Urantia bogen i Danmark (backup)

194. Overdragelsen af Sandhedens Ånd

URANTIA BOGEN - KAPITEL 194. OVERDRAGELSEN AF SANDHEDENS ÅND

VED ettiden, mens de et hundrede og tyve troende var fordybet i deres bønner, mærkede de alle et underligt nærvær i rummet. Samtidig blev alle disse disciple opmærksomme på en ny og dybtgående følelse af åndelig glæde, tryghed og tillid. Denne nye bevidsthed om åndelig styrke blev umiddelbart efterfulgt af en stærk trang til at gå ud og offentligt forkynde om det himmelske riges evangelium og de gode nyheder om at Jesus var opstået fra de døde

Peter rejste sig og forklarede at dette måtte være ankomsten af Sandhedens Ånd, som Mesteren havde lovet dem, og han foreslog at de gik til templet og begyndte forkyndelsen af de gode nyheder som nu lå i deres hænder. Og de gjorte akkurat hvad Peter foreslog.

Disse mænd var blevet oplært og instrueret, at det evangelium de skulle forkynde, handlede om Guds faderskab og menneskene som Guds sønner, men netop i dette øjeblik af åndelig ekstase og personlig sejr var den største og bedste nyhed som disse mænd kunne komme på, det faktum at Mesteren var genopstået fra de døde. Og dermed begav de sig, udrustet med kraft fra det høje, ud for at fortælle de glade nyheder til folket - nemlig om frelse gennem Jesus - men kom utilsigtet til at begå den fejl at de forvekslede selve evangeliets budskab med nogle af de faktiske omstændigheder rundt om det. Peter kom ubevidst til at føre an i denne vildfarelse, og andre fortsatte, videre helt til Paulus, som skabte en ny religion udefra den nye version om de gode nyheder.

Rigets evangelium er: det faktum at Gud er vor Fader, forenet med den sandhed som følger af det, nemlig at menneskene i egenskab af at være Guds børn alle er brødre. Kristendommen, som den har udviklet sig efter denne dag, er: det faktum at Gud er Fader til Herren Jesus Kristus, forbundet med oplevelsen af trosfællesskab med den opstandne og forherligede Kristus.

Det er ikke underligt at disse mennesker som var blevet fyldt med ånden, kom til at gribe denne anledning til at udtrykke deres følelser af sejr over de kræfter som havde forsøgt at tilintetgøre deres Mester og gøre en ende på indflydelsen fra hans lære. I en sådan stund var det lettere for dem at mindes deres personlige samhørighed med Jesus og blive begejstret over forsikringen om at Mesteren fortsat var i live, at deres venskab ikke var slut, og at ånden vitterlig var kommet over dem som han havde lovet.

Disse troende følte at de pludselig var blevet henført til en anden verden, til en ny tilværelse af glæde, kraft og herlighed. Mesteren havde fortalt dem at Guds rige ville komme med kraft, og nogle af dem troede det var begyndt at gå op for dem hvad han havde ment.

Og når alt dette tages i betragtning, er det ikke vanskelig at forstå hvordan disse mennesker kom til at forkynde et nyt evangelium om Jesus i stedet for deres tidligere budskab om Guds faderskab og menneskenes broderskab.

1. PINSEDAGSPRÆDIKEN  

Apostlene havde holdt sig skjult i fyrre dage. Det forhold sig således at denne dag faldt på den jødiske pinsefest, og tusinde af tilrejsende fra alle verdens hjørner var i Jerusalem. Mange ankom til denne fest, men de fleste havde opholdt sig i byen siden påsken. Nu stod disse forskræmte apostle frimodigt frem i templet efter deres uger i isolation og begyndte forkyndelsen af det nye budskab om en opstående Messias. Og alle disciplene var ligeledes bevidste om at havde fået en ny slags åndelig begavelse som gav dem indsigt og kraft.

Det var ved totiden at Peter stod frem akkurat der i templet hvor hans Mester sidst havde undervist og leverede den inderlige appel som førte til at mere end to tusinde sjæle lod sig overbevise. Mesteren var borte, men pludselig opdagede de at denne historie om ham havde stor indflydelse på folk. Ikke så sært at de blev ansporet til at fortsætte med at forkynde et budskab som retfærdiggjorte deres tidligere hengivenhed til Jesus og samtidig lagde et stærkt pres på folk til at tro på ham. Seks af apostlene deltog i dette møde: Peter, Andreas, James, Johannes, Filip og Mattæus. De talte i over halvanden time og fremførte budskabet på græsk, hebræisk, armensk og endda nogle få ord på andre tungemål som de kendte til.

De jødiske ledere blev helt målløse over apostlenes frimodighed, men de var for bange til at forgribe sig på dem, siden der var så mange som troede på det de sagde.
    
Ved halv fem tiden, fulgte mere end to tusinde nye troende efter apostlene ned til Siloamdammen, hvor Peter, Andreas, James og Johannes døbte dem i Mesterens navn. Og de blev ikke færdige med at døbe denne menneskemængde før mørket var faldet på.

Pinsen var den store dåbsfest, tiden hvor proselytterne ved porten, de af hedningefolket som ønskede at tjene Jahve, blev optaget i fællesskabet. Derfor var det så meget lettere for et stort antal af både jøder og troende af hedningefolket at lade sig døbe på denne dag. Ved at gøre dette, brød de på ingen måde med den jødiske tro. Selv efter dette var de troende på Jesus for en tid betragtet som en sekt indenfor jødedommen. De var alle, herunder apostlene fortsat loyale overfor de vigtigste påbud indenfor det jødiske ceremonielle system.

2. PINSENS BETYDNING

Jesus levede på jorden og lærte fra sig et evangelium som befriede mennesket fra overtroen om at det var et barn af djævlen, og ophøjede det til værdigheden af at være en Guds søn i troen. Jesu budskab, som han forkyndte det og gennemlevede det i sin samtid, var da det blev fremført, en effektiv problemløser for menneskets åndelige vanskeligheder. Og nu da han personlig havde forladt denne verden, sendte han i sit sted Sandhedens Ånd: som er beregnet til at leve i mennesket og for hver ny generation at formidle Jesu budskabet på ny, så hver ny gruppe af dødelige som skal vandre på denne jord, vil få en ny og opdateret version af evangeliet - netop en sådan personlig oplysning og gruppe vejledning som påviselig bliver en virkningsfuld problemløser for menneskets stadige nye og varierede åndelige vanskeligheder.
     
Denne åndens første opgave er selvsagt at fremme og personliggøre sandheden, for det er sandhedsforståelsen som udgør den højeste form for menneskelig frihed. Åndens næste opgave er at nedbryde den troendes følelse af forældreløshed. Nu da Jesus har levet blandt menneskerne, ville alle troende have oplevet en følelse af ensomhed hvis ikke Sandhedens Ånd var kommet for at tage bolig i menneskernes hjerter.

Denne overdragelse af Sønnens ånd var effektiv med til at forberede alle normale menneskesind på den efterfølgende universelle overdragelse af Faderens Ånd (Retteren) til hele menneskeheden. I en vis forstand er denne Sandhedens Ånd både den Universelle Faders og Skabersønnens ånd.

Begå ikke den fejltagelse at forvente at du bliver stærk intellektuel bevidst af den udøste Sandhedens Ånd. Ånden skaber aldrig en bevidsthed om sig selv, bare en bevidsthed om Mikael, Sønnen. Helt fra begyndelsen af forklarede Jesus at ånden ikke ville tale om sig selv. Beviset på dit fællesskab med Sandhedens Ånd findes derfor ikke i din bevidsthed om denne ånd, men snarere i din oplevelse af et forhøjet fællesskab med Mikael.

Ånden kom også for at hjælpe mennesket til at mindes og forstå Mesterens ord, foruden at belyse og genfortolke hans liv på jorden.

Dernæst kom Sandhedens Ånd for at hjælpe den troende med at være vidne til de realiteter som findes i Jesu lære og til hans liv som han levede det i kødelig form og som han nu igen og med øjeblikkets friskhed lever det gennem den enkelte troende i hver efterfølgende generation af åndsfyldte gudebørn.

Det ser således ud, at Sandhedens Ånd virkelig kom for at lede alle troende frem til alle sandheder, til øget kundskab om oplevelsen af levende og voksende åndelig bevidsthed om at det evige og opadstigende sønskab med Gud er en realitet.

Jesus levede et liv som er en åbenbaring af hvordan mennesket underordner sig Faderens vilje; ikke et eksempel for nogen til en bogstavelig efterligning. Hans kødelige liv, sammen med hans død på korset og efterfølgende opstandelse, blev snart til et nyt evangelium om en løsesum som var blevet betalt for at menneskene dermed kunne købes fri fra den ondes favntag - fra den fornærmede Guds fordømmelse. Ikke desto mindre forbliver det en kendsgerning, at selv om evangeliet blev stærkt forvrænget, er det fortsat en kendsgerning, at dette nye budskab om Jesus bar med sig mange af de grundlæggende sandheder og læresætninger fra hans oprindelige evangelium om Guds rige. Og før eller siden vil disse skjulte sandheder om Guds Faderskab og menneskenes broderskab fremtræde og virkelig omforme hele menneskehedens civilisation.

Men disse intellektuelle begående fejl forstyrrer på ingen måde de troende fra at gøre store fremskridt i deres åndelige vækst. I løbet af mindre end en måned efter overdragelse af Sandhedens Ånd gjorte hver apostel enkeltvis mere åndelig fremskridt end på deres næsten fire år med personlig og kærlig omgang med Mesteren. Ej heller kom denne forbytning af evangeliets frelsende sandhed om det at være Guds sønner med kendsgerningen om Jesu opstandelse ikke på nogen måde til at hæmme den hurtige spredning af deres lære, tværtimod så det ud til at den nye lære om Jesu person og opstandelse, som overskyggede hans budskab, gjorte forkyndelse af de gode nyheder svært meget lettere.

Betegnelsen “åndedåb”, som begyndte at blive almindelig brugt omtrent på denne tid, betyder bare den bevidste modtagelse af denne gave af Sandhedens Ånd og en personlig anerkendelse af denne nye åndelige kraft som en forstærkning af alle åndelige indflydelser som gudkendende sjæle tidligere havde erfaret.

Siden overdragelsen af Sandhedens Ånd er mennesket modtagelig for undervisning og vejledning fra en trefoldig ånds begavelse: Faderens ånd; Tankeretteren, Sønnens ånd; Sandhedens Ånd, Åndens Ånd; den Hellige Ånd.

På sin vis er mennesket underlagt den dobbelte indflydelse af den syvfoldige appel fra universets åndelige indflydelser. De tidlige evolutionære racer af dødelige er i tiltagende grad underlagt kontakten af de syv hjælpende sindsånder fra lokaluniversets Moderånd. Efterhånden som mennesket stiger opad intelligensens og den åndelige fatteevnes skala, vil de syv højere åndelige indflydelser komme til at svæve over og opholde sig i det. Og disse syv ånder i de fremadskridende verdener er:

    1. Den Universelle Faders overdragne ånd - Tankeretteren.

    2. Den Evige Søns åndetilstedeværelse - den åndelige tyngdekraft i universernes univers og den sikre kanal for al åndeligt fællesskab.

    3. Den Uendelige Ånds åndetilstedeværelse - hele skabelsens universelle åndesind, den åndelige kilde til intellektuelt slægtskab mellem alle fremadskridende tænkende intelligenser.

    4. Den Universelle Faders og Skabersønnens ånd - Sandhedens Ånd, almindeligvis betragtet som Universsønnens ånd.

    5. Den Uendelige Ånds og Universets Moderånds ånd - den Hellige Ånd, bliver almindeligvis betragtet som Universåndens ånd.

    6. Universets Moderånds Sindsånd - lokaluniversets syv hjælpende sindsånder.

    7. Faderens, Sønners og Åndernes ånd - det nyt navns ånd som de opadstigende dødelige fra verdnerne har efter fusionen mellem den dødeliges åndsfødte sjæl og Paradisets Tankeretter og efter den senere opnåelse af guddommelighed og forherligelse som status i Paradisets Finalitkorps medfører.

Og dermed bragte overdragelsen af Sandhedens Ånd den sidste åndsgave til verden og dens befolkninger, beregnet på at hjælpe i den opadstigendes søgning efter Gud.

3. HVAD SKETE PÅ PINSEDAGEN

Mange underlige og mærkelige læresætninger blev koblet til de første fortællinger om pinsedagen. Senere er denne dags hændelser, da Sandhedens Ånd, den nye lærer, kom for at tage bolig i menneskeheden, blevet forvekslet med tåbelige udbrud af rasende emotionalitet. Den vigtigste opgave for Faderens og Sønnens udøste ånd er at lære menneskene om sandheden i Faderens kærlighed og Sønnens nåde. Dette er sandheden om det guddommelige som mennesket kan fatte allerbedst end alle de andre guddommelige karakteregenskaber. Sandhedens Ånd er i første række optaget af at åbenbare Faderens åndenatur og Sønnens moralske karakter. Skabersønnen, i kødelig form, åbenbarede Gud til menneskene. Sandhedens Ånd åbenbarer Skabersønnen i menneskets hjerte. Når mennesker frembringer ‘åndens frugter’ i deres liv, viser de simpelthen de egenskaber som Mesteren lod komme til udtryk i sit eget jordiske liv. Da Jesus var på jorden, levede han sit liv som en personlighed - Jesus fra Nazaret. I egenskab af den iboende ‘nye lærerens’ ånd har Mesteren, siden pinsen, kunne leve sit liv på ny gennem hver sandhedsundervist troende.

Meget af det som sker i løbet af et menneskeliv er vanskelig at forstå og få til at stemme med idéen om at dette er et univers hvori sandheden hersker og retfærdigheden sejre. Det ser så ofte ud til at bagvaskelse, løgne, uærlighed og uret - synd - får overhånd. Sejrer troen, trods alt, over det onde, synden og fordærvelsen? Det gør den. Og Jesu liv og død er det evige bevis på at godhedens sandhed og troen hos den af ånden ledte skabning altid vil blive retfærdiggjort. De spottede Jesus på korset og sagde: "Lad os se om Gud vil komme og befri ham.” Det så mørkt ud på korsfæstelsens dag, men det var herligt lyst og klart på opstandelsens morgen; på pinsedagen var der endda mere lys og glæde. De religioner som bygger på pessimistisk håbløshed har som mål at opnå forløsning fra livets byrder, de fremmer ønsket om tilintetgørelse i endeløs døs og hvile. De er den primitive angst og skrækkens religioner. Jesu religion er et nyt troens evangelium til forkyndelse til en kæmpende menneskehed. Denne nye religion er baseret på tro, håb og kærlighed.

Jesus blev som dødelig påført livets hårdeste, grusomste og bitreste slag; og denne mand mødte håbløshedens tildelinger med tro, mod og den urokkelige beslutsomhed til at udføre sin Faders vilje. Jesus mødte livet i alle dets grufulde virkelighed og mestret det - selv i døden. Han brugte ikke religionen som en måde til at undslippe livet på. Jesu religion opmuntrer ikke til at flygte fra dette liv i forventning af at kunne nyde en anden tilværelse i lyksalighed. Jesu religion sørger for at glæden og freden fra en anden mere åndelig tilværelse forbedres og forædler det liv som mennesket lever i kødet her og nu.

Hvis religion er opium for folket er det ikke Jesu religion. På korset nægtede han at drikke den bedøvende drik, og hans ånd, øst ud over alt kød, er en stærk påvirkningskraft i verden som leder mennesket opad og driver det videre. Den åndelige fremdriftsvilje er den mægtigste drivkraft som findes i denne verden; den troende som lærer sandheden at kende, er en progressiv og aggressiv sjæl på jorden.

På pinsedagen brød Jesu religion alle nationale restriktioner og racemæssige lænker. Det er for evigt sandt at “ hvor Herrens ånd er, der er der også frihed.” På denne dag blev Sandhedens Ånd den personlige gave fra Mesteren til hvert dødeligt menneske. Denne ånd blev givet i den hensigt at gøre de troende i stand til at forkynde budskabet om Guds rige med større gennemslagskraft, men de forvekslede deres oplevelser af at modtage den udøste ånd med en del af det nye evangelium som de ubevidst var i færd med at formulere.

Overse ikke det faktum at Sandhedens Ånd blev givet til alle seriøse troende; denne åndens gave kom ikke kun til apostlene. De et hundred og tyve mænd og kvinder som var samlet i det øverste kammer modtog alle den nye lærer ligesom også alle dem med oprigtige hjerter over hele verden gjorte. Denne nye lærer blev overdraget til hele menneskeheden, og hver eneste sjæl modtog ham i overensstemmelse med sin kærlighed til sandheden og sin evne til at fatte og forstå de åndelige realiteter. Endelig er den sande religion befriet fra præsternes og alle gejstlige klassers varetægt, og finder sit virkelige udtryk i de enkelte menneskesjæle.

Jesu religion fremmer en menneskelig civilisation af højeste slags ved at den skaber den højeste åndelige personlighedstype og forkynder denne persons hellighed.

Sandheds Åndens ankomst på pinsedagen muliggjorte en religion som hverken er radikal eller konservativ; den er hverken det gamle eller det nye; den lader sig hverken dominere af de gamle eller de unge. Kendsgerningen om Jesu jordiske liv giver et fast holdepunkt for tidens anker, mens overdragelsen af Sandhedens Ånd sørger for den evigvarende og endeløse vækst af den religion som han levede og det evangelium han forkyndte. Ånden fører ind i hele sandheden, han er læreren af en ekspanderende og altid voksende religion af endeløs fremskridt og guddommelig udfoldelse. For den sandhedssøgende troende vil denne nye lærer altid udfolde det som var så guddommelig sammenfoldet i Menneskesønnens natur og person.

De manifestationer som er forbundet med overdragelsen af den ‘nye lærer’ og den modtagelse apostlenes prædiken fik blandt folk af forskellige racer og nationaliteter som havde samlet sig i Jerusalem, giver os et billede af hvor universel Jesu religion er. Rigets evangelium skulle ikke identificeres med nogen specielle racer, kulturer eller sprog. Denne pinsedag vidner om åndens store bestræbelser efter at frigøre Jesu religion fra sine nedarvede jødiske lænker. Selv efter denne opvisning af åndens udgydelse over alt kød, forsøgte apostlene i begyndelsen at trække jødedommens påbud ned over hovederne på deres nyvundne tilhængere. Selv Paulus fik problemer med sine brødre i Jerusalem fordi han nægtede at pålægge ikke jøderne disse jødiske skikke. Ingen åbenbaret religion kan sprede sig til hele verden når den udsættes for den alvorlige fejl at lade sig gennemsyre af en eller anden national kultur eller blive forbundet med etableret racemæssige, sociale eller økonomiske sædvaner.

Overdragelsen af Sandhedens Ånd var uafhængig af alle former, ceremonier, hellige steder og specielle adfærdsmønstre hos dem som den i hele sit fylde kom til udtryk hos. Da ånden kom over dem som var forsamlet i det øverste kammer, sad de ganske enkelt bare der, efter netop at have været fordybet i stille bøn. Ånden blev skænket både på landet og i byen. Det var ikke nødvendig for apostlene at begive sig ud til et øde sted for der efter årevis med ensom meditation at skulle modtage ånden. For al fremtid brød pinsen tanken på den åndelige oplevelse løs fra forestillingen om at man behøvede specielle gunstige omgivelser.

Pinsen, med sin åndelige begavelse, var beregnet på for evigt at løsrive Mesterens religion fra al afhængighed af fysisk magt; lærerne af denne nye religion er nu udstyret med åndelige våben. Det er meningen at de skal drage ud for at erobre verden med ufejlbarlig tilgivelse, uovertruffen god vilje og overstrømmende kærlighed. De er udstyret til at kunne overvinde ondskab med godhed, besejre had ved hjælp af kærlighed og tilintetgøre frygten med en modig og levende tro på sandheden. Jesus havde allerede lært sine tilhængere at hans religion aldrig var passiv; altid burde hans disciple være aktive og positive i deres barmhjertighedstjeneste og i at lade kærligheden komme til udtryk. Disse troende betragtede ikke længere Jahve som ‘Hærskarernes Herre’. Nu betragtede de den evige Guddom som ‘Gud og Fader til Herren Jesus Kristus’. De gjorte i det mindste det fremskridt, selv om de til en vis grad ikke helt klart havde forstået sandheden om at Gud også er den åndelige Fader til hvert enkelt menneske.

Pinsen gav det dødelige menneske styrken til at tilgive når det blev personlig såret, beholde sødmen midt iblandt den alvorligste uret, bevare sindsroen når det bliver stillet overfor frygtindgydende farer, og udfordre hadets og raseriets ondskab uden frygt gennem gerninger af kærlighed og selvbeherskelse. Urantia har været hærget af store og destruktive krige i løbet af sin historie. Alle deltagerne i disse frygtelige stridigheder led nederlag. Der var bare én sejrherre; der var bare én som kom ud af disse forbitrede stridigheder med et bedre renommé - det var Jesus fra Nazaret og hans evangelium om at overvinde det onde med det gode. Hemmeligheden til en bedre civilisation er knyttet til Mesterens lære om menneskenes broderskab, kærlighedens gode vilje og gensidig tillid.

Før pinsedagen havde religionen bare åbenbaret menneskets søgen efter Gud; siden pinsen leder mennesket fortsat efter Gud, men ud over verden stråler også visionen af Gud som leder efter menneskene og sender sin ånd for at dvæle hos dem når han har fundet dem.

Før Jesu lære, som nåede sit højdepunkt i pinsen, havde kvinderne en ubetydelig eller slet ingen status i de ældre religioners doktriner. Efter pinsedagen var kvinderne i rigets broderskab ligestillet med mændene overfor deres Gud. Blandt de et hundred og tyve som modtog denne specielle visitation fra ånden, var der mange af de kvindelige disciple, og de delte disse velsignelser på ligelig vis med deres mandlige trosfæller. Ikke længere kan mænd have monopol på religiøse gudstjenester. Farisæeren kan fortsætte med at takke Gud for at han “ikke blev født som kvinde, spedalsk eller hedning”, men blandt Jesu tilhænger var kvinderne for al fremtid blevet sat fri fra al kønsrelateret religiøs diskriminering. Pinsen udslettede al religiøs diskriminering på race forskel, kulturelle forskelle, sociale kaster eller kønsfordomme. Ikke så sært at disse troende i den nye religion kom til at udråbe: “Hvor Herrens ånd er, er der også frihed!”

Både Jesu mor og hans bror var til stede blandt de et hundred og tyve troende, og som medlemmer af denne almindelige gruppe af disciple modtog de også den udøste ånd. De fik ikke mere af denne gode gave end de andre. Ingen specielle gaver blev tildelt medlemmerne af Jesu jordiske familie. Pinsen markerede slutningen på specielle præsteskaber og på al tro på hellige familier.

Før pinsen havde apostlene givet afkald på meget for Jesu skyld. De havde ofret deres hjem, familier, venner, jordiske goder og positioner. På pinsedagen gav de sig selv til Gud, og Faderen og Sønnen svarede med at give sig selv til mennesket - begge sendte de deres ånd til at leve i menneskene. Denne oplevelse af at miste selvet og finde ånden var ikke nogen følelsesladet oplevelse; det var en handling af intelligent selvovergivelse og uforbeholden indvielse.
    
Pinsen var opfordringen til åndelig enhed blandt de evangelietroende. Når ånden steg ned over disciplene i Jerusalem, skete det samme i Filadelfia, Alexandria og overalt hvor de sande troende holdt til. Det var bogstavelig talt sandt at “ der var bare et hjerte og en sjæl i mængden af troende.” Jesu religion er den stærkeste forendende påvirkningskraft som verden nogen sinde har kendt til.

Pinsen var beregnet på at svække selvhævdelsen hos enkeltindivider, grupper, nationer og racer. Det er denne ånd af selvhævdelse som stiger så meget i spænding at den periodevis bryder ud i destruktive krige. Menneskeheden kan kun blive forenet ved at nærme sig det åndelige, og Sandhedens Ånd er en indflydelse i verden som er universel.

Sandhedens Ånds ankomst renser menneskehjertet og leder modtageren til at formulere en hensigt med sit liv som er et med Guds vilje og til det bedste for menneskene. Selviskhedens materielle ånd er blevet slugt af denne åndelige overdragelse af uselviskhed. Pinsen, dengang som nu, betyder at den historiske Jesus er blevet den guddommelige Søn som kan opleves i live. Glæden over denne udøste ånd bliver, når den bevidst opleves i et menneskes liv, til en balsam for helbredet, et stimulus for sindet og en ufejlbarlig energi for sjælen.

Det var ikke bønnen som frembragte ånden på pinsedagen, men den havde meget at sige for modtageligheden hos hver enkelt troende. Bønnen tilskynder ikke det guddommelige hjerte til at blive gavmild med sin overdragelse, men den graver ofte større og dybere kanaler hvor den guddommelige overdragelse kan flyde til hjertet og sjælen hos dem som husker at opretholde et uafbrudt fællesskab med sin Skaber gennem oprigtig bøn og sand tilbedelse.

4. DEN KRISTNE KIRKES BEGYNDELSE

Da Jesus så pludselig blev pågrebet af sine fjender og hurtig korsfæstet mellem to tyve, blev hans apostle og disciple fuldstændig demoraliseret. Tanken om at Mesteren var blevet arresteret, bundet, pisket og korsfæstet blev for meget selv for apostlene. De glemte både læren og hans advarsel. Han kunne, faktisk, godt havde været “ en profet som var mægtig i gerninger og ord overfor Gud og hele folket”, men næppe den Messias de havde håbet ville genrejse kongedømmet Israel.

Så kommer opstandelsen, med sin befrielse fra håbløsheden og giver dem troen tilbage på Mesterens guddommelighed. Ved den ene anledning efter den anden får de ham at se igen, og han tager dem ud til Oliebjerget, hvor han tager afsked med dem og fortæller at han skal tilbage til Faderen. Han har bedt dem om at blive i Jerusalem til de bliver udrustet med kraft - indtil Sandhedens Ånd skal komme. Og på pinsedagen kommer denne nye lærer, og de drog straks ud og begynder at forkynde deres evangelium med ny kraft. De var frimodige og tapre tilhængere af en levende Herre, ikke af en død og nedkæmpet leder. Mesteren lever i disse evangelisters hjerter; Gud er ikke en doktrin i deres sind; han er blevet en levende tilstedeværelse i deres sjæle.

“Hver dag samlede de sig trofast i templet; hjemme brød de brødet. De spiste sammen med glæde og ærbarhed, lovpriste Gud og havde hele folkets gunst. De blev alle fyldt med ånden, og de talte Guds ord med frimodighed. Hele flokken af troende var af et hjerte og en sjæl, og ingen kaldte noget af det han ejede for sit eget; de havde alt fælles.”

Hvad er der sket med disse mænd som Jesus havde udnævnt til at gå ud og forkynde rigets evangelium, Guds Faderskab og menneskets broderskab? De har et nyt evangelium; de brænder med en ny oplevelse; de er fyldt med en ny åndelig energi. Deres budskab har pludselig forandret sig til forkyndelsen om den opstandne Kristus: “Jesus af Nazaret, en mand som Gud godkendte gennem mægtige gerninger og undere; der blev udleveret med bestemte råd og forudgående viden om Gud, ham har I korsfæstet og dræbt. De ting, som Gud varslede fra profeternes mund, opfyldte han. Denne Jesus har Gud lade opstå. Gud har gjort ham til både Herre og Kristus. Han blev ophøjet til Guds højre hånd og modtog åndens løfte fra Faderen, han har udøst denne som I ser og hører. Omvend jer, så skal jeres synder blive slettet; så Faderen kan sende Kristus, som er blevet udnævnt for jer, Jesus, som himmelen skal modtage indtil den tid hvor alt skal genoprettes.”

Rigets Evangelium, Jesu budskab, var pludselig blevet omgjort til evangeliet om Herren Jesus Kristus. Nu proklamerede de kendsgerningerne om hans liv, død og opstandelse og forkyndte håbet om hans hurtige tilbagekomst til denne verden for at fuldføre det arbejde han havde påbegyndt. Derved havde de første troendes budskab at gøre med forkyndelsen af kendsgerningerne om hans første ankomst og med at lære folk at håbe på hans anden ankomst, en begivenhed de anså for meget snart forstående.

Kristus var i færd med at blive selve trosbekendelsen til den stærkt fremvoksende kirke. Jesus lever; han døde for menneskene; han har skænket ånden; han kommer igen. Jesus fyldte alle deres tanker og bestemte alle deres nye koncepter om Gud og alt andet. De var alt for opildnet over den nye doktrin om at “Gud er Faderen til Herren Jesus” til at være optaget af det gamle budskab om at “Gud er alle menneskers kærlige Fader”, selv for hvert eneste individ. Sandt nok: at helt fantastiske udtryk for broderlig kærlighed og en til da ukendt velvilje udviklede sig i disse første trossamfund. Men det var et fællesskab mellem dem som troede på Jesus, ikke et fællesskab af brødre i den himmelske Faders familierige. Deres velvilje opstod af kærlighed som udsprang fra begrebet om Jesu overdragelse, og ikke fra anerkendelsen af broderskab mellem dødelige mennesker. Ikke desto mindre var de fyldt af glæde, og de levede så fornyede og unikke liv at alle mennesker blev tiltrukket af deres lære om Jesus. De begik den store fejl at tage den levende og illustrerende kommentar til rigets evangelium i stedet for selve evangeliet, men selv det udgjorte den bedste religion menneskeheden nogensinde havde set.

Umiskendeligt var et nyt broderskab opstået i verden. “Den store skarer af troende som tog imod hans budskab, holdt sig trofast til apostlenes lære og fællesskabet, i brødbrydelsen og bønnerne.” De kaldte hverandre broder og søster; de hilste hinanden med et hellig kys; de tog sig af de fattige. Det var et fællesskab hvor man både levede såvel som holdt andakt sammen. De var ikke erklærede kollektivister, de blev det bare ud fra ønsket om at dele deres goder med deres trosfæller. De ventede tillidsfuldt på at Jesus skulle komme tilbage for at fuldføre oprettelsen af Faderens rige i løbet af deres generation. Dette med, helt spontant, at dele sine jordiske ejendele tilskrev sig ikke direkte fra Jesu lære; det opstod fordi disse mænd og kvinder troede så oprigtig og tillidsfuldt på at Jesu skulle komme tilbage når som helst for at fuldføre sit værk og virkeliggøre Guds rige. Men dette velmenende eksperiment i tankeløs broderlig kærlighed førte til slut bare til sorg og elendighed. Tusinde af stærkt troende mennesker solgte det de ejede og gjorte sig af med deres indtægtsgivende ejendomme og produktionsmidler. Eftersom at tiden gik, fik de stadig svindende ressourcer fra den kristne “lige for alle” fordeling en ende - men det gjorte verden jo ikke. Der gik ikke lang tid før de troende i Antiokia måtte begynde en indsamling for at redde deres trosfæller i Jerusalem fra at sulte.

På den tid fejrede de Herrens Nadver efter den skik som var etableret; det vil sige at de samlede sig til et måltid i godt, venskabelig samvær og tog del i sakramentet ved slutningen af måltidet.

Først døbte de i Jesu navn; der gik næsten tyve år før de begyndte at døbe i “Faderens, Sønnens og den Hellige Ånds navn”. Dåben var alt det som skulle til for at få adgang til fællesskabet af troende. De havde ingen organisation endnu; de var simpelthen Jesus broderskab.

Denne Jesus sekt voksede stærkt, og nok en gang begyndte Saddukæerne at holde et øje med dem. Farisæerne følte sig ikke særlig bekymret af denne situation, i og med at ingen af læresætningerne på nogen måde brød med overholdelsen af de jødiske love. Men Saddukæerne begyndte at kaste lederne af Jesus sekten i fængsel indtil de blev overtalt til at følge anbefalingen fra en af de ledende rabbinere, Gamaliel, som gav dem følgende råd: “Forgrib jer ikke på disse mennesker. Lad dem være i fred, for hvis dette råd eller dette værk er af mennesker, vil det blive styret over ende. Men hvis det er af Gud, så vil end ikke jeres magt styrte dem, uden at I derved kommer til at kæmpe mod Gud.” De bestemte sig for at følge Gamaliels råd, hvilket resulterede i en tid med ro og fred i Jerusalem, så det nye evangelium om Jesu kunne sprede sig hurtigt.

Og dermed gik alt vel i Jerusalem helt frem til den tid da der begyndte at komme grækere i stort antal fra Alexandria. To af Rodans elever kom til Jerusalem og vandt mange tilhængere blandt hellenisterne. Blandt dem som først blev omvendt, var Stefan og Barnabas. Disse kløgtige grækere delte ikke det jødiske synspunkt i nogen særlig grad, og de indordnede sig ikke så let efter jødernes tilbedelsesformer og diverse ceremonielle skikke. Og det var disse græske troendes fremfærd som afsluttede det fredelige forhold mellem Jesus broderskabet på den ene side og farisæerne og saddukæerne på den anden. Stefan og hans græske kammerat begyndte at forkynde mere som Jesus lærte, og det bragte dem i umiddelbart konflikt med de jødiske magthavere. Under en af Stefans prædiker for offentligheden, da han kom til den frastødende del af sit udredning, dispenserede de fra alle retslige formaliteter og gav sig til at stene ham til døde på stedet.

Stefan, lederen for den græske koloni af Jesus troende i Jerusalem, blev dermed den nye tros første martyr og den direkte årsag til den formelle dannelse af den kristne kirke. Denne nye krise blev mødt med den erkendelse at de troende ikke længere kunne fortsætte som en sekt indenfor den jødiske tro. De blev alle enige om at de måtte bryde med de ikke troende; og inden en måned efter Stefans død var kirken i Jerusalem blevet organiseret under Peters ledelse, og Jesu bror James var blevet indsat som dens formelle overhoved.
    
Og så brød der nye og nådeløse forfølgelser løs fra jødernes side, så at de aktive lærere for denne nye religion om Jesus, som i Antiokia snart skulle blive kaldt kristendom, drog ud til alle romerrigets hjørner og forkyndte Jesus. I spredningen af dette budskab, før Paulus kom ind i billedet, var det grækerne som stod for ledelsen; og disse første missionærer, i lighed med andre som kom senere, fulgte Alexanders felttogsrute fra ældre tider, over Gaza og Tyr til Antiokia og derefter gennem Lilleasien til Makedonien, derfra videre til Rom og ud til kejserrigets yderste afkroge.

Publiceret 2 oktober 2017

« prev top next »

Powered by CMSimple | Template: ge-webdesign.de | Login