Urantia bogen i Danmark (backup)

168. Lazarus opvækkelse fra de døde

URANTIA BOGEN  -  KAPITEL 168. LAZARUS OPVÆKKELSE FRA DE DØDE

DET var kort efter tolv at Marta gik ud for at møde Jesus som han kom over bakkekammen tæt på Betania. Hendes bror Lazarus havde været død i fire dage og var sent søndag eftermiddag lagt i deres private grav i den fjerneste ende af haven. Stenen ved gravkammerets åbning var denne morgen, dvs. torsdagen, blevet rullet på plads.
Da Marta og Maria sendte bud til Jesus om Lazarus sygdom, var de overbevist om at Mesteren ville gøre noget ved det. De vidste, at deres bror var desperat syg, og selv om de næppe turde håbe, at Jesus ville forlade sit arbejde med undervisning og prædike for at komme til undsætning, havde de en sådan tillid til hans kraft til at helbrede sygdom, at de forestillede sig at han bare ville udtale de helbredende ord for at Lazarus straks ville blive rask. Da Lazarus døde få timer efter budbringeren forlod Betania for Filadelfia, ræsonnerede de, at det var fordi Mesteren ikke fik noget at vide om deres brors sygdom før det var for sent, efter at han havde været død i flere timer.
Men de og alle deres troende venner, blev meget forundret over det budskab, som løberen bragt tilbage tirsdag formiddag, da han nåede Betania. Budbringeren insisterede på, at han hørte Jesus sige: "... denne sygdom leder virkelig ikke til døden." De kunne heller ikke forstå, hvorfor han ikke sendte et ord til dem eller på anden måde tilbød assistance.
Mange venner fra nærliggende landsbyer og andre fra Jerusalem kom over for at trøste de sorgramte søstre. Lazarus og hans søstre var børn af en velhavende og hæderlig jøde, en der havde været den førende borger i den lille landsby Betania. Selv om alle tre længe havde været glødende tilhængere af Jesus, blev de højt respekteret af alle, der kendte dem. De havde arvet omfattende vinmarker og olivenlunde i området, og at de var velhavende fremgik yderligere af at de kunne tillade sig et privat gravkammer på deres eget grundområde. Begge deres forældre var allerede blevet lagt væk i denne grav.
Maria havde opgivet tanken om, at Jesus ville dukke op og var overladt til sin sorg, men Marta klyngede sig til håbet om, at Jesus ville komme helt frem til denne morgen, da de rullede stenen foran graven og forseglede åbningen. Selv da instruerede hun en nabo dreng til at holde vagt på toppen af en bakke øst for Betania for at se ud over vejen fra Jeriko, og det var denne dreng, der bragte budskab til Marta, at Jesus og hans venner nærmede sig.
Da Marta mødte Jesus, faldt hun ned ved hans fødder og udbrød: "Mester, hvis du havde været her, var min bror ikke død!" Mange ængstelige tanker passerede Martas sind, men hun gav ikke udtryk for nogen tvivl, hun vovede heller ikke at kritisere eller sætte spørgsmålstegn ved Mesterens adfærd i relation til Lazarus død. Da hun havde sagt dette, rakte Jesus ned og sagde, da han løftede hende op på benene: "Hold fast i troen, Marta, og din bror vil rejse sig igen." Da svarede Marta: "Jeg ved, at han vil rejse sig igen ved opstandelsen på den sidste dag, og selv nu tror jeg, at uanset hvad du end beder Gud, vil vor Fader give dig."
Jesus sagde, mens han kiggede lige ind i øjnene på Marta: "Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, selv om han dør. Sandelig, enhver som lever og tror på mig, skal aldrig rigtig dø. Marta tror du dette?" Marta svarede Mesteren: " Ja, jeg har længe ment, at du er Befrieren, Søn af den levende Gud, som ville komme til denne verden."
Da Jesus spurgte efter Maria, gik Marta straks ind i huset, og hviskede til sin søster: "Mesteren er her og kalder på dig." Da Maria hørte det, rejste hun sig hurtigt op og skyndte sig ud for at møde Jesus, som stadig tøvede på stedet, en afstand fra huset, hvor Marta først havde mødt ham. Vennerne, som var hos Maria, og søgte at trøste hende, fulgte hende, da de så, at hun rejste sig hurtigt og gik ud, fordi de antog hun gik til graven for at græde der.
Mange af de tilstedeværende var bitre fjender af Jesus. Derfor var Marta kommet ud alene for at møde ham, og derfor hun gik også ind for i hemmeligt at informere Maria, at han havde kaldt på hende. Selvom Marta længtes efter at være sammen med Jesus, ønskede hun at undgå enhver mulig ubehagelighed, som kunne forårsages af hans pludseligt kommen ind midt i en stor gruppe af hans Jerusalem fjender. Det var Martas hensigt at forblive i huset med deres venner, mens Maria gik ud for at møde Jesus, men det lykkes ikke for hende, for de fulgte alle Maria og befandt sig uventet i overværelse af Mesteren.
Marta førte Maria til Jesus, og da hun så ham, faldt hun ned for hans fødder og udbrød: "Hvis bare du havde været her, ville min bror ikke være død!" Da Jesus så, hvordan de alle sørgede over Lazarus død, blev hans sjæl rørt af medfølelse.
Da de sørgende så, at Maria gik for at hilse på Jesus, trak de sig en kort afstand, mens både Marta og Maria talte med Mesteren og modtog yderligere trøstende ord og formaning til at fastholde en stærk tro på Faderen og fuldstændig underkastelse under Guds vilje.
Jesus menneskeligt sind blev mægtigt bevæget af kampen mellem sin kærlighed til Lazarus og hans efterladte søstre, som havde været alene, og hans foragt og afsky for den ydre fremvisning af hengivenhed manifesteret hos nogle af disse ikke troende jøder med deres morderiske intentioner. Jesus var indigneret over den fremtvungne og ydre sorg for Lazarus af nogle af dem, der gav sig ud for at være venner, da en sådan falsk sorg var forbundet i deres hjerter med så meget bittert fjendskab mod ham selv. Nogle af disse jøder var imidlertid oprigtig i deres sorg, for de var rigtige venner af familien.

1. VED LAZARUS GRAV

Efter at Jesus havde tilbragt et par øjeblikke med at trøste Marta og Maria adskilt fra de sørgende, spurgte han dem: "Hvor har i lagt ham?" Da sagde Marta, "Kom og se." Da Jesus i stilhed fulgtes med de to efterladte søstre, græd han. Da de venlige jøder, der fulgte efter dem så hans tårer, sagde en af dem: "Se, hvor han elskede ham. Kunne han, som åbnede øjnene hos den blinde ikke have forhindret denne mand fra at død?" De stod nu foran familiegraven, en lille naturlig grotte, eller fordybning i en afsats på omkring en ti meter høj klippe i den fjerneste ende af haven.
Det er svært at forklare for det menneskelige sind bare hvorfor Jesus græd. Mens vi har adgang til registreringen af de kombinerede menneskelige følelser og guddommelige tanker, som de er bevaret i den Personaliserede Retters sind, er vi ikke helt sikker på den virkelige årsag til disse følelsesmæssige manifestationer. Vi er tilbøjelige til at tro, at Jesus græd på grund af de mange tanker og følelser der på dette tidspunkt krydsede hans sind, blandt dem:
    1. Han følte ægte og sorgfuld sympati for Marta og Maria. Han havde en reel og dyb menneskelig hengivenhed for disse søstre, der havde mistet deres bror.
    2. Han var foruroliget i sit sind over den tilstedeværende mængde af sørgende, nogle oprigtige og nogle blot hyklere. Han var altid fortørnet over disse ydre udstillinger af sorg. Han vidste søstrene elskede deres bror og de troede på de troendes overlevelse. Disse modstridende følelser kan muligvis forklare, hvorfor han stønnede, da de kom i nærheden af graven.
    3. Han var virkelig tøvede om at bringe Lazarus tilbage til jordiske liv. Hans søstre havde virkelig brug for ham, men Jesus beklagede at skulle kalde sin ven tilbage for at opleve den bitre forfølgelse, som han godt vidste Lazarus ville blive tvunget til at udstå som følge af at være genstand for den største af alle demonstrationer af Menneskesønnens guddommelige kraft.
Vi kan nu redegøre for en interessant og lærerig kendsgerning: Selv om denne fortælling udfolder sig som en tilsyneladende naturlig og normal begivenhed i menneskelige anliggender, indeholder den nogle interessante aspekter. Mens budbringeren begav sig på vej til Jesus om søndagen, og fortalte ham, at Lazarus var syg, og mens Jesus sendte bud om, at sygdommen "ikke ville føre til døden," fortsatte han personligt op til Betania og spurgte endda søstrene, "Hvor har i lagt ham? "Selv hvis alt dette synes at indikere, at Mesteren i overensstemmelse efter den måde, som dette liv og det menneskelige sind begrænsede viden gør, så afslører universets optegnelser, at Jesus Personaliserede Retter udstedte ordrer til tidsubegrænset tilbageholdelse af Lazarus Tankeretter på planeten efter Lazarus død, og at denne ordre blev registreret præcis femten minutter før Lazarus tog sit sidste åndedræt.
Vidste Jesu guddommelige sind selv før Lazarus døde, at han ville rejse ham fra de døde? Vi ved det ikke. Vi ved kun, hvad vi hermed placerer til optegnelse.
Mange af Jesu fjender var tilbøjelige til at rynke på næsen af hans manifestationer af hengivenhed, og sagde til hinanden: "Hvis han værdsatte denne mand så meget, hvorfor ventede han så længe, før han kom til Betania? Hvis han er, hvad de hævder, hvorfor reddede han så ikke sin kære ven? Hvad er det gode i at helbrede fremmede i Galilæa, hvis han ikke kan redde dem, han elsker?" Og på mange andre måder, hånede de og nedgjort Jesu lære og gerninger.
Så denne torsdag eftermiddag ved omkring halv tre tiden, var scenen klar i den lille landsby Betania for udførelsen af den største af alle gerninger, der er forbundet med den jordiske tjeneste af Mikael af Nebadon, den største manifestation af guddommelig magt under hans inkarnation i kødet, eftersom at hans egen opstandelse skete efter at han var blevet befriet fra den dødelig beboelsens bånd.
Den lille gruppe, der havde samlet sig foran Lazarus grav havde ingen idé om, at der på ordre fra Jesu Personaliserede Retter fandtes lige ved hånden en enorm mængde af himmelske væsener i alle klasser samlet under Gabriels ledelse og nu afventede i vibrerende forventning og klar til at udføre deres elskede Herskers kommandoer.
Da Jesus udtalte kommandoen, "Tag stenen væk," gjorde de forsamlede himmelske værter sig klar til at udføre dramaet om Lazarus opstandelse i hans dødelige kød. Gennemførelsen af en sådan form for opstandelse involverer vanskeligheder som langt overskrider den sædvanlige teknik med opstandelse af dødelige væsener i morontia form, og kræver langt flere himmelske personligheder og en langt større organisation af universets faciliteter.
Da Marta og Maria hørte denne kommando fra Jesus om at rulle stenen væk fra graven blev de fyldt med modstridende følelser. Maria håbede, at Lazarus blev oprejst fra de døde, men Marta, som til en vis grad delte sin søsters tro, blev mere optaget af frygten for, at Lazarus ikke ville være præsentabel i sit ydre udseende, for Jesus, apostlene og deres venner. Marta sagde: "Skal vi rulle stenen væk? Min bror har nu været død i fire dage, så på dette tidspunkt er kroppen allerede begyndt at rådne." Marta sagde også dette, fordi hun ikke var sikker på, hvorfor Mesteren havde anmodet om, at stenen blev fjernet. Hun tænkte at Jesus måske ønskede kun at tage et sidste kig på Lazarus. Hun var ikke afklaret og konstant i hendes holdning. Da de tøvede med at rulle stenen væk, sagde Jesus: "Har jeg ikke sagt dig fra starten, at denne sygdom ikke fører til døden? Er jeg ikke kommet for at opfylde mit løfte? Og efter at jeg kom til dig, har jeg ikke sagt, at hvis bare du ville tro ville du se Guds herlighed? Hvorfor tvivler I? Hvor længe vil det vare før I vil tro og adlyde?"
Da Jesus var færdig med at tale, tog hans apostle, med bistand fra villige naboer, fat på stenen og rullede den væk fra indgangen til gravkammeret.
Det var den generelle opfattelse hos jøderne, at dråben af galde på dødsenglens sværd begyndte at arbejde ved udgangen af den tredje dag, så den var med fuld effekt på den fjerde dag. De tillod, at menneskets sjæl kan drysse rundt ved graven indtil udgangen af den tredje dag for at forsøge at genoplive den døde krop, men de troede bestemt, at sådan en sjæl var gået videre til de afdøde ånders boliger førend den fjerde dag var begyndt.
Disse overbevisninger og meninger om de døde og afgangen af den døde ånd tjente til at sikre i alles sind, der nu var til stede ved Lazarus grav og alle som senere kunne tænkes at høre om, hvad der var ved at ske, om at dette virkelig og sandt var et tilfælde af opvækkelse fra de døde gennem personlig bearbejdning af en, der erklærede han var "opstandelsen og livet.”

2. LAZARUS OPVÆKKELSE

Da dette selskab på omkring femogfyrre dødelige stod foran graven, kunne de skimte Lazarus form, pakket ind i linned bandager, hvilende på højre nedre niche af begravelseshulen. Mens disse jordens skabninger stod der i næsten åndeløs stilhed, havde et stort væld af himmelske væsener forflyttet sig ind til deres pladser i forberedelse til at besvare signalet til handling, så snart den blev givet af Gabriel, deres chef.
Jesus løftede blikket mod himlen og sagde: "Fader, jeg er taknemmelig for, at du har hørt og bevilget min anmodning. Jeg ved, du altid hører mig, men på grund af dem, der er her hos mig, taler jeg således med dig, så de kan tro, at du har udsendt mig til verden, og at de kan vide, at du arbejder med mig i det, som vi er ved at gøre." Da han havde bedt, råbte han med høj røst: "Lazarus, kom ud!"
Selv om disse menneskelige iagttagere forblev ubevægelig, var hele den vældige himmelske hærskarer i bevægelse i fælles aktion i lydighed til Skaberens ord. Efter blot tolv sekunder af jordisk tid begyndte den hidtil livløse form af Lazarus at røre på sig og satte sig op på kanten af sten hylden, hvor den havde ligget. Hans lig var blevet pakket ind i gravlinned, og hans ansigt var dækket af en serviet. Da han stod op foran dem - levende - sagde Jesus: "Løs ham og lad ham gå."
Alle undtagen apostlene, samt Marta og Maria, flygtede til huset. De var blege af skræk og overvældet med forbløffelse. Mens nogle tøvede, skyndte mange sig hjem.
Lazarus hilste på Jesus og apostlene og spurgte til betydningen med gravlinned og hvorfor han var blevet vækket i haven. Jesus og apostlene trak sig til den ene side, mens Marta fortalte Lazarus om hans død, begravelse og opstandelse. Hun måtte forklare ham, at han var død om søndagen og nu var blevet bragt tilbage til livet på torsdagen, fordi han ikke havde nogen bevidsthed om tiden, siden han var faldet i søvn i døden.
Da Lazarus kom ud af graven, gav Jesu Personaliserede Retter, som nu var leder for hans slags i dette lokale univers, befalingen om at Lazarus tidligere og ventende Retter til at genoptage sin bolig i den opstandne mands sind og sjæl.
Så gik Lazarus over til Jesus og knælede med sine søstre ved Mesterens fødder for at takke og prise Gud. Jesus tog Lazarus ved hånden, løftede ham op og sagde: "Min søn, hvad der er sket for dig, vil også blive oplevet af alle, som tror dette evangelium, bortset fra at de skal genopstå i en mere glorværdig form. Du skal være et levende vidnesbyrd om den sandhed, som jeg talte: Jeg er opstandelsen og livet. Men lad os alle nu gå ind i huset for at få næring til disse fysiske kroppe."
Da de gik hen mod huset sendte Gabriel de ekstra grupper af de forsamlede himmelske værter væk, samtidigt som han registrerede det første - og det sidste - tilfælde på Urantia hvor en dødelig skabning var blevet genoplivet fra de døde i lighed med den fysiske krop før døden.
Lazarus kunne næppe forstå, hvad der var sket. Han vidste, at han havde været meget syg, men han kunne kun huske at han var faldet i søvn, og at han var blevet vækket. Han kunne aldrig fortælle noget om disse fire dage i graven, fordi han var helt bevidstløs. Tiden eksisterer ikke for dem, der sover dødens søvn.
Selvom mange troede på Jesus som et resultat af dette mægtige værk, var der andre som kun forhærdede deres hjerter mere til at afvise ham. Ved middagstid næste dag havde denne historie spredt sig over hele Jerusalem. Masser af mænd og kvinder gik til Betania for at se på Lazarus og tale med ham, og de alarmerede og forvirrede farisæere hasteindkaldte jødernes råd for at beslutte, hvad der burde gøres i forhold til disse nye begivenheder.

3. MØDE I JØDERNES RÅD

Selvom vidnesbyrdet fra denne mand genoplivet fra de døde gjorde meget for at styrke troen hos den store masse af dem, der troede på rigets evangelium, havde det lidt eller ingen indflydelse på holdningen hos de religiøse ledere og regenter i Jerusalem undtagen at det fremskyndede deres beslutning om at ødelægge Jesus og stoppe hans arbejde.
Den næste dag, fredag klokken et, mødtes jødernes råd for yderligere at behandle spørgsmålet: "Hvad skal vi gøre med Jesus af Nazaret?" Efter mere end to timers diskussion og bitter debat præsenterede en farisæer en resolution som krævede Jesu øjeblikkelig død, fastslog, at han var en trussel mod hele Israel og officielt forpligtede jødernes råd til beslutningen af en dødsdom uden rettergang og på trods af alle tidligere retspraksis.
Igen og igen havde denne ophøjede sammenslutning af jødiske ledere besluttet at Jesus skulle arresteres og bringes for retten anklaget for blasfemi og talrige andre overtrædelser af jødernes hellige lov. De havde faktisk en gang før gået så vidt, at de havde erklæret, at han skulle dø, men dette var første gang, at der i rådet blev udtrykt et ønske om at træffe beslutning om hans død, før en retssag. Men resolutionen kom ikke til afstemning, fordi fjorten medlemmer af rådet trådte tilbage som en gruppe, da en så uhørt handling blev foreslået. Selv om disse fratrædelser ikke formelt blev behandlet de næsten to uger, fratrådte denne gruppe på fjorten denne dag og sad aldrig mere med i rådet. Da disse fratrædelser efterfølgende blev behandlet blev fem andre medlemmer udvist, fordi deres frænder troede, at de sympatiserede med Jesus. Med disse nitten mænd fjernet var Jødernes råd i stand til at forhøre og fordømme Jesus med en solidarisk grænse til enstemmighed.
Den følgende uge, blev Lazarus og hans søstre indkaldt for jødernes råd. Da deres vidneudsagn var blevet hørt, kunne der ikke være tvivl om, at Lazarus var blevet genopvækket fra de døde. Selv om rådets handlinger praktisk taget indrømmede Lazarus genopstandelse, blev referatet af resolutionen, tilskrevet dette og andre mirakler som Jesus havde udført i Djævleprinsens magt, med hvem Jesus blev erklæret for at være i ledtog med.
Uanset kilden til hans undergørende kraft var disse jødiske ledere overbevist om, at hvis man ikke umiddelbart satte en stopper for ham, ville de meget snart se alle de almindelige mennesker tro på ham; og endvidere, at der kunne opstå alvorlige komplikationer med de romerske myndigheder, fordi så mange af hans tilhængere betragtede ham som Messias, Israels befrier.
Det var på det samme møde i jødernes råd, at ypperstepræsten Kajfas første gang gav udtryk for det gamle jødiske ordsprog, som han senere så mange gange gentog: " Det er bedre, at én mand skal dø end at hele samfundet går under."
Selvom Jesus var blevet advaret om, hvad jødernes råd gjorde denne dystre fredag eftermiddag, var han ikke den mindste smule bekymret og fortsatte med at hvile over sabbatten med venner i Betfage, en lille landsby i nærheden af Betania. Tidligt søndag morgen var Jesus og apostlene som aftalt i Lazarus hjem, sagde farvel til familien i Betania og gik til lejren ved Pella.

4. SVARET PÅ BØN

På vej fra Betania til Pella spurgte apostlene Jesus mange spørgsmål, og Mesteren svarede villigt på alle undtagen dem, der vedrørte detaljerne om de dødes opstandelse. Sådanne problemer oversteg forståelses kapaciteten hos hans apostle; derfor afslog Mesteren at drøfte disse spørgsmål med dem. Da de var gået bort fra Betania i hemmelighed, var de alene. Jesus tog derfor muligheden for at tale til de ti om mange ting, som han mente kunne forberede dem på de prøvende dage som ventede lige forude på dem.
Apostlenes sind var meget aktive og de brugte en betragtelig tid på at diskutere deres seneste erfaringer i det omfang de vedrørte bøn og svar på bøn. De kunne alle huske Jesu udtalelse i Filadelfia til budbringeren fra Betania, da han klart sagde: "Den sygdom fører i virkeligheden ikke til døden" Men på trods af dette løfte, døde Lazarus faktisk. Hele den dag, vendte de tilbage igen og igen for at drøfte dette spørgsmål over besvarede bønner.
Jesus svar på deres mange spørgsmål kan sammenfattes således:
    1. Bøn er noget, det begrænsede sind udtrykker i et forsøg på at nærme sig den Uendelige. Bønnens ydeevne må derfor være begrænset af den endelige væsens viden, visdom og egenskaber. Tilsvarende er svaret betinget af den Uendeliges vision, mål, idealer og privilegier. Man kan aldrig observere en ubrudt kontinuitet i materielle fænomener mellem udførelsen af en bøn og modtagelsen af det fulde åndelige svar dertil.
    2. Når en bøn synes at forblive ubesvaret, varsler forsinkelsen ofte et bedre svar, selv et svar, som af nogle gode grunde er stærkt forsinket. Da Jesus sagde, at Lazarus sygdom i virkeligheden ikke førte til døden, havde Lazarus allerede været død i elleve timer. Ingen oprigtig bøn nægtes et svar undtagen når den åndelige verdens overlegne synspunkt har fundet et bedre svar, et svar som opfylder det som menneskets ånd beder om i modsætning til bønnen som kun kommer fra menneskets sind.
    3. Når bønnerne i tiden som udarbejdes af ånden og udtrykt i tro, ofte er så store og omfattende, kan de kun besvares i evigheden. Den endelige bøn er til tider så fuld af forståelse for den Uendelige, at svaret længe skal udskydes for at afvente etableringen af tilstrækkelig kapacitet til modtagelse; en troens bøn kan være så altomfattende, at svaret ikke kan modtages førend i Paradiset.
    4. Svarene på det dødelige sinds bønner er ofte af en sådan karakter, at de ikke kan modtages og forstås før dette samme bedende sind har nået udødelighed. Bønnen fra det materielle væsen kan mange gange først besvares, når en sådan person har udviklet sig til åndens niveau.
    5. En gudbevidst persons bøn kan være fordrejet af uvidenhed og forvrænget af overtro, at svaret ville være yderst uvelkomment. Så må de mellemliggende åndelige væsener oversætte en sådan bøn så den bedende, når svaret kommer, slet ikke genkende det som svar på sin bøn.
    6. Alle sande bønner bliver rettet til åndelige væsener, og alle sådanne andragender skal besvares på åndelige vilkår, og alle sådanne svar skal bestå af åndelige realiteter. Åndevæsener kan ikke give materielle svar selv til materielle væsener på åndelige andragender. Materielle væsener kan kun bede effektivt, når de "beder i ånden."
    7. Ingen bøn kan håbe på et svar, medmindre den er født af ånden og næret af tro. Din oprigtige tro, indebærer at du faktisk på forhånd har givet dem, der hører din bøn fuld ret til at besvare dine andragender i overensstemmelse med den højeste visdom og den guddommelige kærlighed, som din tro beskriver, og som altid motiverer disse væsener, til hvem du beder.
    8. Barnet handler altid i overensstemmelse med sine rettigheder, når det vover at bede forældrene om noget; og forældrene fungerer altid inden for deres forældre forpligtelser i forhold til det umodne barn, når hans eller hendes overlegne visdom kræver, at svaret på barnets bøn forsinkes, ændres, adskilles, transcenderes eller udskydes til en anden fase af åndelig opstigning.
    9. Tøv ikke med at bede de bønner, der udtrykker længsel; tvivl ikke på, at du får svar på dine andragender. Disse reaktioner er i forvaring; de venter på at du opnår de fremtidige åndelige niveauer af faktisk kosmisk fremskridt, i denne verden eller i andre verdener, hvor det vil være muligt for dig at forstå og værdsætte de længe ventende svar på dine tidligere, men dårligt timede andragender.
    10. Alle ægte af ånden fødte bønner besvares med sikkerhed. Spørg og du skal modtage. Men du skal huske, at I er væsener som avancerer i tid og rum; derfor skal du hele tiden regne med tid-rum faktorens indflydelse på din oplevelse af din personlige modtagelse af det fulde svar på dine mangfoldige bønner og andragender.

5. HVAD DER SKETE MED LAZARUS

Lazarus forblev i hjemmet i Betania, og han var centrum for stor interesse blandt mange oprigtige troende og mange nysgerrige individer, indtil de dage, hvor Jesus blev korsfæstet. Han blev derefter advaret om, at jødernes råd havde dekreteret hans død. Jødernes herskere var fast besluttet på at sætte en stopper for yderligere spredning af Jesu lære, og de resonerede helt korrekt, at det var nytteløst at dræbe Jesus, hvis de tillod Lazarus, der repræsenterede selve højdepunktet af Jesu mirakelarbejde, til at leve og vidne om, at han havde opvækket ham fra de døde. Allerede nu havde Lazarus lidt bitter forfølgelse fra dem.
Så Lazarus tog en forhastet afsked med sine søstre i Betania, flygtede ned gennem Jeriko og på tværs af Jordanfloden, og tillod ikke sig selv at hvile længe inden han nåede Filadelfia. Lazarus kendte Abner godt, og her følte han sig sikker fra det forbryderiske råds morderiske intriger.
Snart herefter solgte Marta og Maria, deres ejendom i Betania og sluttede sig til deres bror i Peræa. I mellemtiden var Lazarus blevet kasserer i kirken i Filadelfia. Han var en af dem, der kraftigt støttede Abner i hans kontrovers med Paulus og Jerusalem kirken, og han døde til sidst i en alder af 67, af den samme sygdom, der bragte ham i graven i Betania, da han var yngre.

Publiceret 14 september 2017

« prev top next »

Powered by CMSimple | Template: ge-webdesign.de | Login