URANTIA BOGEN. KAPITEL 74. ADAM OG EVA
ADAM OG EVA kom til Urantia for 37.848 år regnet fra år1934 e.Kr. De kom i midten af den årstid da haven stod i fuldt flor. Da solen var på sit højeste og uanmeldt, sænkede to seraftransporter, sammen med personalet fra Jerusem der havde fået overdraget transporten af de biologiske opløftere til Urantia, sig langsomt ned til overfladen af den roterende planet i nærheden af den Universelle Faders tempel. Alt arbejde med at materialisere Adams og Evas kroppe blev udført indenfor området af denne nyopførte helligdom. Fra tidspunktet for deres ankomst gik der ti dage, før de blev genskabt i dobbelt menneskelig form og klar til at blive præsenteret som verdens nye magthavere. De kom til bevidsthed på samme tid. Materielle Sønner and Døtre tjener altid sammen. Det er selve essensen af deres tjeneste til alle tider og på alle steder aldrig at blive adskilt. De er designet til at arbejde i par; sjældent fungerer de alene.
1. ADAM OG EVA I JERUSEM
Urantias planetariske Adam og Eva var medlemmer af det ældste korps af Materielle Sønner i Jerusem, og deres fællesskabs nummer var 14.311. De tilhørte den tredje fysiske serie og var lidt mere end to og en halv meter høje.
På det tidspunkt da Adam blev valgt til at komme til Urantia, arbejdede han sammen, med sin kone, i de fysiske forsøgs- testlaboratorier i Jerusem. I mere end femten tusinde år havde de været ledere i afdelingen for eksperimentel energi, som anvendes til modificering af levende organismers udformning. Længe før dette havde de været lærere i statsborger skolerne for nyankomne til Jerusem. Alt dette skal tages i betragtning i forbindelse med beretningen af deres efterfølgende adfærd på Urantia.
Da bekendtgørelsen blev udstedt hvor man søgte frivillige til det Adamiske eventyr på Urantia, meldte hele senior korpset af Materielle Sønner og Døtre sig. Med godkendelse af Lanaforge og de Højeste i Edentia udvalgte de eksaminerende Melkisedekere, til sidst Adam og Eva, som senere kom til at fungere som de biologiske opløftere af Urantia.
Adam og Eva var forblevet loyale over for Michael under Lucifers oprør; Ikke desto mindre blev parret indkaldt for Systemherskeren og hele hans kabinet til undersøgelse og instruktion. Detaljerne vedrørende Urantias anliggender blev fuldt fremlagt; de fik udtømmende instruktioner om de planer, som skulle følges ved at acceptere ansvaret og herredømmet på en sådan stridsplaget verden. De måtte aflægge fælles troskabsed til de Højeste i Edentia og til Michael i Salvington. De blev behørigt rådgivet til at betragte sig selv som underlagt korpset af Melkisedek forvalterne på Urantia indtil deres regerende ledelse anså det formålstjenstligt at opgive magten i den verden, hvor de havde modtaget deres opgave.
Dette Jerusem par efterlod i Satanias hovedstad og andre steder, et hundrede efterkommere - halvtreds sønner og halvtreds døtre - fantastiske væsener, som havde undsluppet faldgruberne i udviklingen, og som alle var i kommission som trofaste forvaltere af universets tillid på tidspunktet for deres forældres afrejse til Urantia. Og de var alle til stede i de Materielle Sønners smukke tempel ved afskedigelsen i forbindelse med afslutningsceremonien efter modtagelsen af overdragelsesopgaven. Disse børn ledsagede deres forældre til dematerialiserings hovedkvarteret for deres klasse og var de sidste til at sige farvel og ønske dem guddommelig fart, da de faldt i søvn i bevidsthedens bortfald fra personligheden, der går forud for forberedelsen til seraftransport. Børnene opholdt sig nogen tid sammen på familiens samlingssted og glædede sig over, at deres forældre snart ville blive de synlige ledere, i virkeligheden de eneste herskere, på planet 606 i systemet Satania.
Således forlod Adam og Eva Jerusem midt i anerkendelse og gode ønsker fra byens medborgere. De rejste ud til deres nye ansvarsopgaver tilstrækkeligt udstyret og fuldt instrueret om enhver pligt og farer, som ventede dem på Urantia.
2. ADAM OG EVAS ANKOMST
Adam og Eva faldt i søvn på Jerusem, og da de vågnede i Faderens tempel på Urantia i nærværelse af den mægtige folkeskare som var samlet for at byde dem velkommen, stod de ansigt til ansigt med to væsener, som de havde hørt meget om, Van og hans trofaste medarbejder Amadon. Disse to helte der efter Caligastia løsrivelse var de første til at byde dem velkommen i deres nye havehjem.
Sproget i Eden var en Andonisk dialekt som det blev talt af Amadon. Van og Amadon havde markant forbedret dette sprog ved at skabe et nyt alfabet med fireogtyve bogstaver, og de havde håbet på at se at det ville blive Urantias sprog når Edens kultur spredte sig over hele verden. Adam og Eva havde til fulde lært sig denne menneskelige dialekt inden de forlod Jerusem, så denne søn af Andons efterkommere hørte den ophøjede hersker i hans verden tale til ham i hans eget sprog.
På denne dag var der stor spænding og glæde i hele Eden mens løberne skyndte sig til oplagringsstedet for brevduer, der var indsamlet fra nær og fjern, og råbte: "Slip fuglene løs, lad dem bære budskabet, at den lovede søn er kommet." Hundredvis af bosættelser med troende havde trofast år efter år, sikret sig at der fandtes tilstrækkelige med disse hjemmeopdrættede duer til netop sådan en lejlighed.
Da nyheden om Adams ankomst spredte sig ud i verden, accepterede tusindvis af de nærliggende stammefolk Vans og Amadons undervisning, mens pilgrimme måned efter måned fortsatte med at strømme ind i Eden for at byde Adam og Eva velkommen og hylde deres usynlige Fader.
Kort efter deres opvågning, blev Adam og Eva eskorteret til den formelle modtagelse på den store høj nord for templet. Denne naturlige bakke var blevet udvidet og forberedt til installation af verdens nye magthavere. Her bød Urantias modtagelsesudvalg ved middagstid denne søn og datter fra Satania systemet velkommen. Amadon var formand for dette udvalg, som bestod
af tolv medlemmer og omfattede en repræsentant for hver af de seks Sangik racer; den fungerende chef for mellemvæsenerne; Annan, en loyal datter og repræsentant for Noditerne; Noa, søn af arkitekten og bygherren af haven som gennemførte hans afdøde fars planer; og de to bosiddende Livsbærere.
I programmet fulgte en overdragelse af ansvaret for planetens varetægt til Adam og Eva, af den øverste Melkisedek, chef for Rådet for administrationen på Urantia. Den Materielle Søn og Datter afgav troskabsed til de Højeste i Norlatiadek og til Mikael i Nebadon og blev proklameret herskere over Urantia af Van, som derved afsagde sig den titulære myndighed, som han i over et hundred og halvtreds tusinde år, havde holdt i kraft af samarbejdet med de Melkisedekske administratorer.
Adam og Eva var klædt i kongelige kåber ved denne lejlighed, da de formelt blev indsat som verdens herskere. Det var ikke alle kunsthåndværk fra Dalamatia der var gået tabt for verden; vævning blev stadig praktiseres i de dage af Eden.
Derefter hørte de ærkeenglens tilkendegivelse, og Gabriels udsendte stemme der dekreteret Urantias anden doms navneopråb og opstandelse af de sovende overlevende fra den anden domsperiode af nåde og barmhjertighed på 606 i Satania. Prinsens verdensorden er afsluttet, og Adams æra, den tredje planetariske epoke, tager sin begyndelse blandt scener af simpelt storhed. Urantias nye magthavere starter deres regeringstid under tilsyneladende gunstige betingelser, til trods for den verdensomspændende forvirring, forårsaget af deres forgængere ved magten på planeten, som havde nægtet at samarbejde
3. ADAM OG EVA LÆRER MERE OM PLANETEN
Nu, efter deres formelle installation, blev Adam og Eva smerteligt bevidste om deres planetariske isolation. Stilheden rådede i stedet for de velkendte informationsudsendelser, og alle kredsløb af udefra kommende planetarisk kommunikation var fraværende. Deres kollegaer i Jerusem var rejst til verdener, hvor alt forløb glat med en veletableret Planetprins og et erfaren personale klar til at modtage dem og kompetent til at samarbejde med dem i løbet af deres første erfaringer på disse verdener. På Urantia havde oprøret imidlertid ændret alt. Her var Planetprinsen i højeste grad til stede, og selv om han var frataget det meste af sin magt til at arbejde med det onde, var han stadig i stand til at gøre Adams og Evas opgave vanskelig og til en vis grad farlig. Det var en alvorlig og desillusioneret Søn og Datter af Jerusem, der om aftenen vandrede gennem haven under en fuldmåne, og diskuterede planer for den næste dag.
Således sluttede den første dag for Adam og Eva på den isolerede Urantia, planeten som var blevet forvirret af Caligastias forræderi. De vandrede og talte til langt ud på natten, deres første nat på jorden - og det var så ensomt.
Adams anden dag på jorden blev brugt i session med de planetariske forvaltere og det rådgivende råd. Melkisedekerne, og deres partnere, lærte Adam og Eva mere om detaljerne i Caligastias oprør og resultatet af denne omvæltning på verdens udvikling. Og det var i det store hele, en nedslående historie, denne lange beretning om den dårlige forvaltning af verdens anliggender. De lærte om alle de forhold, der forårsagede det totale sammenbrud af Caligastias plan for at fremskynde den sociale udviklingsproces. De fik også en klar forståelse i det tåbelige det var at forsøge at opnå planetarisk udvikling uafhængigt af den guddommelige fremskridtsplan. Og således endte en trist, men oplysende dag - deres anden på Urantia.
Den tredje dag var afsat til en inspektion af haven. Fra de store passager fugle - fandorerne - så Adam og Eva ned over de store strækninger af haven, mens de blev transporteret gennem luften over dette, jordens smukkeste sted. Denne inspektionsdag sluttede med en enorm festmiddag til ære for alle, som havde arbejdet for at skabe denne Edens skønne og storslåede have. Igen, vandrede Sønnen og hans kone i haven til sent ud på natten under deres tredje dag, og talte om hvor enorme deres problemer var.
På den fjerde dag talte Adam og Eva til de forsamlede mennesker i haven. Fra installationshøjen talte de til folket om deres planer for rehabilitering af verden og skitserede de metoder, som de ønskede at etablere for at rette op på den sociale kultur fra de lave niveauer, som det var faldet til som følge af synd og oprør. Det var en stor dag, og den sluttede med en fest for det råd af mænd og kvinder, som var blevet udvalgt til at påtage sig ansvarsopgaver i den nye forvaltning af verdens anliggender. Vær opmærksom på! at såvel kvinder som mænd var i denne gruppe, og det var første gang sådan noget var sket på jorden siden tiden i Dalamatia. Det var en forbløffende nyhed at se Eva, en kvinde, delende hæder og ansvar med en mand i afviklingen af verdens anliggender. Således sluttede den fjerde dag på jorden.
Den femte dag blev brugt til at organisere den midlertidige regering, den administration, der skulle fungere indtil de Melkisedekske forvaltere forlod Urantia.
Den sjette dag var afsat til en inspektion af de mange typer af mennesker og dyr. Adam og Eva blev hele dagen eskorteret langs væggene mod øst i Eden, de inspicerede dyrelivet på planeten og fik en bedre forståelse om, hvad der måtte gøres for at bringe orden i forvirringen på en verden beboet af en sådan mangfoldighed af levende væsener.
Det overraskede meget dem, der ledsaget Adam på denne tur at iagttage, hvordan han fuldstændigt forstod de tusinder og atter tusinder af dyrs natur og funktion, der blev vist ham. I det øjeblik han kastede et blik på et dyr, var han i stand til at angive dets natur og adfærd. Adam kunne navngive alle væsentlige skabninger som han så med beskrivelse af oprindelse, art og funktion. De, som fulgte ham på denne inspektionstur vidste ikke, at verdens nye hersker var en af de mest førende eksperter i anatomi i hele Satania; og Eva var lige så dygtig. Adam forbløffet sine medarbejdere ved at beskrive skabninger af levende ting som vor for småt til at kunne ses med menneskeøjne.
Da den sjette dag af deres ophold på jorden var forbi, hvilede Adam og Eva for første gang i deres nye hjem i "mod øst for Eden". De første seks dage af deres eventyr på Urantia havde været meget hektiske, og de så med stor glæde frem til en hel dag i frihed fra alle aktiviteter.
Men omstændigheder ville det anderledes. Oplevelsen fra dagen som netop var gået, hvor Adam så intelligent og så udtømmende havde drøftet dyrelivet på Urantia, sammen med sin mesterlige tiltrædelsestale og hans charmerende måde, havde således vundet havens beboers hjerter og betaget deres sind, at de ikke kun helhjertet var rede til at acceptere den nyankomne Søn og Datter af Jerusem som herskere, men de fleste var næsten klar til at falde ned på jorden og tilbede dem som guder.
4. DEN FØRSTE OMVÆLTNING
Den nat, natten efter den sjette dag, mens Adam og Eva slumrede, indtræf der mærkelige ting i nærheden af Faderens tempel i den centrale del af Eden. Der, i det milde måneskin lyttede, hundreder af entusiastiske og begejstrede mænd og kvinder i timevis til deres leders lidenskabelige appel. De mente godt, men de kunne simpelthen ikke forstå enkelheden af deres nye herskers broderlige og demokratisk måde. Længe før daggry kom de nye og midlertidige administratorer af verdens anliggender næsten enstemmig til den konklusion, at Adam og hans kone var alt for beskedne og fordringsløse. De besluttede, at det guddommelige havde sænket sig til jorden i kropslig form, at Adam og Eva i virkeligheden var guder ellers så tæt på sådan en stilling, at de var værdige til at blive tilbedt med ærbødighed.
De fantastiske begivenheder i Adams og Evas første seks dage på jorden var alt for meget for verdens bedste mænd og for deres uforberedte sind; det snurrede rundt i hovederne på dem; de bukkede under for forslaget om at bringe det ædle par op til Faderen tempel ved middagstid, så alle kunne bøje sig i respektfuld tilbedelse og kaste sig i støvet i ydmyg underkastelse. Havens beboere var alvorligt troende i alt dette.
Van protesterede. Amadon var fraværende, da han var ansvarlig for den æresvagt der opholdt sig natten over med Adam og Eva. Men Vans protest blev fejet til side. Han fik at vide, at han ligeledes var alt for beskeden, for fordringsløs; at han selv ikke var langt fra en Gud selv. Hvordan ellers havde han levet så længe på jorden, og hvordan havde han skabt sådan en stor begivenhed som fremkomsten af Adam? Da de ophidsede Edenitere ville gribe ham og føre ham op til bjerget for tilbedelse, banede Van sig vej ud gennem folkemassen, og da han var i stand til at kommunikere med mellemvæsener, sendte han deres leder i al hast til Adam.
Det var nær begyndelsen på deres syvende dag på jorden, da Adam og Eva hørte den overraskende nyhed om forslaget fra disse velmenende, men vildledte dødelige. Selv mens passagerfuglene hurtigt strakte deres vinger ud klar til at bringe dem til templet, transporterede mellemvæsenerne, som kunne gøre sådanne ting, Adam og Eva til Faderen tempel. Det var tidligt om morgenen den syvende dag, da Adam fra højen hvor de for nyligt var blevet modtaget, holdt en gennemgang af de forskellige klasser af guddommelige Sønner og gjorte det klart for disse jordiske sind, at kun Faderen og dem, som han anviser blive tilbedt. Adam gjorde det klart, at han ville acceptere enhver ære og modtage al respekt, men aldrig guds tilbedelse!
Det var en skelsættende dag, og lige før middag, omtrent samtidig med den serafiske budbringers ankomst medbringende Jerusems anerkendelse af installationen af verdens herskere, bevægede Adam og Eva, sig ud fra mængden, pegede på Faderens tempel og sagde: "Gå I nu til det materielle symbol for Faderens usynlige tilstedeværelse og bøj jer i tilbedelsen af ham, som har skabt os alle, og som holder os levende. Lad denne handling være et højtideligt løfte om, at du aldrig mere vil blive fristet til at tilbede andre end Gud." De gjorde alle, som Adam instruerede. Den Materielle Søn og Datter stod alene på bjerget med bøjede hoveder, mens folk kastede sig til jorden omkring templet.
Dette var oprindelsen af sabbatdagens tradition. Altid i Eden var den syvende dag ved middagstid afsat til forsamling i templet; længe var det skik at man afsatte denne dag til selvudvikling. Formiddagen var helliget fysisk træning, middagstid til åndelig tilbedelse, om eftermiddagen til sinds udvikling, mens aftenen blev brugt i selskabeligt samvær. Dette var aldrig nogen lov i Eden, men det var den skik der gjaldt, så længe den Adamiske administration herskede på jorden.
5. ADAMS ADMINISTRATION
I næsten syv år efter Adams ankomst forblev Melkisedek forvalterne på vagt, men til sidst kom den tid, da de overlod administrationen af verdens anliggender til Adam og vendte tilbage til Jerusem.
Afskedsceremonien af forvalterne tog hele dagen, og i løbet af aftenen gav de enkelte Melkisedekere Adam og Eva deres afskeds råd og bedste ønsker. Adam havde flere gange anmodet sine rådgivere til at forblive på jorden med ham, men disse andragender blev altid afvist. Tiden var kommet, da de materielle Sønner måtte påtage sig det fulde ansvar for gennemførelsen af verdens anliggender. Så ved midnat, forlod Satanias seraftransport planeten med fjorten væsener til Jerusem, transformationen af Van og Amadon sker samtidig med de tolv Melkisedekers afgang.
Alt gik for en tid rimeligt godt på Urantia, og det viste sig, at Adam i sidste ende ville være i stand til at udvikle en plan for at fremme en gradvis udvidelse af Edens civilisation. I overensstemmelse med Melkisedekernes rådgivning, begyndte han at fremme de forskellige former for kunsthåndværk med tanken om at udvikle handelsforbindelser med omverdenen. Da Eden blev opløst, var der over hundrede primitive håndværkerfabrikker i drift, og omfattende handelsforbindelser med stammerne i nærområdet var blevet etableret.
Igennem mange tidsaldre var Adam og Eva blevet instrueret i teknikken med at forbedre en verden som var klar til deres specialiserede bidrag til fremme af den evolutionære civilisation; men nu stod de ansigt til ansigt med presserende problemer, såsom at indføre lov og orden i en verden af vilde, barbarer og halvciviliserede mennesker. Bortset fra eliten af jordens befolkning, der var samlet i haven, var der kun nogle få grupper, her og der, som var klar til modtagelse af den Adamiske kultur.
Adam gjorde en heroisk og beslutsom indsats for at etablere en verdensregering, men han mødtes med stædig modstand fra alle sider. Adam havde allerede sat et system i drift af gruppekontrol overalt i Eden og havde af alle disse selskaber dannet et organisationsnetværk i Edens forbund. Men problemer, alvorlige problemer, fulgte, når han gik udenfor haven og forsøgte at tilpasse disse ideer til de fjerntliggende stammer. I det øjeblik Adams associerede begyndte at arbejde uden for haven, mødte de den direkte og velplanlagte modstand fra Caligastia og Daligastia. Den faldne Prins var blevet afsat som verdens hersker, men han var ikke blevet fjernet fra planeten. Han var stadig til stede på jorden og kunne, i hvert fald til en vis grad modstå alle Adams planer for rehabilitering af det menneskelige samfund. Adam forsøgte at advare racerne mod Caligastia, men opgaven blev gjort meget vanskeligt, fordi hans ærkefjende var usynlig for øjnene af de dødelige.
Selv blandt Edeniterne fandtes der forvirrede sind, der hældte til Caligastias undervisning i uhæmmet personlig frihed; og de forårsagede Adam problemer uden ende. Altid var de klar til at afspore de mest omhyggelige planer for en ordnet fremadskridende og solid udvikling. Adam blev til sidst tvunget til at trække sit program for en øjeblikkelig socialisering tilbage. Han vendte tilbage til Vans organiseringsmetode, og opdelte Edeniterne i kompagnier på et hundrede mennesker med en kaptajn for hvert kompagni og en løjtnant med ansvar for hver gruppe på ti personer.
Adam og Eva var kommet for at etablere en repræsentativ regering i stedet for monarki, men de fandt ingen regering værdig til navnet på hele jordens overflade. Indtil videre opgav Adam alle forsøg på at etablere en repræsentativ regering, og før sammenbruddet af Edens regime lykkedes det ham at etablere næsten hundrede afsidesliggende handel og sociale centre, hvor stærke individer regerede i hans navn. De fleste af disse centre var på forhånd blevet organiseret af Van og Amadon.
Udsendelse af ambassadører fra en stamme til en anden er fra Adams tid. Dette var et stort skridt fremad i udviklingen af et statsstyre.
6. ADAMS OG EVAS HJEMMELIV
Markområdet for Adams familie omfattede lidt over et tusinde tre hundrede hektar. Umiddelbart omkring dette hjemsted var der planlagt plads til bosættelse af mere end tre hundrede tusinde af familiens racerene afkom. Men kun den første enhed af de forventede bygninger blev nogensinde bygget. Før Adams familie nåede at vokse større end disse tidlige bygninger var hele Edens plan blevet ødelagt, og haven forladt.
Adamson var den førstefødte af den violette race på Urantia, og efter ham fødtes hans søster og Eveson, Adam og Evas anden søn. Eva var mor til fem børn, inden Melkisedekerne afrejste - tre sønner og to døtre. De to næste var tvillinger. Hun fødte treogtres børn, toogtredive døtre og enogtredive sønner, før misligholdelsen. Da Adam og Eva forlod haven, bestod deres familie af fire generationer og sammenlagt 1.647 racerene efterkommere. De havde toogfyrre børn efter at de havde forladt haven, med undtagelse af de to efterkommer, hvis forældre tilhørte den dødelige race på jorden. Dette inkluderer ikke Adamiske forældreskab til børn blandt Noditerne og de evolutionære racer.
Adams børn fik ikke mælk fra dyr, når de ophørte med at die ved moderens bryst ved et år. Eva havde adgang til mælk fra et stort udvalg af nødder og saft af mange frugter og kendte til disse fødevarers kemi og energiindhold, kombinerede hun dem for passende næring af hendes børn, indtil fremkomsten af tænder.
Selv om fødevarer blev kogt overalt udenfor Adams direkte boligområde, var der ingen kogning i Adams husholdning. De fandt deres fødevarer - frugt, nødder og korn - klart tilberedt som de modnet. De spiste en gang om dagen, kort efter middagstid. Adam og Eva indtog også "lys og energi" direkte fra bestemte rumudstrålinger i samarbejde med frugterne fra livets træ.
Adams og Evas kroppe afgav en let lysskær, men de bar altid tøj i overensstemmelse med deres medarbejderes skik. Selv om de var meget letpåklædte i løbet af dagen, iførte de sig aftenkåbe om aften. Oprindelsen af den traditionelle glorie omkring hovederne på formodede fromme og hellige mænd går tilbage til Adam og Evas dage. Da lysskæret fra deres kroppe, som stort set var skjult af tøj, kunne man kun mærkbart se udstrålingen fra deres hoveder. Adamsons efterkommerne portrætterede altid på denne måde deres koncept af enkeltpersoner, som de anså som værende usædvanlig i spirituel udvikling.
Adam og Eva kunne kommunikere med hinanden og med deres umiddelbare børn over en afstand på omkring 80 kilometer. Denne tankeudveksling skete ved hjælp af de følsomme gasfyldte hulrum beliggende i umiddelbar nærhed af deres hjernestrukturer. Med denne mekanisme kunne de sende og modtage tankesvingninger. Men denne evne blev straks suspenderet når sindet hengav sig til ondskabens splid og ødelæggelse.
Adams børn gik i deres egne skoler, indtil de var seksten år, og de større børn lærte de yngre. De yngste skiftede aktiviteter hver halve time, de ældre hver time. Det var bestemt en ny syn på Urantia at se, hvordan de af Adam og Evas børn legede, glade og spændende aktivitet bare for ren og skær sjov. Legen og humor af nutidens racer stammer i vid udstrækning fra den adamiske race. Alle Adamiter havde en stor påskønnelse af musik samt en skarp sans for humor.
Gennemsnitsalderen for forlovelse var atten år, og disse unge påbegyndte derefter på en to års undervisningsforløb som forberedelse til at påtage sig ægteskabelige forpligtelser. Ved tyveårsalderen var de berettigede til ægteskab; og efter giftermålet begyndte de deres livsværk eller påbegyndte særlig forberedelse til det.
Nogle senere efterfølgende nationers skik med at tillade kongelige familier, som angiveligt nedstammede fra guderne, at bortgifte søstrene med deres brødre, stammer fra traditioner hos Adams efterkommer - som nødvendigvis skal gifte sig med hinanden. Vielserne for familiemedlemmerne af første og anden generation i haven var altid udført af Adam og Eva.
7. LIVET I HAVEN
Med undtagelse af fire år i de vestlige skoler boede og arbejdede Adams børn "mod øst i Eden". De blev trænet intellektuelt, indtil de var seksten år i overensstemmelse med metoderne fra skolerne i Jerusem. Fra 16 til 20 år blev de undervist i Urantias skoler i den anden ende af haven, hvor de også virkede som lærere for de små klasser.
Hele formålet med det vestlige skolesystem af Eden var social tilpasning. Formiddagsperioderne var afsat til praktisk havebrug og landbrug, eftermiddagsperioderne til konkurrencedygtige lege. Aftenen var ansat til socialt samvær og dyrkning af personlige venskaber. Religiøs og seksuel uddannelse blev betragtet som en opgave for hjemmet, en forpligtigelse for forældrene.
Undervisningsprogrammet i disse skoler omfattede undervisning i følgende:
1. Sundhed og kropspleje.
2. Den gyldne regel, normen for socialt samvær.
3. Forholdet af individuelle rettigheder til gruppe rettigheder og til fællesskabets socialforpligtelse.
4. Jordens forskellige racers historie og kultur.
5. Metoder til at fremme og forbedre verdenshandelen.
6. Koordinering af modstridende pligter og følelser.
7. Dyrkningen af leg, humor, og konkurrencedygtige erstatninger for fysisk kamp.
Skolerne, og faktisk enhver aktivitet i haven, var altid åben for besøgende. Ubevæbnede observatører havde i korte besøg frit adgang til Eden. For længere ophold i haven måtte en Urantianer "godkendes." Han blev instrueret i planen og formålet med Adams overdragelse. Han måtte tilkendegivet sin hensigt om at deltage i dette arbejde, og derefter erklære sin loyalitet til Adams samfundsstyre og den åndelig suverænitet af den Universelle Fader.
Lovene i haven var baseret på de ældre forskrifter i Dalamatia og blev bekendtgjort under syv hovedområder:
1. Lovgivningen om sundhed og sanitet.
2. De sociale bestemmelser i haven.
3. Bestemmelserne om udveksling af råvarer og handel.
4. Lovene om rent og ærligt spil og konkurrence.
5. Lovene for hjemmelivet.
6. De civilretslige bestemmelser i den gyldne regel.
7. De syv buds øverste moralsk adfærd.
Edens moralske lov var lidt anderledes end de syv bud i Dalamatia. Men Adamiterne lærte yderligere mange andre grunde til disse påbud. For eksempel når det gjaldt forbuddet mod mord, så blev den iboende Tankeretter præsenteret som en grund til ikke at ødelægge menneskeliv. De lærte, at »den, som udgyder menneskeblod, hans blod skal af mennesker blive udgydt, thi Gud har gjort mennesket i sit billede."
Tidspunktet for den offentlige gudstjeneste i Eden var middagstid; solnedgang var timen for tilbedelse i familien. Adam gjorde sit bedste for at fraråde brugen af faste bønner, og underviste om at bønnen for at være effektiv måtte være helt individuel, at den måtte være " sjælens ønske" men Edeniterne fortsatte med at bruge bønner og formularer som var gået i arv fra tiderne i Dalamatia. Adam forsøgte også at erstatte ofringer med blod i de religiøse ceremonier med udbud af jordens frugter, men han havde gjort få fremskridt inden haven gik i opløsning.
Adam forsøgte at undervise menneskeracerne i ligestilling mellem kønnene. Den måde Eva arbejdede ved siden af hendes mand gjorde et dybt indtryk på alle beboere i haven. Adam lærte dem absolut, at kvinden er ligeværdig med manden, begge bidrager de til livsfaktorer, som forener sig og danner et nyt væsen. Hidtil havde menneskeheden antaget, at al forplantning boede i " faderens lænd." De havde betragtet moderens funktion til kun at nære den ufødte og pleje den ammende nyfødte.
Adam underviste sine samtidige alt de kunne forstå, men der var ikke meget, relativt set. Ikke desto mindre så de mere intelligente af jordens menneskeracer ivrigt frem til det tidspunkt, hvor de ville få lov til at gifte sig med de højerestående børn af den violette race. Sikken en anden verden Urantia ville være blevet, hvis denne store plan for racernes forbedring var blevet gennemført! Selv om det gik som det gjorde blev resultatet af den lille mængde blod fra denne importerede race en stor gevinst som tilfældigvis kom de evolutionære folkeslag til gavn.
Således arbejdede Adam for velfærd og forbedring af den verden hvor han boede. Det var en vanskelig opgave at føre disse blandede og andet end racerene folk på en bedre vej.
8. SKABEELSESLEGENDEN
Historien om skabelsen af Urantia på seks dage var baseret på traditionen om at Adam og Eva havde brugt bare seks dage i deres oprindelige undersøgelse af haven. Denne omstændighed gav næsten et hellig stempel af ugen som tidsperiode. Ugen blev oprindeligt indført af dalamatierne. Det var ikke forudbestemt at Adam ville bruge seks dage til at inspicere haven og formulere de foreløbige organisationsplaner. Det blev udarbejdet fra dag til dag. Udvælgelsen af den syvende dag til tilbedelse var helt sekundært i forhold til de faktiske omstændigheder som hermed er beskrevet.
Legenden om at verden blev skabt på seks dage var en eftertanke, faktisk mere end tredive tusinde år bagefter. En del af fortællingen, solen og månens pludselige tilsynekomst - kan være opstået fra sagnene om at verden kom ud fra en tæt rumsky af små stofpartikler, som længe havde skjult både sol og måne.
Historien om at Eva blev skabt ud af Adams ribben er en forvirret sammenblanding af Adams ankomst og den himmelske kirurgi i forbindelse med udveksling af levende substanser forbundet med Planetprinsens kommende legemlige personale mere end fire hundred og halvtreds tusind år tidligere.
Størstedelen af verdens befolkninger er blevet påvirket af den tradition, at Adam og Eva havde fysiske legemer skabt til dem ved deres ankomst på Urantia. Troen på at mennesket var blevet skabt af ler blev spredt over næsten hele den østlige halvkugle. Denne tradition kan spores fra de Filippinske øer, verden rundt hele vejen til Afrika. Mange grupper accepteret denne historie om, at mennesket er opstået af ler gennem en særlig form for skabelse i stedet for de tidligere trosopfattelser om den igangværende skabelse - evolution.
Udenfor indflydelse fra Dalamatia og Eden, lænede menneskeheden til opfattelse af den gradvise opstigning af den menneskelige race. Evolutionens faktum er ikke en moderne opdagelse. Fortidens mennesker forstod den langsomme og evolutionære karakter af menneskets udvikling. De tidlige grækere havde klare ideer om dette på trods af deres nærhed til Mesopotamien. Selv om de forskellige racer på jorden desværre blev forvirret i deres forestillinger om evolutionen, ikke desto mindre, troede og lærte mange af de primitive stammer at de var efterkommere af forskellige dyr. Primitive folkeslag tog for skik at udvælge til deres "totem" dyr som de formodede at de stammede fra. Visse nordamerikanske indianerstammer troede de stammede fra bævere og prærieulve. Visse afrikanske stammer hævder, at de nedstammer fra hyænen, en malaysisk stamme fra lemur, en New Guinea gruppe fra papegøjen.
Babylonierne, på grund af den umiddelbare kontakt med resterne af den adamiske civilisation, udvidede og forskønnede historien om menneskets skabelse; de hævdede, at mennesket nedstammede direkte fra guderne. De holdt sig til en aristokratisk oprindelse for mennesket, som også var uforenelig med læren om at mennesket var skabt af ler.
Det Gamle Testamentes skabelsesberetning daterer sig fra en tid langt efter Moses; han lærte aldrig hebræerne sådan en forvrænget historie. Men han præsenterede en enkel og kondenseret fortælling om skabelsen til israelitterne, i håb om derved at styrke sin opfordring til at tilbede Skaberen, den Universelle Fader, som han kaldte Herren, Israels Gud.
I sin tidligste undervisning, forsøgte Moses klogt nok ikke at gå tilbage fra Adams tid, og da Moses var hebræerne øverste lærer, blev historierne om Adam tæt forbundet med skabelsesberetningen. Det forhold at de tidligere traditioner kendte til en civilisation før Adams fremgår klart af, at senere tekstbearbejdere, der havde til hensigt at udrydde enhver henvisning til menneskelige forhold før Adams tid, forsømte at fjerne afslørende henvisning til Kains emigration til "landet Nod", hvor han tog sig en hustru.
Hebræerne havde i lang tid efter deres ankomst til Palæstina intet udbredt skriftsprog. De lærte at anvende et alfabet fra deres tilstødende naboer, filistrene, som var politiske flygtninge fra den højerestående civilisation på Kreta. Hebræerne helligede sig først til lidt skrivning omkring 900 f.Kr., og fordi de ikke havde noget skriftsprog før dette sene tidspunkt, cirkulerede der flere forskellige skabelsesberetninger blandt dem, men efter fangenskabet i Babylon, hældede de mere mod at acceptere en ændret mesopotamisk version.
Jødisk tradition blev krystalliseret om Moses, og fordi han forsøgte at spore afstamning af Abraham tilbage til Adam, antog jøderne, at Adam var den første af hele menneskeslægten. Jahve var skaberen, og eftersom at Adam skulle være den første mand, måtte Jahve have skabt verden lige før han skabte Adam. Siden blev traditionen om Adams seks dage vævet ind i historien, med det resultat, at næsten tusind år efter Moses ophold på jorden blev traditionen med skabelsen på seks dage nedskrevet og efterfølgende tilskrevet Moses.
Da de jødiske præster vendte tilbage til Jerusem, havde de allerede færdigskrevet deres fortælling om altings begyndelse. Snart hævdede de, at denne redegørelse var en nyligt opdaget historie om skabelsen skrevet af Moses. Men samtidens hebræere omkring 500 f.Kr. anerkendte ikke disse skrifter for at være guddommelige åbenbaringer; de så på dem næsten som senere folk betragter mytologiske fortællinger.
Dette falske dokument, som blev anset for at være Moses lære, blev bragt til Ptolemæus kendskab. Han var en græsk konge af Ægypten, som fik det oversat til græsk af en kommission af halvfjerds lærde til sit nye bibliotek i Alexandria. Så fandt denne redegørelse sin plads blandt de skrifter som senere er blevet en del af de senere samlinger af de "hellige skrifter" i hebræernes og i de kristnes religion. En identifikation med disse teologiske systemer, førte til at sådanne begreber i lang tid havde en dybtgående påvirkning af filosofien hos mange af Vestens folk.
De kristne lærere fastholdt troen på at menneskeheden var blevet skabt på befaling, og alt dette førte direkte til fremkomsten af hypotesen om at der én gang var en guldalder med utopisk lyksalighed og til teorien om menneskets eller overmenneskets fald som en forklaring til den ikke utopiske tilstand af samfundet. Disse livssyn og menneskets plads i universet var i bedste fald nedslående fordi det byggede på en tro på tilbageskridt snarere end på fremskridt, samtidig som den antydede en hævngerrig guddom, som havde udgydt sin vrede over menneskeheden som gengældelse for de fejl visse tidligere planetariske administratorer havde begået.
Den "guldalder" er en myte, men Eden var en kendsgerning, og havens civilisation brød virkelig sammen. Adam og Eva virkede i haven i et hundred og sytten år, indtil de på grund af Evas utålmodighed og Adams fejlskøn, tog den frihed at afvige fra den foreskrevne vej og dermed hurtigt bragte katastrofe over sig selv og ødelæggende retardering over Urantias udviklingsmæssige fremskridt
[Fortalt af SolonIa, det serafiske "stemme i haven."]
Publiceret 16 mai 2017
Powered by CMSimple | Template: ge-webdesign.de | Login