hvor længe, o Herre, hvor længe" Når den ærlige jøde søgte i skrifterne, blev hans forvirring endnu værre. En gammel seer lovede, at Gud ville beskytte og levere hans "udvalgte folk". Amos havde truet med, at Gud ville opgive Israel, medmindre de genetableret deres standarder for national retfærdighed. Den skriftlærde, der skrev den Femte Mosebog havde beskrevet det store valg - valget mellem godt og ondt, mellem velsignelsen og forbandelsen. Esajas det første havde prædiket en velgørende frelserkonge. Jeremias havde proklameret en æra af indre retfærdighed - den pagt der skulle skrives ind i deres hjerter. Den anden Esajas talte om frelse ved opofrelse og forløsning. Ezekiel proklamerede udfrielse gennem hengiven tjeneste, og Ezra lovede velstand ved lovlydighed. På trods af alt dette, levede de i trældom, og udfrielsen blev udskudt. Så præsenterede Daniel dramaet om den forestående "krise" - ødelæggelsen af det store idol og den umiddelbare oprettelse af retfærdighedens evige regeringstid, det messianske rige.
Alle disse falske håb førte til en sådan grad af skuffelse og frustration hos hele folket, så jødernes ledere blev så forvirret at de afviste at anerkende og acceptere en guddommelig Paradissøns mission og tjeneste, da han lidt efter kom til dem i lighed af dødeligt kød - inkarnerede som Menneskesønnen.
Alle nutidige religioner har gjort alvorligt fejl når de har forsøgt at forklare en mirakuløs fortolkning af visse epoker af menneskehedens historie. Selv om det er rigtigt, at Gud mange gange som et forsynets indgriben har stukket en fars hånd ind i strømmen af menneskelige anliggender, så er det en fejl at betragte teologiske dogmer og religiøse overtro som værende overnaturlig aflejring som på mirakuløse måde opstår i menneskehedens historiestrøm. Den kendsgerning, at "De Højeste regere i menneskernes rige" forandre ikke den verdslige historie til en såkaldt hellig historie.
Nye Testamente forfattere og senere kristne skriftlærte kompliceret yderligere forvrængningen af hebræernes historie ved deres velmente forsøg på at gøre de jødiske profeter overmenneskelige. Således har hebræernes historie på en ødelæggende måde været udnyttet af både jødiske og kristne forfattere. Hebræernes verdslige historie er grundigt blevet dogmatiseret. Den er blevet omdannet til en fiktion af hellig historie og er blevet uløseligt forbundet med de moralske begreber og religiøse lære i de såkaldte kristne nationer.
 
En kort beskrivelse af højdepunkterne i hebræernes historie vil illustrere, hvordan de faktiske forhold i optegnelserne blev ændret i Babylon af de jødiske præster, så deres folks daglige verdslige historie blev til en fiktiv og hellig historie.

9. HEBRÆERNES HISTORIE

Der var aldrig tolv israelitiske stammer - kun tre eller fire stammer som bosatte sig i Palæstina. Den hebraiske nation opstod som et resultat af foreningen mellem de såkaldte israelitter og kanaanæerne. "Israels børn boede blandt Kanaanæerne. Og de tog deres døtre til at være deres hustruer og gav deres døtre til kanaanæernes sønner." Hebræerne drev aldrig kanaanæerne ud af Palæstina, selv om præsternes registrering af disse ting uden tøven erklærede, at de gjorde.
Den israelitiske bevidsthed tog oprindelse i Efraims bjergland; den senere jødiske bevidsthed fik sin begyndelse i Juda klanen i syd. Jøderne (judæere) har altid forsøgt at bagvaske og sværte de nordlige israelitters (Efraimiterne) rygte.
Den indbildske hebraiske historieskrivning begynder med at Sauls samler de nordlige klaner til at modstå et angreb fra ammonitterne på deres stammebrødre - Gileaditerne - øst for Jordan. Med en hær på lidt mere end tre tusind besejrede han fjenden, og det var denne bedrift, der fik bjergstammerne til at gøre ham til konge. Når præsterne i eksil omskrev denne historie, hævede de styrken af Sauls hær til 330.000, og tilføjede "Juda" til listen over stammerne, der deltog i kampen.
Umiddelbart efter ammoniternes nederlag valgte Sauls tropper ham til konge ved en offentlig afstemning. Ingen præst eller profet deltog i denne affære. Senere, sætter præsterne det ind i beretningen, at Saul blev kronet til konge af profeten Samuel i overensstemmelse med guddommelige anvisninger. Dette gjorde de for at etablere en "guddommelig linje for nedstigning" for Davids judaistiske kongedømme.
Den største af alle fordrejninger af jødisk historie havde at gøre med David. Efter Sauls sejr over ammonitterne (som han tilskrev Jahve) blev filisterne alarmeret og begyndte at angribe de nordlige klaner. David og Saul kunne aldrig blive enige. David gik med seks hundrede mand med i en alliance ledet af filisterne og marcherede op langs kysten til Esdraelon. Ved Gat befalede filisterne David væk fra slagmarken; de frygtede han kunne gå over til Saul. David trak sig; filisterne angreb og besejrede Saul. De ville ikke have været i stand til dette, hvis David havde været loyal over for Israel. Davids hær var en polyglot samling af utilfredse, og den bestod hovedsaglig af sociale afvigere og flygtninge fra retfærdighed.
Sauls tragiske nederlag mod filisterne ved Gilboa bragte Jahve til et lavpunkt blandt guderne i de omkringliggende kanaanæernes øjne. Normalt ville Sauls nederlag være blevet tilskrevet frafald fra Jahve, men denne gang anså de judaistiske redaktører, at det var på grund af ritual fejl. De behøvede traditionen med Saul og Samuel som baggrund for Davids kongedømme.
David med sin lille hær slog sit hovedkvarter op i den ikke-hebraiske by Hebron. Snart udråbte hans landsmænd ham til konge af det nye Judas rige. Juda bestod hovedsageligt af ikke-hebraiske elementer - Keniterne, Calebiter, Jebusiterne, og andre Kanaanæer. De var nomader - hyrdefolk - og derfor tilhængere af den hebraiske idé om ejendomsretten til jorden. De holdt sig til ørkenklanernes ideologier.
Forskellen mellem hellig og verdslig historie er godt illustreret ved de to forskellige historier om at gøre David til konge, som findes i Det Gamle Testamente. En del af den verdslige historie om, hvordan hans nærmeste tilhængere (hans hær) udråbte ham til konge blev uforvarende efterladt i skriften af præsterne, som efterfølgende udarbejdet den langvarige og kedelige beskrivelse af den hellige historie, hvori er afbildet, hvordan profeten Samuel, ved guddommelig inspiration, udvalgte David blandt sine brødre og derefter fortsatte formelt og ved kunstfærdige og højtidelige ceremonier at salve ham til konge over hebræerne og derefter at forkynde ham Sauls efterfølger.
Så mange gange undslap det og mislykkedes det for præsterne, efter forberedelse af deres fiktive fortællinger om Guds mirakuløse forhandlinger med Israel, til helt at udslette de åbenlyse og faktuelle udsagn, som allerede var blevet indført i krønikerne.
David forsøgte at forbedre sin politisk position ved først at gifte sig med Sauls datter, siden med enken efter den rige edomit Nabal, og derefter med datteren af Talmaj, kongen af Gesjur. Han tog seks koner fra kvinderne i Jebus, for ikke at nævne hetittens hustru Batseba.
Det var med sådanne metoder og ud af disse mennesker, at David opbyggede fiktionen om en guddommelig Judas rige som afløser for arvtager til traditionerne og kulturarv fra efraimiternes nordlige rige Israel, som var ved at falde fra hinanden. Davids kosmopolitiske Judas stamme var mere ikke jødisk end jødisk; ikke desto mindre kom Efraims undertrykte ældste ned og "salvede ham til konge af Israel." Efter en militær trussel, foretog David derefter en aftale med Jebusiterne og etablerede sin hovedstad i Det Forenede Kongerige ved Jebus (Jerusalem), som var en by med stærke vægge midtvejs mellem Juda og Israel. Filisterne blev bange, og angreb snart David. Efter en hård kamp blev de besejret, og endnu engang blev Jahve etableret som "Herren, Hærskarernes Gud."
Men Jahve må nødvendigvis dele noget af denne ære med kanaanæernes guder, for hovedparten af Davids hær var ikke hebræer. Så kommer det sig at der i jeres skrifter findes (overset af de judæiske redaktører) denne afslørende erklæring: "Jahve har nedbrudt mine fjender foran mig. Derfor fik stedet navnet Baal-Perazim.” De gjorde dette, fordi firs procent af Davids soldater var tilbedere af Baal.
David forklarede Sauls nederlag ved Gilboa ved at påpege, at Saul havde angrebet en af kanaanæernes byer, Gibeon, hvis folk havde en fredsaftale med Efraimiterne. På grund af dette, forlod Jahve ham. Selv i Sauls tid havde David forsvaret den kanaanæiske by Kilah mod filisterne og derefter placeret han sin hovedstad i en kanaanæisk by. I overensstemmelse med sin politik for kompromis i forhold til kanaanæerne, afleverede David syv af Sauls efterkommere over til gibeonitterne for at blive hængt.
Efter filisternes nederlag, fik David "Jahves ark", i sin besiddelse, bragte den til Jerusalem og gjorde tilbedelsen af Jahve officielt i hans rige. Derefter lagde han tunge tvangsskatter på de omkringliggende stammer - edomitterne, moabitterne, ammonitterne, og syrere.
Davids korrupte politiske maskine begyndte at få personlig besiddelse af jord i den nordlige del i strid med de hebraiske skikke og skaffede sig snart kontrol over karavanetaksterne som tidligere var opkrævet af filistrene. Siden kom en række grusomheder, som nåede sit klimaks med mordet på Urias. Alle retslige klager blev afviklet i Jerusalem; "de ældste" kunne ikke længere udmåle retfærdighed. Intet under at oprøret brød ud. I dag kunne Absalon måske kaldes en demagog; hans mor var kanaanæisk. Der var en halv snes kandidater til tronen udover Batseba søn - Salomon.
Efter Davids død rensede Salomon den politiske maskine for alle nordlige indflydelser men fortsatte med den samme undertrykkelse og beskatning som sin fars regime. Salomon bragte nationen til konkurs ved hans overdådige domstol og ved hans omfattende byggeprogram: Der var Libanons hus, Faraos datters palads, Jahves tempel, kongens palads, og genoprettelse af bymurene i mange byer. Solomon byggede en stort hebraisk flåde, der blev styret af syriske søfolk og havde handel med hele verden. Hans harem udgjorde næsten tusind.
På dette tidspunkt faldt Jahves tempel i Silo i unåde, og hele nationens religiøse liv blev centreret på det smukke kongelige kapel i Jebus. Det nordlige kongedømme vendte snart tilbage til tilbedelse af Elohim. De nød faraoernes fordel. Faraoerne slavebandt senere Juda, og satte det sydlige kongerige under beskatning.
Det gik op, og det gik ned - krigen mellem Israel og Juda. Efter fire års borgerkrig og tre dynastier, faldt Israel i hænderne på byens despoter, der begyndte at handle med jord. Selv kong Omri forsøgte at købe Semers landejendom. Afslutningen nærmede sig hastigt, da Salmanassar III besluttede at tage kontrol over Middelhavskysten. Kong Akab af Efraim samledes ti andre grupper, og satte sig til modværge ved Karkar; slaget blev uafgjort. Assyrerne blev stoppet, men de allierede led store tab. Denne store kamp er ikke engang nævnt i Det Gamle Testamente.
Nye problemer begyndte, da kong Akab forsøgte at købe jord fra Nabot. Akabs fønikiske kone forfalskede Akabs navn på dokumenterne, der besluttede, at Nabots jord skulle konfiskeres på anklagen om, at han havde bespottet "Elohim og kongens" navn. Han og hans sønner blev straks henrettet. Den kraftfulde Elias stod frem og fordømte Akab for mordet på Naboterne. På denne måde begyndte Elias, som var en af de største af profeterne, sin undervisning som en forsvarer af den gamle jords traditioner mod Baaltilbedernes indstilling om at sælge jord, mod byernes forsøg på at dominere landet. Reformen lykkedes imidlertid ikke, indtil udlejeren Jehu, som var fra landdistriktet gik sammen med sigøjnerhøvdingen Jonadab for at ødelægge Baal profeterne (ejendomsmæglere) i Samaria.
Et nyt liv begyndte, da Jehoas og hans søn Jeroboam befriede Israel fra sine fjender. På dette tidspunkt herskede der i Samaria en gangsteradel, hvis hærgen konkurrerede med dem af Davids dynasti fra gamle dage. Stat og kirke gik hånd i hånd. Forsøget på at undertrykke ytringsfriheden førte Elias, Amos og Hoseas til at begynde deres hemmelige skrift, og dette var den egentlige begyndelse af de jødiske og kristne bibler.
Det nordlige kongedømme forsvandt ikke fra historien indtil Israels konge konspirerede med kongen af Egypten og nægtede at betale yderligere skat til Assyrien. Så begyndte den tre årig belejring efterfulgt af det nordlige riges samlede opløsning. På denne måde forsvandt Efraim (Israel). Juda - jøderne, de "tilbageblevne af Israel" - var begyndt at koncentrere ejendomsretten til jorden i hænderne på de få, med Esajas ord, "Tilføje hus til hus og mark til mark." Snart var der i Jerusalem et tempel for Baal ved siden af Jahves tempel. Dette rædselsregime sluttede med et monoteistisk oprør ledet af drengekongen Joas, som i femogtredive år kørte en kampagne for Jahve.
Den næste konge, Amazja, havde problemer med de oprørende skattebetalende edomiterne og deres naboer. Efter en klar sejr over dem vendte han sig mod deres naboer mod nord og var lige så klart besejret. Så gjorde folk i landdistrikterne oprør; de myrdede kongen og satte hans seksten år gamle søn på tronen. Det var Azarja, kaldet Uzzija af Esajas. Efter Uzzija, gik alt fra slemt til værre, men Juda eksisteret i endnu hundrede år ved at betale skat til Assyriens konger. Esajas den første fortalte dem, at Jerusalem er Jahves by aldrig ville falde. Men Jeremias tøvede ikke med at proklamere dens undergang.
Den virkelige undergang af Judas blev foretaget af en korrupt og rig ring af politikere, der opererede under drengekongen Manasses regeringstid. Den skiftende økonomi begunstiget en tilbagevenden til tilbedelsen af Baal, hvis private jordhandler var imod Jahveideologi. Assyriens fald og Egyptens fremgang bragte udfrielse til Juda for en tid, og landbefolkningen tog over. Under Josias ødelagde de ringen af korrupte politikere i Jerusalem.
Men denne æra kom til en tragisk ende, da Josias overmodigt drog ud for at standse Nekos mægtige hær på vej op langs kysten fra Egypten for at hjælpe Assyrien mod Babylon. Han blev udslettet, og Juda kom under tribut til Egypten. Baals politiske parti vendte tilbage til magten i Jerusalem, og dermed begyndte den virkelige egyptiske trældom. Derefter fulgte en periode, hvor baalpolitikerne kontrollerede både domstolene og præsteskabet. Baaltilbedelse var et økonomisk og socialt system der beskæftigede sig med ejendomsrettigheder samt havde at gøre med jordens frugtbarhed.
Med omstyrtelsen af Neko af Nebukadnesar, faldt Juda under det Babylonske styre og fik ti års nåde, men gjorde snart oprør. Da Nebukadnezar marcherede imod dem, startede judæerne sociale reformer, såsom at frigive slaver, for at påvirke Jahve. Når den babylonske hær midlertidigt trak sig tilbage, frydede hebræerne sig over at deres reformmagi havde reddet dem. Det var i denne periode, at Jeremias fortalte dem om den forestående undergang, og snart vendte Nebukadnesar tilbage.
Så kom slutningen af Judas pludseligt. Byen blev ødelagt, og folket blev ført bort til Babylon. Kampen mellem Jahve og Baal sluttede med fangenskab. Fangenskab var et chok som gjorde resten af Israels folk til monoteister.
I Babylon kom jøderne til den konklusion, at de ikke kunne eksistere som en lille gruppe i Palæstina, med deres egne ejendommelige sociale og økonomiske skikke, og at hvis deres ideologier skulle sejre, skulle de omvende hedningerne. Således opstod deres nye skæbne begreb - tanken om, at jøderne skulle blive Jahves udvalgte tjenere. Det Gamle Testamentes jødiske religion udviklede sig virkelig under fangenskabet i Babylon.
Læren om udødelighed tog også form i Babylon. Jøderne havde tænkt, at idéen om det fremtidige liv forringede vægten af deres evangelium om social retfærdighed. Nu erstattede teologien for første gang sociologi og økonomi. Religionen var ved at tage form som et system af menneskelig tænkning og adfærd stadig mere og mere adskilt fra politik, sociologi og økonomi.
Således afslører sandheden om det jødiske folk, at meget af det, der er blevet anset for værende hellige historie viser sig at være lidt mere end en almindelig verdslig historiekrønike. Jødedommen var grobunden, hvorfra kristendommen voksede, men jøderne var ikke et mirakuløst folk.

10. DEN HEBRAISKE RELIGION

Israelernes ledere havde lært dem, at de var et udvalgt folk, ikke på grund af nogen særlig fordel og ikke fordi de havde noget monopol på guddommelig gunst, men for den særlige opgave at bære sandheden om den ene Gud ud til enhver nation. De havde lovet jøderne, at hvis de ville opfylde dette kald, vil de blive de åndelige ledere af alle folkeslag, og at den kommende Messias ville som Fredsprins regere over dem og hele verden.
Da jøderne var blevet frigivet af perserne, vendte de tilbage til Palæstina blot for at falde i trældom til deres egne præstestyret lovsamlinger, ofringer og ritualer. Ligesom de hebræiske klaner afviste den vidunderlige historie om Gud som Moses havde præsenteret i sin afskedstale for ritualoffer og bod, så afviste også disse rester af den hebraiske nation den anden Esajas storslåede opfattelse om de love, forskrifter og ritualer for deres voksende præstedømme.
National egoisme, falsk tro på en misforstået lovede Messias, og det tiltagende slaveri og undertrykkelse af præstedømmet bragte stemmerne fra de åndelige ledere (med undtagelse af Daniel, Ezekiel, Haggai og Malakias) til evig tavshed. Fra den tid og frem til tidspunktet for Johannes Døberen oplevede hele Israel en dybere åndelig tilbagegang. Jøderne mistede dog aldrig begrebet om den Universelle Fader; helt op til det tyvende århundrede efter Kristus, har de fortsat med at følge denne guddomsopfattelse.
Fra Moses til Johannes Døberen strakte der sig en ubrudt linje af trofaste lærere, der bragte den monoteistiske fakkel af lys fra den ene generation til den anden, mens de uophørligt irettesatte skrupelløse herskere, fordømte de kommercialiserede præster, og altid formanede folket til at holde sig til tilbedelsen af det øverste Jahve, Herren, Israels Gud.
Som nation mistede jøderne efterhånden deres politiske identitet, men den hebraiske religion om en oprigtig tro på én eneste og universel Gud fortsætter med at leve i hjertet på de spredte landflygtige. Denne religion overlever, fordi den effektivt har virket for at bevare sine tilhængers højeste værdier. Den jødiske religion bevarede faktisk et folks idealer, men den lykkedes ikke at fremme fremskridt og tilskynde filosofiske kreative opdagelse i en verden af sandheden. Den jødiske religion havde mange fejl - den var mangelfuld i filosofi og næsten blottet for æstetiske kvaliteter - men den bevarede moralske værdier; og derfor overlevede den. Sammenlignet med mange andre begreber om guddom var den øverste Jahve, klar, levende, personlig og moralsk.
Jøderne elskede retfærdighed, visdom, sandhed og retskaffenhed, som kun nogle få folk, men de bidrog mindst af alle folkeslag til den intellektuelle forståelse og til den åndelige indsigt af disse guddommelige kvaliteter. Selvom hebraisk teologi nægtede at ekspandere, spillede den en vigtig rolle i udviklingen af to andre verdensreligioner, kristendommen og muhamedanisme.
Den jødiske religion blev også bevaret på grund af dens institutioner. Det er svært for religionen at overleve som den private udøvelse af isolerede individer. Religiøse ledere har altid gjort sig skyldige i denne fejltagelse: At når de ser det onde i institutionaliseret religion, forsøger de at ødelægge de procedurer, der involverer gruppeaktiviteter. I stedet for at ødelægge alt rituelt, burde de hellere reformere dem. I denne henseende var Ezekiel klogere end sine samtidige; selvom han sluttede sig til dem i at insistere på personlig moralsk ansvar, begyndte han også at opbygge en trofast overholdelse af et højerestående og renset ritual.
Således udførte de efter hinanden følgende israelske lærere den største præstation i udviklingen af religion, der nogensinde er opnået på Urantia: den gradvise, men løbende transformation af den barbariske opfattelse af den vilde Jahvedæmon, den jaloux og grusomme åndegud fra den tordnende Sinai vulkan, til den senere ophøjede og himmelske opfattelse af den øverste Jahve, skaberen af alle ting, og hele menneskehedens kærlige og barmhjertige Fader. Dette hebraiske gudsbegreb var den højeste menneskelige visualisering af den Universelle Fader indtil dette tidspunkt, hvor det blev yderligere udvidet og så udsøgt udviklet af de personlige lærdomme og levende eksempel i hans Søn, Mikael af Nebadon.
 
[Præsenteret af en Melkisedek i Nebadon.]

Publiceret 22 juni 2017