Urantia bogen i Danmark (backup)

132. Opholdet i Rom

URANTIA BOGEN  -  KAPITEL 132. OPHOLDET I ROM

EFTERSOM at Gonod havde hilsener med fra fyrsterne i Indien til Tiberius, den romerske hersker, så trådte de to indere og Jesus frem for ham på den tredje dag efter deres ankomst i Rom. Den gnavne kejser var i usædvanligt godt humør denne dag og snakkede længe med de tre. Da de havde forladt ham, bemærkede kejseren, med hensyn til Jesus, til en adjudant som stod ved hans højre hånd: "Hvis jeg havde den unge mands kongelige kropsholdning og behagelig måde, så ville jeg være en rigtig kejser, ikke?"
Mens de var i Rom, havde Ganid regelmæssige timer til studier og til at besøge attraktioner i forskellige dele af byen. Hans far havde mange forretninger at foretage, og da han ønskede, at hans søn ville vokse op og blive en værdig efterfølger i forvaltningen af sine store kommercielle interesser, troede han, at tiden var inde til at introducere drengen til erhvervslivet. Der var mange indiske borgere i Rom, og ofte fulgte en af Gonods egne medarbejdere med ham som tolk, så Jesus havde hele dagen for sig selv; Det gav ham tid til grundigt bekendtskab med denne by med to millioner mennesker. Han var ofte at finde i forummet, der var centrum for det politiske, juridiske og erhvervslivet. Han gik ofte op til Capitolium, og når han så det storslåede tempel dedikeret til Jupiter, Juno og Minerva tænkte på uvidenhedens slaveri, som disse romerne blev holdt i. Han brugte også meget tid på Palatinerhøjen, hvor kejserens residens, Apollon-templet og det græske og latinske biblioteker var placeret.
På dette tidspunkt omfattede Romerriget hele Sydeuropa, Lilleasien, Syrien, Egypten og nordvest Afrika; og dens indbyggere tilhørte borgere i alle lande i den østlige halvkugle. Jesu ønske om at studere og blande sig med denne kosmopolitiske samling af de dødelige på Urantia var hovedårsagen til han samtykke om at gøre denne rejse.
Jesus lærte meget om menneskerne, mens han var i Rom, men det mest værdifulde af alle de mangfoldige erfaringer i hans seks måneders ophold i denne by var hans kontakt med og påvirkning af de religiøse ledere i imperiets hovedstad. Før den første uge i Rom var ovre, havde Jesus opsøgt og stifte bekendtskab med de anerkendte ledere af kynikerne, stoikerne og mysteriekulterne, især mitrasgruppen. Om det var indlysende eller ikke til Jesus, at jøderne ville komme til at afvise hans mission, så forudså han helt sikkert, at hans budbringere om kort tid ville komme til Rom for at proklamere Himmeriget, og så begyndte han på den mest fantastiske måde at bane vejen for en bedre og mere pålidelig modtagelse af deres budskab. Han valgte fem af de førende stoikere, elleve af kynikerne, og seksten af mysteriekultens ledere og tilbragte meget af sin fritid de næsten seks måneder i tæt samarbejde med disse religiøse lærere. Dette var hans undervisningsform: Aldrig nogensinde angreb han deres fejl eller endda nævne fejl i deres lære. I hvert tilfælde valgte han sandheden om, hvad de lærte og fortsatte derefter diskussionen med at forskønne og belyse denne sandhed i deres sind, så denne forhøjede sandhed inden for meget kort tid effektivt fortrængte den tilhørende fejl. Således blev disse mænd og kvinder som Jesus underviste, forberedt til den efterfølgende genkendelse af yderligere og lignende sandheder i de første kristne missionærers lære. Det var denne tidlige accept af evangelieprædikanternes proklamation, der gav den enorme kraft til den hurtige udbredelse af kristendommen i Rom og derfra ud over hele imperiet.
Betydningen af denne bemærkelsesværdige aktivitet kan bedre forstås, når vi bemærket, at kun to af denne gruppe af toogtredive religiøse ledere, som Jesus underviste i Rom var frugtesløs; de tredive blev betydelige personer i etableringen af kristendommen i Rom, og nogle af dem støttede også omdannelsen af det vigtigste mitras tempel til den første kristne kirke i denne by. Vi, der ser menneskelig handling fra den anden side af scenen og i lyset af en periode på nitten århundreder observere kun tre afgørende faktorer ved den første opbyggelse af scenen for kristendommens hurtige spredning ud over hele Europa, nemlig:
    1. Valget og behandlingen af Simon Peter som apostel.
    2. Samtalen i Jerusalem med Stefan, hvis død førte til at Saul fra Tarsus blev vundet for kristendommen.
    3. Den indledende forberedelse af disse tredive romere til senere ledere af den nye religion i Rom og i hele imperiet.
Gennem hele deres liv erfarede hverken Stefan eller de tredive udvalgte, at de nogensinde havde talt med den mand, hvis navn blev genstand for deres religiøse undervisning. Jesu arbejde på vegne af de oprindelige toogtredive var helt personligt. I sit arbejde for disse personer mødte den skriftlærde fra Damaskus aldrig med mere end tre af dem på samme tid, sjældent mere end to, og normalt underviste han dem en ad gangen. Han kunne gøre dette store arbejde med den religiøse uddannelse, fordi disse mænd og kvinder ikke var traditionsbundne. De var ikke ofre for en forudbestemt idé om alle fremtidige religiøse udviklingsfaser.
Der var mange gange i de år, som snart fulgte, at Peter, Paulus og de andre kristne lærere i Rom hørte om denne skriftlærde fra Damaskus, der var gået forud for dem, og som så naturligvis (og som de vedtog, uforvarende) havde banet vejen for deres ankomst med det nye evangelium. Selvom Paulus aldrig rigtig anede identiteten, hos denne skriftlærde fra Damaskus, kom han på grund af ligheden mellem personlige beskrivelser for en kort tid før sin død til den konklusion, at "teltmageren i Antiokia" var den samme som " den skriftlærde fra Damaskus". På et tidspunkt mens Simon Peter prædikede i Rom gjorde han, da han hørte en beskrivelse af den skriftkloge fra Damaskus, at denne person kunne have været Jesus, men han afviste hurtigt tanken, da han udmærket godt vidste (sådan troede han) at Mesteren aldrig havde været i Rom.

1. SANDE VÆRDIER

Det var med Angamon, lederen af stoikerne at Jesus i begyndelsen af sit ophold i Rom havde en samtale, der varede hele natten. Denne mand blev senere en meget god ven af Paul og viste sig at være en af de store tilhængere af den kristne kirke i Rom. I det væsentlige, udtrykt i moderne sprogbrug, gik Jesu undervisning af Angamon ud på følgende:

Standarden for sande værdier skal søges i den åndelige verden og i den evige virkeligheds guddommelige niveauer. For en opstigende dødeligs vedkommende, må alle lavere og materielle standarder ses som forbigående, delvis, og ringere. Videnskabsmanden, som sådan, er begrænset til opdagelsen af forholdet mellem de materielle kendsgerninger. Rent teknisk har han ingen ret til at påstå at være enten en materialist eller idealist, for hvis han gør det, har han taget sig den frihed at opgive holdningen hos en sand videnskabsmand, eftersom at alle sådan påstande af en holdning er selve essensens i filosofi.

Medmindre menneskehedens moralske indsigt og åndelige opnåelse er proportionalt forstørret så kan den ubegrænsede udvikling af en rent materialistisk kultur i sidste ende blive en trussel mod civilisationen. En ren materialistisk videnskab skjuler i sig det potentielle frø til destruktion af alle videnskabelige bestræbelse, for selve denne holdning varsler den ultimative kollaps af en civilisation, som har opgivet sin sans for moralske værdier og forkastet dens åndelige udvikling.

Den materialistiske videnskabsmand og den ekstreme idealist er altid bestemt til at være på kant med hinanden. Dette gælder ikke for de forskere og idealister, der har en fælles standard for høje moralske værdier og åndelige test niveauer. I enhver tidsalder har forskerne og religionsudøverne indset, at deres skæbne er afgjort indenfor det menneskelige behovs domstol. De skal tage afstand fra al gensidig krigsførelse mens de tappert skal forsøge at retfærdiggøre deres fortsatte eksistens ved at øge deres engagement til at tjene det menneskelige fremskridt. Hvis en såkaldt videnskab eller religion i enhver tidsalder er falsk, så må den enten rense sine aktiviteter eller forsvinde før fremkomsten af en materiel videnskab eller åndelig religion af en sandere og værdigere natur.

2. GODT OG ONDT

Mardus var kynikernes anerkendte ledere i Rom, og han blev en meget god ven til den skriftlærde fra Damaskus. Dag efter dag talte han med Jesus, og nat efter nat lyttede han til hans himmelske lære. Blandt de vigtigste samtaler med Mardus hørte det der svaret til at give et svar på denne oprigtige kynikers spørgsmål om godt og ondt. I det væsentlige, og i det tyvende århundrede sprogbrug, sagde Jesus:
Min bror, godt og ondt er blot ord som symboliserer relative niveauer af menneskelig forståelse af det univers, der kan observeres. Hvis du er etisk doven og social ligeglad kan du tage som sin standard for det gode de gældende skikke i samfundet. Hvis du er åndeligt ugidelig og moralsk stagnerende kan du tage som dine standarder for det gode dine samtidige religiøse skikke og traditioner. Men den sjæl, der overlever tid og træder ind i evigheden skal gøre et levende og personligt valg mellem godt og ondt, som de er bestemt af de sande værdier af de åndelige standarder som fastsat af den guddommelige ånd, som jeres himmelske Fader har sendt til at dvæle i det menneskelige hjerte. Denne iboende ånd er standarden af personlighedens overlevelse.
Godhed er som sandhed, altid relativ og står altid i kontrast til det onde. Det er realiseringen af godhedens og sandhedens kvaliteter, der gør det muligt for menneskenes udviklende sjæle at træffe disse personlige valgbeslutninger som er væsentlige for evige overlevelse.
Den åndeligt blinde person, der konsekvent følger videnskabens diktat, samfundets konventioner og dogmer af religion udsætter sig for alvorlig fare for at ofre sin moralske frihed og miste sin åndelige uafhængighed. Sådan en sjæls skæbne er at blive en intellektuel papegøje, en social robot og en slave til religiøs autoritet.
Godhed vokser altid mod nye niveauer af større frihed for moralsk selvrealisering og åndelig personligheds opnåelse - opdagelsen af, og identifikation med den iboende Retter. En oplevelse er god, når den højner påskønnelsen af skønhed, styrker den moralske vilje, forbedrer sandhedens dømmekraft, øger evnen til at elske og tjene sine medmennesker, ophøjer de åndelige idealer og forener menneskets højeste tidsmæssige motiver med Retterens evige plan, som alle fører direkte til et øget ønske om at gøre Faderens vilje og dermed værne om den guddommelige passion for at finde Gud og blive mere som ham.
Når du stiger højere op på skalaen af de skabtes udvikling i universet, vil du finde stigende godhed og aftagende ondt i fuld overensstemmelse med din egen evne til at opleve godhed og skelne sandhed. Evnen til at foretage fejl eller opleve ondskab forsvinder ikke helt indtil den opstigende menneskelige sjæl når de endelige åndelige niveauer.
Godhed er levende, relativ, altid fremadskridende, uvægerligt en personlig oplevelse, og for evigt korreleret med dømmekraft af sandhed og skønhed. Godhed er fundet i erkendelse af det åndelige niveaus positive sandheds værdier, som i den menneskelige erfaring skal ses i modsætning til dens negative modstykke - skyggerne af potentiel ondskab.
Indtil du når Paradisets niveauer, er godhed altid mere hvad du stræber efter, end hvad du har, mere et mål end en indhøstet erfaring. Men selv når du hungrer og tørster efter retfærdighed, oplever du øget tilfredshed i den delvise opfyldelse af godhed. Godhedens og ondskabens tilstedeværelse i verden er i sig selv et positivt bevis for eksistensen og virkeligheden af menneskets moralske vilje, personligheden, der således identificerer disse værdier, og som også kan vælge mellem dem.
På tidspunktet for opnåelse af Paradiset er den opstigende dødeliges evne til at identificere selvet med ægte åndelige værdier blevet så udvidet, at det resulterer i opnåelse af perfektion i besiddelse af livets lys. En sådan perfektioneret ånds personlighed bliver så helt, guddommeligt og åndeligt forenet med godhedens, skønhedens og sandhedens positive og højeste kvaliteter, at der ikke længere findes nogen mulighed, for at en sådan retfærdig ånd vil kaste nogen negativ skygge af potentielle ondskab når den udsættes for den gennemtrængende udstråling fra det guddommelige lys af de uendelige Paradisherskere. I alle sådanne åndelige personligheder, er godhed ikke længere delvis, kontrastiv, og sammenlignende; den er blevet guddommelig komplet og åndeligt fyldt, den nærmer sig den Højestes perfektion og renhed.
Muligheden for det onde er nødvendig for moralske valg, men ikke dens realisering. En skygge er kun relativt virkelig. Virkelig ondskab er ikke nødvendig, som en personlig oplevelse. Potentiel ondskab fungerer lige godt som en beslutnings stimulans i områder af moralske fremskridt på de lavere niveauer af åndelig udvikling. Det onde bliver ikke en realitet før den personlige oplevelse af et moralsk sind vælger at gøre det onde.

3. SANDHED OG TRO

Nabon var en græsk jøde og førende blandt lederne af den vigtigste mysteriekult i Rom, Mitras tilbedelsen. Mens denne ypperstepræst af Mitraismen havde mange drøftelser med den skriftlærde fra Damaskus, blev han mest alvorligt påvirket af deres diskussion en aften om sandhed og tro. Nabon havde tænkt sig at omvende Jesus og havde endda foreslået, at Jesus skulle vende tilbage til Palæstina som en mitras lærer. Lidt vidste han, at Jesus forberedte ham til at blive en af de første, der skulle konverteres til evangeliet om himmelriget. Udtrykt i moderne sprogbrug bestod Jesu lære hovedsagelig af følgende:
Sandheden kan ikke defineres med ord, kun gennem at den leves ud i livet. Sandheden er altid mere end viden. Viden refererer til ting som observeres, men sandheden transcenderer sådanne rent materielle niveauer i det den omgås med visdommen og omfatter sådanne usikkerhedsmomenter som menneskelig erfaring og endda åndelige og levende realiteter. Viden stammer fra videnskaben, visdommen, fra sand filosofi, sandheden fra det åndelige livs religiøse oplevelse. Viden handler med fakta, visdommen, med relationer, sandheden, med virkeligheds værdier.
Mennesket har en tendens til at krystallisere videnskaben, formulere filosofien i formler og dogmatisere sandheden, fordi det er mentalt doven med at tilpasse sig til den fortsatte kamp i livet, mens det også er frygtelig bange for det ukendte. Naturens menneske er langsomt til at ændre deres tankevaner og deres levevis.
Åbenbaret sandhed, personlig opdaget sandhed, er menneskesjælens højeste glæde; det er det materiale sind og den iboende ånds fælles skabelse. Den evige frelse af denne sandhedssøgende og skønheds elskende sjæl, er sikret af den sult og tørst efter godhed som får dette menneske til at udvikle en klar fornemmelse af formålet i at gøre Faderens vilje, for at finde Gud og at blive som ham. Der er aldrig nogen konflikt mellem sand viden og sandhed. Der kan være en konflikt mellem viden og menneskelige overbevisninger, overbevisninger farvet af fordomme, forvrænget af frygt, og domineret af rædsel for at møde nye kendsgerninger, som resulterer i materielle opdagelser eller åndelige fremskridt.
Sandheden kan aldrig blive menneskets besiddelse uden udøvelse af tro. Dette er sandt, fordi menneskets tanker, visdom, etik og idealer aldrig stiger højere end hans tro, hans sublime håb. Alt sådan sand tro er baseret på dyb refleksion, oprigtig selvkritik, og kompromisløs moralsk bevidsthed. Tro er inspirationen til den åndeliggjorte skabende fantasi.
Tro har den virkning at den frigør de overmenneskelige aktiviteters guddommelige gnist, den udødelige kim, der bor i det menneskelige sind, og som er potentialet til evig overlevelse. Planter og dyr overlever i tiden gennem den måde, hvorpå de fra den ene generation til den følgende transmitterer identiske partikler af sig selv. Den menneskelige sjæl (personlighed) overlever den jordiske død ved identitetsforbindelse med den indre guddommelighedsgnist, som er udødelig, og som fungerer for at bære den menneskelige personlighed til et fortsat og højere niveau af progressiv eksistens i universet. Det skjulte frø af den menneskelige sjæl er en udødelig ånd. Den anden generation af sjælen er den første i en række af personligheds manifestationer af åndelig og progressiv eksistens, og vil kun ophører, når denne guddommelige enhed når oprindelsen af sin eksistens, den personlige kilden til al eksistens, Gud, den Universelle Fader.
Menneskelivet fortsætter - overlever - fordi det har en universfunktion, opgaven at finde Gud. Den af troen aktiverede sjæl kan ikke stoppe, før den har opnået dette skæbnemål. Når den engang har opnået dette guddommelige mål, kan det aldrig ophøre, fordi det er blevet ligesom Gud - evig.
Åndelig udvikling er en oplevelse, af den stigende og frivilligt valg af godhed, kombineret med en tilsvarende og progressiv reduktion af muligheden for ondskab. Når den endelige grænse i udvælgelsen af godhed og den afsluttende kapacitet til at sætte pris på sandheden er opnået, opstår der en sådan perfektion af skønhed og hellighed at den ledsagende retfærdighed for evigt forhindrer muligheden for, at selv tanken om potentiel ondskab skulle opstå. En sådan Gud alvidende sjæl kaster ikke skygge af tvivlende ondt når den fungerer på et så højt åndeligt niveau af guddommelig godhed.
Tilstedeværelsen af Paradisånden i menneskets sind udgør åbenbaringens løfte og trosbekræftelsen af en evig eksistens af guddommelig progression for enhver sjæl, der stræber efter at identificere sig med denne udødelige og iboende ånds fragment af den Universelle Fader.
Fremskridt i universet er kendetegnet ved øget personligheds frihed, fordi den er forbundet med en progressiv opnåelse af højere og højere niveauer af selvforståelse og deraf følgende frivillig selvbeherskelse. Opnåelsen af en dyb åndelig selvbeherskelse betyder det samme som hele universets frihed og personlig uafhængighed. Tro fremmer og bevarer den menneskelige sjæl midt i forvirringen af dets tidlige orientering som sådan et stort univers forårsager, mens bønnen bliver den storslået forener af de forskellige inspirationer fra den skabende fantasi og trosimpulserne i en sjæl forsøger at identificere sig selv med åndens idealer af den iboende og tilhørende guddommelige tilstedeværelse.
Disse ord gjorde et stort indtryk på Nabon, ligesom hver samtale, han havde med Jesus. Disse sandheder fortsatte med at brænde i hans hjerte, og han var en stor hjælp for dem, der senere kom til at forkynde evangeliet om Jesus.

4. PERSONLIG TJENESTE

Jesus brugte ikke al sin fritid under sit ophold i Rom til dette arbejde med at forberede mænd og kvinder til at blive fremtidige disciple i det forestående himmelrige. Han tilbragte meget tid med at få et intimt kendskab til alle racer og klasser af mennesker, der levede i den største og mest kosmopolitiske by i verden. I hver af disse mange menneskelige kontakter havde Jesus et dobbelt formål: han ønskede at vide, hvordan folk reagerede på deres liv i kødet, og han ønskede også at sige eller gøre noget, der ville gøre dette liv rigere og mere værd at leve. Hans religiøse lære i disse uger var ikke anderledes end det, der kendetegnede hans senere liv som de tolv apostlenes lærer og prædikant til folkemasserne.
Omdrejningspunktet for hans budskab var altid at understrege den himmelske Faders kærlighed som en kendsgerning, og hans barmhjertighed, som en sandhed, i samarbejde med den gode nyhed, at mennesket er en tros søn af denne samme Gud af kærlighed. Den måde, som Jesus almindeligt anvendte til at skabe sociale kontakter, var, ved at stille spørgsmål for at få folk til at åbne op og tale med ham. Samtalen begyndte normalt med at han stillede dem spørgsmål og endte med at de spurgte ham. Han var lige så dygtig i at undervise både ved at stille spørgsmål og svare på spørgsmål. Som regel, sagde han mindste til dem som han lærte mest. De, der havde den største gavn af hans personlige tjeneste var overbebyrdet, ængstelige, og modløse dødelige, som følte sig meget trøstet af denne lejlighed til at udtømme deres sjæl for en sympatisk og forstående lytter, og det var Jesus i højeste grad, og mere end det. Når disse utilpassede mennesker havde fortalt Jesus om deres problemer, kunne han altid tilbyde praktiske og umiddelbart nyttige forslag med henblik på at korrigere deres virkelige vanskeligheder, selv om han ikke forsømte at sige de ord, som bare derefter gav en følelse af fred og en øjeblikkelig komfort. Uden undtagelse, fortalte han disse nødstedte dødelige om Guds kærlighed og på mange forskellige måder gjorde han dem opmærksomme på, at de var børn af denne kærlige himmelske Fader.
På den måde kom Jesus under sit ophold i Rom i kærlig og opløftende kontakt med over fem hundrede af denne verdens dødelige. Han fik derfor en sådan viden om de forskellige menneskeracer som han aldrig kunne have fået i Jerusalem og næppe selv i Alexandria. Han betragtede altid disse seks måneder som en af de rigeste og mest informative af alle lignende perioder i sit liv på jorden.
Som forventet kunne en sådan alsidig og energisk mand ikke virke på denne måde i seks måneder i verdens metropol uden at blive kontaktet af en lang række personer, der ønskede at sikre sig hans ydelser i forbindelse med nogle forretnings foretagende, eller oftere for nogle projekter vedrørende uddannelse, socialreform eller religiøs bevægelse. Over et dusin af sådanne tilbud blev foretaget, og han udnyttede hver enkelt som en mulighed for med velvalgte ord eller imødegående tjeneste til at udtrykke nogle åndeligt forædlende tanker. Jesus gjorde meget gerne alle slags mennesker tjenester - selv små tjenester.
Han talte med en romersk senator om politik og statsmandskunst, og denne kontakt med Jesus gjorde et sådant indtryk på denne lovgiver, at han brugte resten af sit liv til at forsøge forgæves at overtale sine kolleger til at ændre regeringens politiske retning fra tanken om, at regeringen støtter og forsyner folket, til at folket støtter regeringen. Jesus tilbragte en aften med en velhavende slave ejer, talte om mennesket som en Guds søn, og den næste dag befriede denne mand, Claudius, hundrede og sytten slaver. Han spiste middag med en græsk læge, fortalte ham, at hans patienter havde sind og sjæl såvel som krop og førte dermed denne dygtig læge til at forsøge at give sine medborgere en mere omfattende pleje. Han talte med alle slags mennesker i alle lag af befolkningen. Det eneste sted i Rom som han ikke besøgte, var de offentlige bade. Han nægtede at ledsage sine venner til badelandet på grund af seksuel promiskuitet, som herskede der.
Til en romersk soldat, sagde han, da de gik langs Tiberen: ”Vær modig af hjerte samt med hånden. Vov at være fair og vær stor nok til at vise barmhjertighed. Tving din lavere natur at adlyde din højere natur, som du adlyder dine overordnede. Ærer godheden og opløfte sandheden. Vælg det smukke i stedet for det grimme. Elsk dine medmennesker og ræk ud med hele dit hjerte efter Gud, for Gud er din Fader i himlen."
Til en taler, der optrådte på forummet sagde han: "Din veltalenhed er glædeligt, din logik beundringsværdigt, din stemme behageligt, men hvad du lærer er næppe sandt. Hvis du blot kunne nyde den inspirerende tilfredsstillelse af at kende Gud som din åndelige fader, så kunne du bruge din veltalenhed til at befri dine medmennesker fra mørkets fængsel og uvidenhedens slaveri. "Det var den Markus, som hørte Peter prædike i Rom og blev hans efterfølger. Da Simon Peter blev korsfæstet var det denne mand, der trodsede de romerske forfølgere og dristigt fortsatte med at forkynde det nye evangelium.
Da Jesus mødte en fattig mand, der var blevet falsk anklaget, gik han med ham til dommeren, og efter at have modtaget særlig tilladelse til at optræde til mandens forsvar, gav han en storslået tale, hvor han sagde: "Retfærdighed gør en nation stor, og jo større nationen er, desto mere presserende er det at sikre, at uretfærdighed ikke rammer selv de ringeste borgere. Ve den nation, hvor kun dem, der har penge og indflydelse nemt kan få retfærdighed indenfor dens domstole! Det er dommerens hellige pligt at frikende uskyldige såvel som at straffe de skyldige. På retsvæsenets upartiskhed, integritet og ukrænkelighed beror en nations overlevelse. Civil regeringsførelse er baseret på retfærdighed, ligesom sand religion er baseret på barmhjertighed." Dommeren genåbnede sagen og da bevismaterialet var gennemgået, frikendte han fangen. Af alle Jesu aktiviteter i disse dage med personlig tjeneste, kom denne begivenhed nærmest til at være en offentlig fremtræden.

5. RÅD TIL DEN RIGE MAND

En rig mand, en romersk borger og stoiker, blev meget interesseret i Jesu lære, efter at Angamon havde introduceret ham til Jesus. Efter mange individuelle samtaler med Jesus spurgte denne velhavende borger Jesus, hvad han ville gøre med rigdom, hvis han havde en, og Jesus svarede ham: "Jeg ville bruge materiel rigdom til at forbedre det materielle liv, ligesom jeg ville anvende viden, visdom og åndelig tjeneste til berigelse af det intellektuelle liv, forbedre det sociale liv og fremme det åndelige liv. Jeg ville administrere materiel rigdom som en klog og effektiv administrator af en generations ressourcer til gavn for og forædling af de næste og efterfølgende generationer."
Men den rige mand var ikke helt tilfreds med Jesus svar. Han vovede at spørge igen: "Men hvad tror du en mand i min position skal gøre med sin rigdom? Skal jeg beholde den eller give den væk?" "Da Jesus så, at han virkelig ønskede at vide mere om sandheden om sin troskab til Gud og forpligtelse over for menneskerne, svarede Jesus videre:" Min gode ven, jeg kan se, at du oprigtigt søger visdom og ærligt elsker sandheden; derfor vil jeg fremlægge mine synspunkter om, hvad der er løsningen på dine problemer vedrørende det ansvar, rigdom bringer. Jeg gør det, fordi du har bedt om mit råd, og ved at give dig dette råd, omtaler jeg ikke nogen anden rig mands rigdom; mit råd er kun til dig og gives til din personlige vejledning. Hvis du oprigtigt ønsker at betragte din rigdom som en investering, hvis du virkelig ønsker at blive en klog og effektiv forvalter af din rigdom, så vil jeg råde dig til at gøre følgende analyse af kilderne til dine rigdomme: Spørg dig selv, og gør dit bedste for at finde det ærlige svar, hvorfra kom denne formue? Og som hjælp i udforskningen af kilderne til din store formue, vil jeg foreslå, at du huske på følgende ti forskellige metoder til at samle materiel rigdom:
    "1. Arvet rigdom - rigdom som stammer fra forældre og andre forfædre.
    "2. Opdagende rigdom - rigdomme som stammer fra moder jords uforarbejdede naturlige ressourcer.
    "3. Forretnings rigdom - rigdom opnået som en rimelig fortjeneste fra salg og udveksling af materielle goder.
    "4. Unfair rigdom - rigdom som stammer fra den illoyale udnyttelse eller slaveri af ens medmennesker.
    "5. Rente rigdom - indtægter fra de berettigede og ærlige indtjeningsmuligheder af investeret kapital.
    "6. Rigdom gennem genialitet - rigdom, hidrørende som belønning for menneskesindets skaber- og opfindsomhed.
    "7. Utilsigtet rigdom - rigdomme som stammer fra ens medmenneskers generøsitet eller som følge af omstændighederne i livet.
    "8. Stjålet rigdom - rigdom, som er blevet sikret ved uretfærdighed, uærlighed, tyveri eller bedrageri.
    "9. Betroet lån - rigdom som medmennesker har placeret i dine hænder, der skal bruges til et bestemt formål, nu eller i fremtiden.
    "10. Optjent rigdom - rigdom som stammer direkte fra din egen personlige arbejdskraft, den berettigede og fair belønning for dine daglige sinds- og kropsanstrengelser.
"Og derfor, min ven, hvis du ønsker at være en trofast og retfærdig forvalter af din store formue for Gud og i tjeneste til menneskerne, skal du dybest set opdele din formue i disse ti store grupper og derefter begynde at administrere hver portion i overensstemmelse med en klog og ærlig fortolkning af, hvad der er retfærdig, retvis, rimelig og virkelig effektiv; selv om himlens Gud ikke ville fordømme dig hvis du undertiden i tvetydige situationer fejlede, til gavn for en barmhjertig og uselvisk hensyn til elendigheden for ofrene for de uheldige omstændigheder i det jordiske livs lidelse. Når du er i ærligt tvivl om, hvad der i håndgribelige situationer er berettigede og fair, lad dine beslutninger favorisere dem i nød, til gavn for dem, der har lidt ulykke af ufortjent modgang."
Da de havde talt om disse spørgsmål i flere timer, og som svar på den rige mands anmodning om yderligere og mere detaljeret instruktion, fortsatte Jesus med at udvide sin rådgivning og sagde i resumé: "Da jeg tilbyder yderligere forslag vedrørende din holdning til rigdom, formaner jeg dig til at modtage mit råd som kun gives til dig og for din personlige vejledning. Jeg taler kun for mig selv og til dig som en spørgende ven. Jeg pålægger dig til ikke være en, der ville diktere, hvordan andre rige mænd skal forholde sig til deres formue. Jeg vil gerne rådgive dig:
    "1. Som forvalter af arvet rigdom, bør du overveje, hvordan den er opstået. Du har en moralsk forpligtelse til at repræsentere den forrige generation med en årlig overførsel af legitim velstand til efterfølgende generationer, efter fradrag af en rimelig andel til den nuværende generation. Men du har ingen pligt til at videregive enhver uærlighed eller uretfærdighed, der har fundet sted siden dine forfædre med de forkerte midler har akkumuleret deres rigdom. Enhver del af din arvede rigdom, som viser sig at være resultatet af svig eller uretfærdig, kan du distribuere i overensstemmelse med dine overbevisninger om retfærdighed, generøsitet, og restitution. Den resterende del af din legitime arvede rigdom kan du bruge i henhold til, hvad der er retfærdigt, og som en generations forvalter til gavn for en anden, til af føre videre i sikkerhed. Klog fordeling og god dømmekraft skal guide dine beslutninger vedrørende testamenteret arv af rigdom til dine efterkommere.
    "2. Alle, der nyder rigdom som følge af opdagelse skal huske, at en person der bor på jorden kun kan leve en kort tid, og han bør derfor træffe passende foranstaltninger til at sikre en hjælpsom måde at dele disse opdagelser til så mange mennesker blandt sine medmennesker. Mens opdageren ikke skal nægtes en belønning for sin indsats, der førte til opdagelsen, bør han ikke selvisk antage at han kan tilrane sig alle de fordele og velsignelser, som står til at vinde fra opdagelsen af de aktiver, som naturen har akkumuleret.
    "3. Så længe mennesker vælger at gennemføre forretningsaktiviteter i verden gennem køb og fornyelse, har de ret til en retfærdig og legitim fortjeneste. Hver købmand fortjener løn for sine tjenesteydelser; den handlende har ret til sin løn. En ærlig forretning og ærlig behandling af ens medmennesker i organiseret virksomhed i verden skabe rigdom i form af mange forskellige former for overskud, og alle disse kilder til rigdom skal bedømmes ud fra de højeste principper for, hvad der er retmæssigt, ærligt og retmæssig. Den ærlige erhvervsdrivende bør ikke tøve med at tage den samme fortjeneste, som han gerne ville tillægge en anden erhvervsdrivende i en lignende transaktion. Selv om denne form for rigdom ikke er identisk med individuelt fortjeneste når forretningstransaktioner forekomme i stor skala, men sådan en ærlig samlet rigdom, pålægger dens ejer en betydelig beslutningsret med hensyn til den efterfølgende distribution.
    "4. Ingen dødelig som kender Gud, og som ønsker at følge den guddommelige vilje kan nedlade sig til at engagere sig i undertrykkelse baseret på rigdom. Ingen ædle menneske søger at akkumulere rigdom og pengemagt ved slaveri eller urimelig brug af deres jordiske brødre. Rigdom er en moralsk forbandelse og en åndelig stigmatisering, når de stammer fra de undertrykte dødeliges sved og slid. Al sådan rigdom skal returneres til dem som på denne måde er blevet plyndret eller deres børn og børnebørn. En varig civilisation kan ikke bygges på en procedure som bedrager arbejderen hans løn.
    "5. Ærligt fremkommet rigdom er berettiget til renter. Så længe folk tager og giver lån kan en rimelig rente pålægges, såfremt lånekapitalen er legitim rigdom. Rens din kapital først, før du gør krav på rente. Bliv ikke så lille og grådig at du nedlader dig til at bedrive åger. Tillad ikke dig selv at være så egoistisk at du gør brug af pengemagt til at opnå en urimelig fordel i forhold til dine kæmpende medmennesker. Fald ikke for fristelsen til at tage åger fra din bror, som er i finansielle vanskeligheder.
    "6. Hvis du tilfældigvis erhverver rigdom som følge af dine kreative evner, hvis dine rigdomme stammer fra frugterne af opfindsomhed, gør ikke krav på en urimelig del af disse belønninger. Et geni skylder både sine forfædre og hans efterkommere noget. Ligeledes er han forpligtet til de mennesker, nationen og omstændighederne vedrørende hans opfindsomme opdagelse. Han bør også huske, at det var som menneske blandt mennesker at han arbejdede og udviklede sin opfindelser. Det ville være lige så uretfærdigt at fratage geniet hele hans rigdoms tilskud. Det vil altid være umuligt for menneskerne at udarbejde vedtægter og regler, som ville gælde på samme måde for alle disse problemer for fair fordeling af goderne. Du må først genkende mennesket som din broder, og hvis du oprigtigt ønsker at behandle ham, som du gerne vil have ham til at behandle dig, så vil de generelle følelser af, hvad der er retfærdigt, ærligt og fair lede dig i den rigtige og upartisk bilæggelse af eventuelle spirende problemer med økonomiske fordele og social retfærdighed.
    "7. Med undtagelse af retmæssig og legitimt vederlag optjent i administrationen bør intet menneske lægge personligt krav på den formue, som tid og chance tilfældigvis falder i dets hænder. Tilfældige rigdomme bør til en vis grad ses som betroet til at blive brugt til gavn for ens sociale eller økonomiske gruppe. Ejerne af sådanne rigdomme bør tillægges hovedretten til at bestemme om den kloge og effektiv fordeling af sådanne ufortjente ressourcer. Det civiliserede menneske vil ikke altid se på alt, hvad det styrer som sin personlige og privat ejendom.
    "8. Hvis du ved, at nogle dele af din formue er blevet rejst gennem bedrageri, hvis nogen del af din formue er blevet akkumuleret af uærlige praksis eller urimelige metoder, hvis dine rigdomme er resultatet af uærlige omgang med dine medmennesker, skynd dig at gendanne alle disse uretmæssige dele til de rigtige ejere. Giv fuld erstatning og ændrer så din formue på denne måde renset for alle uærligt erhvervede rigdomme.
    "9. Forvaltning af godgørende formue til gavn for andre er et alvorlig og helligt ansvar. Udsæt ikke sådanne betroet aktiver for risiko eller fare. Tag til dig selv fra en sådan betroet tillid kun det, som alle ærlige mennesker ville godkende.
    "10. Den del af din formue, som repræsenterer indtjeningen fra din egen mentale og fysiske anstrengelser - hvis dit arbejde er gjort ærligt og retfærdigt - er virkelig din egen. Ingen kan modsige din ret til at eje og bruge en sådan formue på den måde, du ønsker det, forudsat din udøvelsen af denne ret ikke forårsager skade på dine medmennesker.
Da Jesus havde afsluttet sine råd til ham rejste den rige romer sig op fra sofaen og fremsatte følgende løfte, da han ønskede god nat: "Min gode ven, jeg kan se, at du er en mand med stor visdom og godhed, og i morgen vil jeg begynde at administrere al min rigdom i overensstemmelse med dine råd.”

6. SOCIAL TJENESTE

Her i Rom indtræf der også en rørende episode, hvor Skaberen af et univers brugte adskillige timer med returnering af et vildfaret barn, der havde mistet sin bekymrede mor. Denne lille dreng var vandret væk hjemmefra, og Jesus fandt ham grædende i fortvivlelse. Han og Ganid var på vej til bibliotekerne, men de påtog sig opgaven med at få drengen hjem. Ganid glemte aldrig Jesu kommentar: "Du ved, Ganid, de fleste mennesker er ligesom dette fortabte barn. De tilbringer meget af deres tid med at græde i frygt og lide i sorg, når sandheden er, at de kun er en kort afstand fra sikkerhed, ligesom dette barn, der kun var en kort afstand fra hjemmet. Og alle dem, som kender sandhedens vej og nyder forvisningen om at de kender Gud burde holde det som et privilegium, ikke som en pligt, at tilbyde vejledning til deres medmennesker i deres søgen efter at finde kilderne til tilfredshed i livet. Var det ikke for os en storslået fornøjelse at genoprette dette barn til sin mor? Således oplever også de som fører mennesker til Gud, den menneskelige tjenestes højeste tilfredshed." Fra denne dag og fremefter var Ganid for resten af hans liv på udkig efter vildfarne børn, som han kunne genoprette til deres hjem.
Der var også en enke med fem børn, hvis mand var blevet dræbt i en ulykke. Jesus fortalte Ganid at han havde mistet sin far i en ulykke, og de gik flere gange for at trøste denne mor og hendes børn, mens Ganid bad om penge fra sin far til at give dem mad og tøj. De gav ikke op i deres bestræbelser, indtil de havde fundet et job for den ældste dreng, så han kunne hjælpe med familien.
Den nat, da Gonod lyttede til historien om deres erfaringer, sagde han godmodigt til Jesus: "Jeg agter at gøre en lærd eller en forretningsmand af min søn, og nu gør du ham til en filosof eller filantrop.” Jesus svarede smilende: "Måske vi kan gøre ham til alle fire. Så kan han få en firedobbelt tilfredsstillelse i livet, da hans øre for menneskets melodi kan genkende fire toner i stedet for én." Så sagde Gonod: ”Jeg kan se, at du virkelig er en filosof. Du skal skrive en bog for fremtidige generationer." Jesus svarede: "Ikke en bog - min mission er at leve et liv i denne generation, og for alle generationer. Jeg - ", men han stoppede og sagde i stedet til Ganid, "Min søn, det er tid til at sove.”

7. REJSER TIL ROMS OMEGN

Med Rom som udgangspunktet gjorde Jesus, Gonod og Ganid fem ture til interessante steder i det omkringliggende land. Under deres rejse til søerne i det nordlige Italien, havde Jesus en lang snak med Ganid om umuligheden af at undervise et menneske om Gud, hvis mennesket ikke ønsker at kende Gud. På deres tur til søerne havde de forbigående mødt en tankeløs hedning, og Ganid var overrasket over, at Jesus ikke fulgte sin sædvanlige procedure til at engagere manden i samtale, som naturligt ville have ført til en diskussion af åndelige spørgsmål. Da Ganid spurgte, hvorfor han viste så lidt interesse i dette hedning svarede Jesus:
"Ganid, manden hungrede ikke efter sandheden. Han var ikke utilfreds med sig selv. Han var ikke klar til at bede om hjælp, og øjnene i hans sind var ikke åben for at modtage lys for sjælen. Manden var ikke moden for frelsens høst. Han må have mere tid til prøvelser og vanskeligheder i livet for at forberede ham til at modtage visdom og videregående uddannelse. Eller, hvis han kunne leve med os, kunne vi med vores liv vise ham den himmelske Fader, og så ville han blive så betaget af vores liv som Guds sønner, at han ville føle sig tvunget til at stille spørgsmål om vor Fader. Du kan ikke åbenbare Gud til dem, der ikke søger ham. Man kan ikke føre uvillige sjæle ind til frelsens glæder. Mennesket må begynde at sulte efter sandhed som følge af oplevelse af livet, eller det må ønske at kende Gud som følge af kontakt med livet hos dem, der føler den guddommelige Fader, før et andet menneske kan fungere som den, der fører et sådan dødeligt menneske til Faderen i himlen. Hvis vi kender Gud er vores virkelige opgave på jorden at leve, så vi tillader Faderen at manifestere sig i vores liv, og således kommer alle mennesker, der søger Gud til at se Fader og bede om vores hjælp til at finde ud af mere om den Gud, som på denne måde afspejler sig i vores liv."
Under deres besøg i Schweiz, oppe i bjergene, havde Jesus en dagslang samtaler med både far og søn om buddhisme. Ganid havde mange gange stillede direkte spørgsmål om Buddha til Jesus, men havde altid fået mere eller mindre undvigende svar. Nu stillede faderen i sønnens tilstedeværelse et direkte spørgsmål om Buddha til Jesus, og han modtog et direkte svar. Gonod sagde: "Jeg vil virkelig gerne vide, hvad du synes om Buddha." Jesus svarede:
"Din Buddha var meget bedre end din buddhisme. Buddha var en stor mand, selv en profet til sit folk, men han var en forældreløs profet. Med det mener jeg, at han tidligt mistede sin åndelige Fader, Faderen i himmelen, ude af syne. Hans erfaring var tragisk. Han forsøgte at leve og undervise som en Guds sendebud, men uden Gud. Buddha styrede sit frelsens skib helt op til den sikre havn, helt op til indgangen til havnen af dødelige frelse, og der, som følge af utilstrækkelige navigationskort, grundstødte det fine skib. Der har det været i alle disse generationer, ubevægelig og næsten håbløst strandet. Og der har mange af dine folk forblevet ombord i alle disse år. De lever inden for hørevidde af de hvilens sikre farvande, men de nægter at komme ind, på grund af at den gode Buddhas ædle håndværk var involveret i ulykken lige uden for havnen. Og de buddhistiske folk kommer aldrig til at sejle ind i havnen, medmindre de opgiver deres profets filosofiske håndværk og gribe efter hans ædle ånd. Hvis dine folk var forblevet tro mod ånden i Buddha, ville de for længst være sejlet ind i havnen for åndens ro, sjælens hvile, og sikkerhed for frelse.
"Ser du Gonod, Buddha kendte Gud i ånden, men undlod klart at finde ham i tankerne. Jøderne fandt Gud i tankerne, men undlod i høj grad at kende ham i ånden. I dag traver buddhister rundt i en filosofi uden Gud, mens mine folk er ynkeligt slavebundet under Gudsfrygt uden en livets og frihedens frelsende filosofi. Du har en filosofi uden Gud. Jøderne har en Gud, men mangler stort set en filosofi om at leve som i overensstemmelse hermed. Da Buddha undlod at se Gud som en ånd og en Fader, kunne han ikke give sin undervisning moralsk energi og den åndelige drivkraft som en religion skal have, hvis den skal omdanne et folk og ophøje en nation."
Så udbrød Ganid: "Lærer, lad os, du og jeg opretter en ny religion, en som er god nok til Indien og stor nok til Rom, og måske kan vi få jøderne til at erstatte Jahve med den." Jesus svarede: "Ganid, religioner er ikke skabte. Menneskers religioner vokser over lange perioder, mens Guds åbenbaringer skinner tilbage på jorden i menneskers liv som Gud åbenbarer til sine medmennesker. "Men de forstod ikke betydningen af disse profetiske ord.
Den nat, efter at de havde lagt sig, kunne Ganid ikke sove. Han talte længe med sin far og sagde til sidst: "Ved du far, nogle gange tror jeg Joshua er en profet." Hans far svarede simpelthen, søvnigt: "Min søn, der er andre -"
Fra den dag, og resten af sit jordiske liv, fortsatte Ganid med at udvikle sin egen religion. Han var stærkt påvirket i sit sind af Jesus frisind, retfærdighed og tolerance. I alle deres samtaler om filosofi og religion oplevede denne unge aldrig følelser af vrede eller antagonisme.
Sikke et syn var det ikke for de himmelske intelligenser at se, denne scene, hvor den indiske dreng foreslår Skaberen af universet, at de skulle skabe en ny religion! Selvom den unge mand ikke vidste det, skabte de dengang og der en ny og evig religion - denne nye frelsens vej, åbenbaringen af Gud til mennesket igennem og i Jesus. Det som drengen mest ønskede at gøre, gjorde han i virkeligheden ubevidst. Sådan var det, og er, det vil altid forblive. Det som menneskets oplyste og reflekterende fantasi, hjulpet af spirituel undervisning og vejledning helhjertet og uselvisk ønsker at gøre og være, bliver måleligt skabende i samme forhold som den dødelige hengiver sig til guddommeligt at følge Faderens vilje. Når mennesker er i partnerskab med Gud, kan store ting ske, og sker virkelig.

Publiceret 17 august 2017

« prev top next »

Powered by CMSimple | Template: ge-webdesign.de | Login