Urantia bogen i Danmark (backup)

149. Den anden prædiketur

URANTIA BOGEN  -  KAPITEL 149. DEN ANDEN PRÆDIKETUR

Den anden offentlige prædiketur i Galilæa begyndte søndag, 3. oktober år 28 e.Kr. og varede i næsten tre måneder og sluttede den 30. december. I dette projekt deltog Jesus og hans tolv apostle, bistået af det nyansatte korps af 117 evangelister og af mange andre interesserede. I løbet af denne rejse, besøgte de Gadara, Ptolemais, Jafia, Dabaritta, Megiddo, Jizre'el, Scythopolis, Tarichea, Hippos, Gamala, Bethsaida-Julias, og mange andre byer og landsbyer.
Før de gik bort denne søndag formiddag bad Andreas og Peter Jesus om at give de nye evangelister de sidste instrukser, men Mesteren afslog og sagde, at det ikke var hans opgave at gøre, hvad andre acceptabel kunne udføre. Efter moden overvejelse blev det besluttet, at James Zebedæus ville give dem deres anvisninger. Efter James afsluttende bemærkninger sagde Jesus til evangelisterne: "Gå ud og gøre arbejdet, som du er blevet betroet, og senere, når I har vist jer kompetent og trofast, vil jeg ordinere jer til at prædike rigets evangelium."
Under denne tur gik kun James og Johannes med Jesus. Peter og de andre apostle tog hver med sig omkring et dusin evangelister og holdt tæt kontakt med dem, mens de udførte deres forkyndelse og undervisnings arbejde. Så snart troende var klar til at komme ind i riget forrettede apostlene dåben. Jesus og hans to ledsagere rejste vidt omkring løbet af disse tre måneder, og besøgte ofte to byer på én dag for at observere evangelisternes arbejde, og opmuntre dem i deres bestræbelser på at etablere riget. Hele denne anden prædiketur var hovedsageligt et forsøg på at give praktisk erfaring til dette korps af 117 nyuddannede evangelister.
Under hele denne periode, og derefter frem til det tidspunkt, hvor Jesus og de tolv for sidste gang gik til Jerusalem, opretholdt David Zebedæus et permanent hovedkvarter for rigets arbejde i sin fars hus i Betsaida. Dette var informationscenter for Jesu arbejde på jorden og relæstationen for budbringertjenesten, som David opretholdt mellem dem, der arbejdede i forskellige dele af Palæstina og tilstødende regioner. Han gjorde alt dette på eget initiativ, men med Andreas godkendelse. David havde fyrre til halvtreds budbringere i tjeneste indenfor denne informations afdeling for det hastigt voksende og stadigt mere omfattende arbejde i riget. Mens han havde travlt med dette, forsørgede han sig selv delvis ved at bruge noget af sin tid på hans tidligere fisker erhverv.

1. JESUS UDBREDTE BERØMMELSE

Frem til det tidspunkt hvor lejren ved Betsaida blev opløst havde Jesu ry, især som helbreder, spredt sig til alle dele af Palæstina og hele Syrien og nabolandene. I ugerne efter de forlod Betsaida, fortsatte de syge med at ankomme, og da de ikke fandt mesteren, men fik at vide af David, hvor han var, gik de ud for at finde ham. I løbet af denne rejse, udførte Jesus ingen bevidste såkaldte helbredelsesmirakler. Trods det genvandt snesevis af lidende deres egen sundhed og lykke som et resultat af den fornyende kraft af den intense tro, som tvang dem til at søge for helbredelse.
På omkring tidspunktet for denne missionsrejse begyndte en mærkelig og uforklarlig række af helbredelsesfænomener at opstå, og disse begivenheder fortsatte gennem resten af Jesu liv på jorden. I løbet af denne tre måneders rejse blev mere end hundrede mænd, kvinder og børn fra Judæa, Idumæa, Galilæa, Syrien, Tyrus og Sidon, og fra områder uden for Jordanfloden modtagere af denne ubevidste helbredelse af Jesus, og når de vendte tilbage til deres hjem sørgede de for, at Jesu berømmelse blev yderligere udvidet. De gjorde dette på trods af, at Jesus, hver gang han observerede et af disse tilfælde af spontan helbredelse, direkte beordrede modtageren til "ikke at fortælle nogen om det."
Det blev aldrig åbenbaret for os, hvad der virkelig skete i disse tilfælde af spontan eller ubevidst helbredelse. Mesteren forklarede aldrig sine apostle, hvordan disse helbredelser skete, bortset fra at han ved flere lejligheder blot sagde: "Jeg føler, at kraften er gået ud fra mig." Ved en lejlighed, bemærkede han, da et sygt barn rørte ved ham: "Jeg føler, at livet er gået ud fra mig."
I mangel af nogle direkte ord fra Mesteren om arten af disse tilfælde af spontan helbredelse, ville det være anmassende af os at begynde at forklare, hvordan det skete, men det er tilladt at udtrykke vores egen mening om alle disse helbredende fænomener. Vi mener, at mange af disse tilsyneladende helbredelsesmirakler, da de fandt sted i løbet af Jesu gerning på jorden, var et resultat af sameksistensen af følgende tre kraftfulde, aktive og tilhørende påvirkninger:
    1. Tilstedeværelsen af en stærk, dominerende og levende tro i hjertet af det menneske, som ihærdigt søgte helbredelse, i forbindelse med denne helbredelse var ønsket mere for åndelige velsignelser end blot fysiske restaurering.
    2. Eksistensen, samtidig med en sådan menneskelig tro, af den store sympati og medfølelse på Guds inkarnerede og barmhjertigheds dominerede Skabersøn, som i sin person faktisk besad en næsten ubegrænsede og tidløs skabende evne og retten til helbredelse.
    3. Ud over den skabtes tro og Skaberens liv bør det også bemærkes, at denne Gud og mennesket var den personificerede udtryk for Faderens vilje. Hvis der i kontakten mellem det menneskelige behov og den guddommelige kraft til at opfylde det, og hvis Faderen ikke ønskede det anderledes, blev disse to til et, og helbredelsen opstod ubevidst for mennesket Jesus, men blev straks anerkendt af hans guddommelige natur. Forklaringen på mange af disse tilfælde af helbredelse skal derfor søges i den store lov, som vi længe har kendt, nemlig: Hvad Skabersønnen ønsker og som er den evige Faders vilje, ER.
Det er derfor vores opfattelse, at når Jesus var personligt nærværende, var visse former for dyb menneskelig tro bogstaveligt og virkelig overbevisende i manifestationen af helbredelse fra nogle af universets kreative kræfter og personligheder, som på det tidspunkt var tæt forbundet med Menneskesønnen. Det bliver derfor en kendsgerning, at Jesus ofte lod mennesker helbrede sig selv i hans tilstedeværelse gennem deres stærke personlige tro.
Mange andre søgte helbredelse for rent selviske formål. En rig enke fra Tyrus, kom med sit følge for at blive helbredt for sine lidelser, som var mange: Når hun fulgte efter Jesus gennem Galilæa, fortsatte hun med at tilbyde flere og flere penge, som om Guds kraft var noget, der kunne købes af den person, der gav det højeste bud. Men hun var aldrig interesseret i rigets evangelium; hun søgte kun helbredelse for sine fysiske lidelser.


2. FOLKETS INDSTILLING

Jesus forstod det menneskelige sind. Han vidste, hvad der skjulte sig i menneskets hjerte, og hvis hans lærdomme havde været efterladt, således som han præsenterede dem, med den inspirerede fortolkning som hans jordiske liv udgjorde, ville alle nationer og alle religioner i verden hurtigt have omfattet rigets evangelium. De velmente bestræbelser, som Jesu første tilhængere havde, at omformulere hans lære for at gøre den mere acceptabel for visse nationer, racer og religioner, resulterede kun i, at denne lære blev mindre acceptabel for alle andre nationer, racer og religioner.
I sine forsøg, på at få nogle af datidens grupper til at sikre en fordelsagtig opmærksomhed på Jesu lære, skrev apostelen Paulus mange breve med instruktioner eller anmodninger. Andre, der underviste i Jesu evangelium gjorde det samme, men ingen af dem indså, at nogle af disse skrifter efterfølgende ville blive sammensat af dem, der ville lægge dem frem som Jesu lære i en håndgribelig form. Og mens den såkaldte kristendom således ganske vist indeholder mere af Mesterens evangelium end nogen anden religion, omfatter den også meget, som Jesus ikke lærte. Bortset fra inkorporeringen af mange lærdomme fra de persiske mysterier og meget af den græske filosofi i den tidlige kristendom, blev to store fejltagelser gjort:
    1. Indsatsen for at forbinde evangeliets undervisning direkte med den jødiske teologi, som illustreret ved de kristne doktriner om forsoningen - læren, om at Jesus var den ofrede søn, som ville tilfredsstille Faderens strenge retsopfattelse og formilde den guddommelige vrede. Disse belæringer opstod i en prisværdig indsats for at gøre rigets evangelium mere acceptabelt for de tvivlende jøder. Selv om disse bestræbelser mislykkedes, når det kom til at vinde jøderne for sagen, lykkedes det dem at forvirre og fremmedgøre mange ærlige sjæle i alle fremtidige generationer.
    2. Den anden store bommert, som Mesterens tidlige tilhængere gjorde, og alle senere generationer vedvarende ihærdigt har ført videre, var at organisere den kristne forkyndelse så fuldstændig omkring Jesu person. Denne overbetoning af Jesu personlighed i kristen teologi har ført til at hans forkyndelse er blevet overset, og alt dette har gjort det stadig vanskeligere for jøder, muhamedanere, hinduer og andre østlige religiøse til at acceptere, hvad Jesus underviste i. Vi vil ikke forringe den plads, som tilkommer Jesu person i en religion, som kunne bære hans navn, men vi ville ikke tillade dette hensyn til at overskygge hans inspirerede liv eller til at erstatte hans frelsende budskab: Faderskab i Gud og menneskers broderskab.
De, der underviser i Jesu religion bør nærme sig andre religioner med anerkendelsen af de sandheder, der er fælles (hvoraf mange direkte eller indirekte stammer fra Jesu budskab) og afstå fra at fæstne så meget vægt på forskellene.
Selvom Jesu ry netop på dette tidspunkt primært hvilede på hans ry som en helbreder, betyder det ikke, at det fortsatte med at være det. Som tiden gik, blev han mere og mere søgt for åndelig hjælp. Men det var de fysiske helbredelser som mest direkte og umiddelbart talte til de almindelige mennesker. Jesus blev i stigende grad kontaktet af folk, der var moralske slaver og mentalt plagede, og han lærte dem uvægerligt vejen til befrielse. Fædre søgte hans råd om, hvordan de skulle forvalte deres sønner, og mødre kom om hjælp til at vejlede deres døtre. De, der var i mørke kom til ham, og han afslørede livets lys for dem. Hans ører var altid åbne for menneskehedens sorger, og han hjalp altid dem, der søgte omsorg hos ham.
Når Skaberen selv var på jorden, inkarneret i kødelig form, var det uundgåeligt, at nogle usædvanlige hændelser skulle indtræffe. Men du bør aldrig nærme dig Jesus gennem disse såkaldte mirakuløse begivenheder. Lær at nærme jer mirakler gennem Jesus, men begå ikke den fejl at nærme jer Jesus gennem mirakler. Og denne formaning er berettiget uanset at Jesus af Nazaret er den eneste grundlægger af en religion, der har udført overmaterielle handlinger på jorden.
Det mest forbløffende og det mest revolutionerende træk ved Mikaels mission på jorden var hans holdning til kvinder. I en tid og generation hvor en mand ikke på et offentligt sted måtte hilse selv på hans egen kone, vovede Jesus at tage kvinder med som lærere i evangeliet på hans tredje tur til Galilæa. Og han havde det udsøgte mod til at gøre dette på trods af, at rabbinerne lærte, at det var "bedre at brænde lovens ord, end at præsentere dem for kvinderne."
Under en generation løftede Jesus kvinden ud fra tidsalderen af respektløs glemsel og trældom. Og der hviler en stor skam over den religion, der dristede sig til at tage Jesu navn, at den manglede det moralske mod til at følge hans ædle eksempel i den efterfølgende holdning til kvinder.
Når Jesus omgik menneskerne, fandt de, at han var helt fri for tidens overtro. Han var fri for religiøse fordomme; han var aldrig intolerant. I sit hjerte, havde han intet som lignede social antagonisme. Mens han overholdte, hvad der var godt i hans fædres religion, tøvede han ikke med at ignorere de traditioner af overtro og trældom, som mennesket havde skabt. Han vovede at forkynde, at naturkatastrofer, tidsmæssige ulykker og andre katastrofale begivenheder ikke er guddommelige domme eller Forsynets mystiske tildelinger. Han fordømte slavisk hengivenhed til meningsløse ceremonier og afslørede fejlslutninger af den materialistiske tilbedelse. Han forkyndte frimodigt menneskets åndelige frihed og vovede at undervise at dødelige af kødet virkelig og i sandhed er sønner af den levende Gud.
Jesus overskred alle sine forgængeres lærdomme, når han dristigt erstattede rene hænder med et rent hjerte som et tegn på sand religion. Han satte virkelighed i stedet for traditionen og fejede bort alle påstande om forfængelighed og hykleri. Og alligevel gav denne frygtløse Guds mand ikke udtryk for destruktiv kritik eller viste komplet foragt for sin tids religiøse, sociale, økonomiske og politiske skikke. Han var ikke en militant revolutionær; han var en progressiv evolutionær. Han beskæftigede sig med at rive det ned, der kun var, mens han samtidig tilbød sin medmennesker noget bedre, noget, der bør være.
Jesus modtog lydighed af sine tilhængere, uden at han forlangte det. Kun tre af de mænd, der fik hans personlige kald nægtede at acceptere invitationen til discipelskab. Han udøvede en unik tiltrækningskraft på mennesker, men han var ikke diktatorisk. Han befalede tillid, og ingen blev nogensinde fornærmet, når han gav en ordre. Han tog absolut myndighed over sine disciple, men ingen gjorde nogensinde indsigelse mod det. Han tillod sine tilhængere at kalde ham Mester.
Alle, der mødte Mesteren beundrede ham, undtagen dem, der nærede dybtliggende religiøse fordomme eller dem, der troede, de så politiske farer i hans lære. Folk var forbavset over originaliteten og myndigheden i hans undervisning. De forundrede sig over hans tålmodighed, når han beskæftigede sig med tilbagestående og besværlige spørgende. Han bragte håb og tillid i hjertet på alle, der kom under hans tjeneste. Kun de, der ikke havde mødt ham frygtede ham, og han blev kun hadet af dem, der betragtede ham som talsmand for den sandhed, som var bestemt til at besejre det onde og bedraget, som de for enhver pris havde besluttet at holde i deres hjerter.
Han udøvede en stærk og ejendommeligt fascinerende indflydelse på både venner og fjender. Menneskeskarerne kunne følge ham i ugevis bare for at høre hans elskværdige ord og overveje hans enkle liv. Fromme mænd og kvinder elskede Jesus med en næsten overmenneskelig hengivenhed. Jo bedre de kendte ham jo mere elskede de ham. Alt dette gælder stadig: jo mere mennesket kommer til at kende denne Gud og menneske, i dag og i alle fremtidige tidsaldre, jo mere elsker man ham, og følger ham.

3. DE RELIGIØSE LEDERES FJENDTLIGHED

Selvom de almindelige mennesker positivt modtog Jesus og hans lære, blev de religiøse ledere i Jerusalem mere og mere alarmerede og antagonistiske. Farisæerne havde formuleret en systematisk og dogmatisk teologi. Jesus var en lærer, der underviste i henhold til det som tilfældet bød sig. Han underviste ikke systematisk. Jesu lære, lignelserne, berørte ikke så meget loven som livet. (Og når han brugte en lignelse til at illustrere sit budskab, beregnede han kun at bruge en del af historien til dette formål. Mange forkerte opfattelser om Jesu lære kan udledes når man forsøger at gøre allegorier ud af hans lignelser.)
De religiøse ledere i Jerusalem begyndte at være næsten rasende på grund af den unge Abrahams seneste omvendelse og desertering af de tre spioner, som Peter havde døbt, og som nu var ude med evangelisterne på denne anden prædiketur i Galilæa. De jødiske ledere blev i stigende grad blændet af frygt og fordomme, mens deres hjerter blev hærdet ved den fortsatte afvisning af de tiltalende sandheder i rigets evangelium. Når mennesker udelukker appellen til den ånd, der er i dem, er der ikke meget der kan gøres for at ændre deres holdning.
Da Jesus først mødtes med evangelisterne i lejren ved Betsaida, sagde han, da han sluttede sin tale: "Du skal huske, at mennesker i krop og sind - følelsesmæssigt - reagerer individuelt. Det eneste ensartet hos mennesker er ånden i deres indre. Selvom de guddommelige ånder kan variere noget i arten og omfanget af deres erfaringer, reagerer de ensartet på alle åndelige appeller. Kun gennem, og ved appellen til denne ånd, kan menneskeheden nogensinde opnå enighed og broderskab."
Men mange af de jødiske ledere havde lukket deres hjerters døre til den åndelige appel af evangeliet. Fra og med denne dag, ophørte de ikke med at planlægge og konspirerede for at tilintetgøre Mesteren. De var overbevist om, at Jesus skulle anholdes, dømmes og henrettet som en religiøs lovbryder, en krænker af de centrale lærdomme i jødernes hellige lov.

4. PRÆDIKETURENS FREMSKRIDT

Jesus gennemførte næsten ingen offentlig arbejde under denne prædiketur, men han udførte mange aftenmøder med de troende i de fleste byer og landsbyer, hvor han tilfældigvis opholdt sig med James og Johannes. Ved en af disse aften sammenkomster spurgte en af de yngre evangelister et spørgsmål til Jesus om vrede, og da Mesteren svarede, sagde han blandt andet:
"Vrede er en materiel manifestation som generelt indikerer i hvilket omfang menneskets åndelige natur har undladt at få kontrol over sine kombinerede intellektuelle og fysiske natur. Vrede indikerer endda manglende tolerant broderkærlighed, og endda en mangel på selvrespekt og selvkontrol. Vrede dræner sundhed, nedværdiger sindet og handikapper menneskesjælens åndelærer. Har du ikke læst i skrifterne, at "tåben dræbes af sin vrede", og at mennesket "river sig selv i sin vrede? At 'den der er langsom med vrede har stor forståelse" mens "den der er hurtig til vrede ophøjer tåbelighed'? I ved alle, at "et blødt svar vender vreden væk" og at "hårde ord vækker vrede". "Diskretion udsætter vrede", mens 'de, der ikke kan styre deres sind er som en forsvarsløs by, der ingen mure har.' 'Forbitrelse er grusom, og vrede er skandaløst.' 'Vrede mænd starter ufred, og de rasende forøger deres overtrædelser.'' "Vær ikke hastig i ånden, for vrede lurer i tåbernes bryst.' Inden Jesus sluttede med at tale, sagde han yderligere: "Lad jeres hjerter være domineret af kærlighed, så din åndevejleder kun har lidt besvær med at skille dig af med tendensen til at give luft for sådanne udbrud af bestialsk vrede som er uforenelig med din position som Guds sønner."
Ved samme lejlighed talte Mesteren også til gruppen om det ønskelige i at have en velafbalanceret karakter. Han indrømmede, at det var nødvendigt for de fleste mennesker at vie sig til at blive dygtige i et bestemt erhverv, men han beklagede enhver tendens til overspecialisering, mod at blive snæversynet og afgrænset i livets aktiviteter. Han gjorde opmærksom på, at enhver dyd, der er drevet til yderligheder, kan blive en skruestik. Jesus prædikede altid mådehold og stabilitet - forholdsmæssig tilpasning af livets problemer. Han påpegede, at overdreven deltagelse og medlidenhed kan udarte sig til alvorlig følelsesmæssig ubalance, og at begejstringen kan føre til fanatisme. Han diskuterede en af deres tidligere medarbejdere, hvis fantasi havde ført ham ind i visionære og upraktiske foretagender. Samtidig advarede han dem om farerne ved sløvheden af den overforsigtige middelmådighed.
Derefter talte Jesus om farerne som mod og tro indebærer, hvordan de undertiden fører tankeløse sjæle til hensynsløshed og dristighed. Han påviste også, hvordan forsigtighed og beskedenhed, når de udføres for vidt, vil føre til fejhed og fiasko. Han opfordrede sine tilhørere til at stræbe efter originalitet, mens de skyede alle tendenser til excentricitet. Han anmodede for sympati uden sentimentalitet, fromhed uden hykleri. Han underviste i ærbødighed, fri for frygt og overtro.
Det som gjorde indtryk på Jesu medarbejdere var ikke så meget det, han lærte om den afbalancerede karakter, som det faktum, at hans eget liv, var sådan en veltalende eksemplificering af hans undervisning. Han levede midt i stress og storm, men han har aldrig vaklet. Hans fjender lagde løbende fælder ud for ham, men de fangede ham aldrig. Den kloge og lærte forsøgte at få ham til at miste fodfæste, men han snublede ikke. De forsøgte at inddrage ham i debatten, men hans svar var altid oplysende, værdige, og endelige. Når han blev afbrudt i sine taler med de mangeartede problemstillinger var hans svar altid betydelige og afgørende. Aldrig tog han tilflugt til uædle taktiker, når han mødte det konstante pres fra sine fjender, som ikke tøvede med at bruge alle former for falsk, uretfærdig måde at angribe ham.
Selv om det er rigtigt, at mange mænd og kvinder utrætteligt har viet sig til en bestemt profession for at opretholde deres levebrød, er det alligevel meget ønskeligt, at mennesker dyrker et bredt kulturelt bekendtskab med livet, som det leves på jorden. Virkelige uddannede mennesker er ikke tilfredse med at forblive uvidende om deres medmenneskers liv og gerninger.

5. LEKTION OM TILFREDSHED

Da Jesus var på besøg i gruppen af evangelister, der arbejder under tilsyn af Simon Zelotes, spurgte Simon under deres aftenmøde Mesteren: "Hvorfor er nogle mennesker så meget gladere og mere tilfredse end andre? ? Er tilfredshed et spørgsmål om religiøs oplevelse? ”Som svar på Simons spørgsmål, sagde Jesus blandt andet:

"Simon, nogle mennesker er naturligvis mere lykkelige end andre. Meget, rigtig meget, afhænger af menneskets vilje til at blive ledet og styret af Faderen ånd, der lever indeni dem. Har du ikke læst i skrifterne, om den kloge mands ord: "Ånden i mennesket er Herrens lys som søger i dets indre '? Og sådanne af ånden ledede dødelige siger også: "Denne slægtslinje er tilfaldet mig på en behagelig måde, ja, jeg har en fin arv.'' Den smule, som den retfærdige har, er bedre end mange af de ondes rigdomme," for "en god mand finder tilfredsstillelse i sit indre.'' et glad hjerte gør ansigtet lyst og er en kontinuerlig fest. Bedre er lidt ærbødighed for Herren end store skatte med bekymring. Bedre er et måltid urter med kærlighed end en opfedet okse og had. Bedre er lidt med retfærdighed end store indtægter med uretfærdighed.'' Et muntert hjerte er en god medicin." "Bedre er en håndfuld med ro end en overflod af sorg og åndsfortærelse.'

"En stor del af menneskets sorg er født af skuffelse i deres ambitioner og såret af deres stolthed. Selvom menneskerne skylder sig selv pligten til at få det bedste ud af deres liv på jorden, burde de siden de således alvorligt har anstrengt sig, med glæde acceptere deres skæbne og med opfindsomhed få det bedste ud af det, der er givet til dem. Alt for mange af menneskets problemer opstår i frygtens grobund i dets eget naturlige hjerte. "De ugudelige flygter, selvom ingen forfølger dem.'' Den ugudelige er som det urolige hav, som ikke kan stoppes, og hvis farvande kaster skarn og snavs op; den onde har ingen fred, siger Gud."

"Søg derfor ikke falsk fred og forbigående glæde, men snarere for forsikringen om tro og det guddommelige sønskabets garantier som giver tryghed, tilfredshed og højeste glæde i ånden."

Jesus betragtede næppe denne verden som en "tårernes dal". Han så den snarere som fødselssfære af de evige og udødelige sjæle på vej til Paradiset, som "dalen, hvor sjæle bliver til."

6. ”HERRENS FRYGT”

Det var i Gamala, under aftensmødet, at Filip sagde til Jesus: "Mester, hvordan er det, at skrifterne lærer os at "frygte Herren, "mens du ville have os til at se op til Faderen i himmelen uden frygt? Hvordan kan vi harmonisere disse belæringer? Og Jesus svarede Filip, og sagde:
"Mine børn, jeg er ikke overrasket over, at du spørger sådanne spørgsmål. I begyndelsen var det kun gennem frygt, at mennesket kunne lære ærbødighed, men jeg er kommet for at åbenbare Faderens kærlighed til dig, så du vil blive tiltrukket til tilbedelse af den Evige af indflydelsen som en søns kærlige anerkendelse og gengældelse af Faderens dybe og fuldkomne kærlighed udøver. Jeg ønsker at frigøre dig fra trældom, som det er, når du af slavisk frygt presser dig selv til den kedelige tjeneste af en mistænkelig og vred konge-Gud. Jeg ønsker at lære dig om Fader-søn forholdet mellem Gud og mennesket, så du med glæde kan ledes ind i den sublime og overjordiske frivillig tilbedelse af en kærlig, retfærdig og barmhjertig Fader-Gud.
"Udtrykket ’frygt for Herren’ "har haft forskellige betydninger i rækken af tidsaldre, lige fra frygt gennem angst og terror - til ærefrygt og ærbødighed. Og nu vil jeg føre jer op fra ærbødighed gennem anerkendelse, realisering og påskønnelse, til kærlighed. Når mennesket kun opfatter Guds arbejde, bliver han ført til at frygte den Højeste, men når mennesket begynder at forstå og opleve den levende Guds personlighed og karakter, ledes det i stigende grad til at elske sådan en god og perfekt, universel og evig Fader. Og det er netop denne ændring i menneskets forhold til Gud, som er Menneskesønnens mission på jorden.
"Intelligente børn frygter ikke deres far for at få gode gaver fra hans hånd. Men når de allerede har modtaget den overflod af gode ting, som deres far i hengivenhed for sine sønner og døtre har skænket, føres disse meget elskede børn, som en reaktion på anerkendelse og påskønnelse af en sådan rundhåndet generøsitet, til at elske deres far. Guds godhed fører til omvendelse; Guds godgørenhed fører til tjeneste, Guds barmhjertighed fører til frelse, mens Guds kærlighed fører til intelligent og åbenhjertig tilbedelse.
"Jeres forfædre frygtede Gud, fordi han var mægtig og mystisk. Du skal tilbede ham, fordi han er storslået i kærlighed, rig på barmhjertighed og herlig i dens sandhed. Guds kraft i menneskets hjerte udløser frygt, men værdighed og retfærdighed i hans personlighed avler ærbødighed, kærlighed og frivillig tilbedelse. En pligtopfyldende, lydig og kærlig søn, hverken frygter, eller gyser, for en mægtig og ædel far. Jeg er kommet til verden for at erstatte frygt med kærlighed, sorg til glæde, frygt med tillid, slavisk trældom og meningsløse ceremonier med kærlig tjeneste og anerkendende tilbedelse. Men det er stadig sandt for dem, der sidder i mørke, at "Herrens frygt er visdommens begyndelse". Men senere, når der er mere lys, ledes Guds sønner til at rose den Uendelige for hvad han er i stedet at frygte ham for, hvad han gør.
"Når børn er unge og tankeløse, er det nødvendigt at opfordre dem til at respektere deres forældre; men når de bliver ældre og lidt mere begynder at sætte pris på fordelene ved forældrenes omsorg og beskyttelse, kommer de gennem forstående respekt og øget hengivenhed op til det niveau af oplevelse, hvor de rent faktisk elsker deres forældre for hvad de er mere end for hvad de har gjort. En far elsker af naturen sit barn, men barnet skal udvikle sin kærlighed til faderen fra frygten for, hvad faderen kan gøre, gennem ærefrygt, skræk, afhængighed, og ærbødighed, til den anerkendende og kærlig agtelse af kærlighed.
"Du har lært, at du bør" frygte Gud og holde hans bud, for dette er menneskets eneste pligt. "Men jeg er kommet for at give dig et ny og højere bud. Jeg vil gerne lære dig, at du skal "elske Gud og lære at gøre hans vilje, for det er Guds befriede sønners højeste privilegium." Jeres fædre lærte at "frygte Gud - den almægtige konge." Jeg lærer dig: 'Elsk Gud - den alt igennem barmhjertige Fader."
"I himmelriget, som jeg er kommet for at forkynde, er der ingen høj og mægtig konge; dette rige er en guddommelig familie. Det universelt anerkendte og uforbeholdent tilbedelses centrum og overhoved af dette vidtstrakte broderskab af intelligente væsener er min Fader og din Fader. Jeg er hans søn, og du er også hans sønner. Derfor er det evigt sandt, at du og jeg i de himmelske forhold er brødre, og så meget desto mere, da vi er blevet brødre i kødet i livet på jorden. Stop derfor med at frygte Gud som en konge eller tjene ham som en herre. Lær at ære ham som Skaberen og ære ham som Faderen i tiden af din ånde ungdom, elsk ham som en barmhjertig forsvarer og tilbed ham endelig som en kærlig og klog Fader til din mere modne åndelige erkendelse og værdsættelse.
"Dine fejlagtige idéer om Faderen i himmelen giver anledning til dine falske forestillinger om ydmyghed og forårsager også meget af dit hykleri. Mennesket kunne, ved deres natur og oprindelse være en orm af støvet, men når min Faders ånd fylder dets bolig bliver dette menneske guddommelig i sin skæbne. Min Faders frigivet ånd vil sikkert vende tilbage til den guddommelige kilde og niveauet af sin oprindelse i universet, og det dødelige menneskes sjæl, som er blevet det genfødte barn af denne iboende ånd skal helt sikkert stige op sammen med den guddommelige ånd til selve den evige Fader.
"Ydmyghed sømmer sig for det dødelige menneske, som modtager alle disse gaver fra Faderen i himlen, men der er også en guddommelig værdighed tilknyttet alle dem, der gennem deres tro er kandidater til den evige opstigning i det himmelske rige. De meningsløse og sjuskede praksis, af en pralende og falsk ydmyghed er uforenelige med påskønnelsen af kilden til din frelse og anerkendelsen af din af ånden fødte sjæls skæbne. Ydmyghed for Gud er helt passende i dybet af jeres hjerter; sagtmodighed foran mennesker er prisværdigt, men selvbevidst hykleri og opmærksomhedskrævende ydmyghed er barnlig og uværdig til rigets oplyste børn.
"Det er godt, at du er ydmyg for Gud og behersket foran mennesker, men lad din sagtmodighed være af åndelig oprindelse og ikke en selvbedragerisk præsentation af selvbevidst følelse af selvretfærdig overlegenhed. Profeten talte forsigtig, da han sagde: "Gå ydmygt med Gud," for selvom Faderen i himlen er den Uendelig og den Evige, bor han også "med ham, som er af et angerfuld sind og har en ydmyg ånd." Min Fader foragter stolthed, væmmes ved hykleri og afskyr ødelæggelse. Og bare for at understrege værdien af oprigtighed og fuldstændig tillid i den himmelske Faders kærlige støtte og trofaste vejledning har jeg så ofte henvist til små børn for at illustrere den mentale indstilling og åndens reaktion, der er så afgørende for det dødelige menneske for at nå himmelrigets åndelige virkeligheder.
"Godt nok beskrev profeten Jeremias mange dødelige, når han sagde: "I din mund, er du tæt på Gud, men langt fra ham i dit hjerte." Og har du ikke også læst den grusomme advarsel fra profeten, som siger: 'disse præster underviser for betaling, og profeterne spår for penge. På samme tid, hævder de at være fromme og forkynde, at Herren er med dem. "E du ikke blevet godt advaret mod dem, der "taler fred med deres naboer, men har ondt i deres hjerte, "dem, der 'smigre med sine læber, mens hjertet er uhæderligt'? Af alle sorger hos et tillidsfuldt menneske er ingen så forfærdeligt som at blive "såret i en betroet vens hus.’”

7. TILBAGE TIL BETSAIDA

Efter at Andreas havde konfereret med Simon Peter og fået godkendelse af Jesus, havde han instrueret David i Betsaida til at afsende budbringere til de forskellige prædikegrupper med instruktioner til at afslutte turen og vende tilbage til Betsaida i løbet af torsdag den 30. december. Ved aftensmåltidet på denne regnvejrsdag var alle de apostoliske selskaber og de undervisende evangelister ankommet til Zebedæus hjem.
Gruppen forblev samlet over sabbatten og fik husly i hjemmene af Betsaida og nærved liggende Kapernaum; hvorefter hele forsamlingen fik to uger fri, så alle kunne gå hjem til deres familie, besøge deres venner eller gå ud at fiske. De to eller tre dage, hvor de var sammen i Betsaida var faktisk opløftende og inspirerende. Det var opbyggende for selv de ældre lærere at høre de unge prædikanter taler om deres erfaringer.
Af de 117 evangelister, der deltog i denne anden prædiketur i Galilæa klarede kun omkring femoghalvfjerds testen af den faktiske erfaring og var klar til at blive overdraget til tjeneste, når de to ugers orlov var forbi. Jesus blev hos Andreas, Peter, James og Johannes i Zebedæus hjem og brugte meget tid i diskussioner om rigets velfærd og udbredelse.

Publiceret 3 september 2017

« prev top next »

Powered by CMSimple | Template: ge-webdesign.de | Login